Hvordan får jeg tid til mine venner?

brevkassespørgsmål

Hvordan får jeg tid til mine venner?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Hej.

Jeg er en pige som danser ballet på meget højt niveau. Lad os sige elite niveau. Jeg træner 5-6 gange om ugen.

Balletten betyder meget for mig, men jeg føler ikke at jeg har ret meget tid til mine venner. Jeg har en bedste veninde,

som jeg har kendt i ca. 10 år. Før i tiden var vi sammen efter skole næsten hver dag. Nu er vi kun sammen omkring 2 gange

om måneden. Hun er begyndt at få nogle nye venner, selv om vi stadig betegner hinanden som bedste veninder. 

Jeg forstår fuldt ud at hun også vil være sammen med andre for det er jeg også selv.

Håber på nogle gode råd ;-)  

 

 

 

Svar: 

Hej du

Hvor er det dejligt, at du har en fritidsaktivitet, som du går op i, og som betyder meget for dig. Det lyder til, at det er noget, du rigtig godt kan lide og muligvis ser en fremtid i. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at det tager så meget tid, at du ikke føler, du har den samme kontakt til din veninde længere. Men når du træner så tit, så er det også forståeligt, at det er svært at finde tid til det. 

Det er sådan set meget naturligt, at man ikke bliver ved med at have samme kontakt, når man begynder at få nye interesser og andre venner. Men derfor kan man sagtens, som du beskriver, opleve at man mangler den kontakt, man havde. Det er helt forståeligt, at det er en træls situation for både dig og din veninde. Du skriver, at I begge har fundet nye venner, men jeg fornemmer, at du savner at bruge tid sammen med hende. Det er der ikke noget mærkeligt ved - at I ses 2 gange om måneden er heller ikke meget, når I forhen har været rigtig meget sammen. Jeg vil anbefale dig at tage en snak med din veninde. Tankerne kan nemt blive ved med at køre rundt inde i hovedet, hvis de ikke bliver sagt. Hvis du åbner op og fortæller, hvordan du har det, så kan det være, I får en god snak om, hvordan I sørger for at prioritere hinanden på en god måde. Måske har hun gået og tænkt over det samme eller har en ide til en løsning. Det kan være en god ide at sætte god tid af til snakken, sådan at I ikke stresser over at skulle blive færdige. Du kan evt. sætte dig og brainstorme, inden I mødes. Og tænk bare ud ad boksen - kunne din veninde f.eks. komme med til træning ind imellem og kigge på. Det kan være en ny måde at være sammen på. I kan måske tænke over at ringe sammen oftere - det kan også give en følelse af at kunne følge med i hinandens liv. 

Sådan en snak kan godt kræve noget mod, og det kan være svært at tage sig sammen til at føre det ud i livet. Hvis du sidder og mangler en peptalk eller godt kunne bruge nogle råd, så sving gerne forbi vores chat. Ellers håber jeg bare for dig, at du får en god snak med din veninde, og at I finder en god løsning.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program