Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

hash og alkohol efter tandudrykning

brevkassespørgsmål

hash og alkohol efter tandudrykning

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

hej cyberhus,

 

Jeg har fået rykket nogle tænder ud i dag (pga. bøjle osv.) og skal til fest i aften, hvor jeg skal ryge hash og drikke alkohol (hvilket jeg også skal hele weekenden). Jeg kom til at tænke på, om jeg overhovedet kan ryge hash eller drikke alkohol pga. det med mine tænder (eller ikkeeksisternede tænder)? hvis ikke, hvor lang tid går der så før jeg kan?

jeg kom til at tænke på om det er ok at spise hash, så længe man ikke ryger det, efter man har fået rykket tænder ud (på dagen).

Svar: 

Hej dreng 18 år

Interessante spørgsmål du stiller - og godt du tænker over det. Jeg tænker, at der ikke findes noget autoriseret svar på hverken det med alkohol eller det med hash, men du kan få mine tanker om det:

Det, der har betydning efter tandudtrækning er, at såret (sårene) får mulighed for at hele. Nu er det svært for mig at vide, om du har fået fjernet et par gamle mælketænder, hvor rødderne næsten var væk, eller om der er tale om nogle kæmpestore kindtænder med lange rødder? Jo større og dybere sårene er, jo mere arbejde skal din krop udføre for at lukke hullerne igen.

Sårene heler bedst, hvis du undgår at skylle munden for meget og undgår varme drikke mindst det første døgn (varme drikke opløser den blodprop, der i første omgang lukker såret). Voldsom fysisk aktivitet kan få sårene til at "springe op", så det begynder at bløde igen. Igen helt afhængigt af, hvor store/dybe sår er det.

Umiddelbart tænker jeg, at det at drikke alkohol ikke specielt vil forstyrre sårene. Det er jo sjældent, man skyller munden aktivt for eksempel med øl. Spiritus ville jeg nok være mere betænkelig ved. Stærk alkohol ville kunne opløse blodproppen. Oftest vil det være sådan, at du tydeligt kan mærke, om det du gør er forkert. For så får du ondt.

Hash kan jeg ikke forestille mig, har nogen særlig effekt på sårhelingen. Du skriver, at du vil spise og ikke ryge det. (om rygning ved man nu, at det nedsætter kroppens helingsevne rigtig meget, dog tror jeg ikke, at det vil betyde noget efter et par enkelte tandudtrækninger.

Der kan dog være en anden effekt af både hashrygning og alkoholindtagelse, specielt hvis du blander: du bliver dårligere til at passe på dig selv. Og en væsentlig del af baggrunden for, at kroppen kan hele sår er, 1) at den får hvile nok og 2) at du ikke får for meget kulde. Og din evne til at passe på dig selv - forstået som for eksempel din evne til at opdage, at det gør ondt - bliver mindre, hvis du er beruset og hashpåvirket. Så i tilfældet hvor du har fået fjernet 2 store kindtænder med lange rødder (og altså dybe sår), der er der klart en risiko for, at du får en forsinket sårheling. Det kan betyde, at du får ondt i en længere periode!

Når jeg læser dine spørgsmål, så tænker jeg helt overordnet to ting: den ene, at du kunne have spurgt din tandlæge -men også, at det måske er svært at spørge lige præcist om alkohol og hash. Og jeg synes det er godt gået, at du tænker over disse ting og derfor godt, du spørger her. Desværre får du jo nok ikke mulighed for at se svaret før du går i gang med weekenden.

Den anden ting er, jeg spekulerer på er, om du passer nok på dig selv? Det kan godt være, at det er for far-agtigt tænkt, men alligevel. Jeg ved at Cyberhus har mange gode mennesker, der står til rådighed, hvis du skulle have lyst til at diskutere dit liv med rusmidler med en voksen.

Held og lykke med at passe på dig selv

Niels Hansen, tandlæge.

 

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program