Kære dig

Når jeg læser dit brev, kan jeg nærmest mærke, hvor frustreret du er. Det er tydeligt, at du står midt i en rigtig hård og svær periode i dit liv lige nu, som du ikke føler, du kan dele med nogen. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er terror mod dig selv. Jeg kan nemt forestille mig, at det beskriver meget godt, hvordan du har haft det i de sidste to år - med selvskade og spiseforstyrrelse og følelsen af tomhed og ligegyldighed.

Du skriver, at du ikke tør sige til nogen, hvordan du har det, og at din omgangskreds ikke ved noget. Jeg kan forestille mig, at det ikke har været nemt at skrive herind heller. Men du har taget et rigtig stort skridt ved at fortælle om dine tanker her - og det er super flot. Det at sætte ord på følelserne, lige præcist som de er, kan være forløsende. Det kan være befriende at man ikke skal holde igen eller prøve at lade som om, alt er okay. For det er det tydeligvis ikke for dig lige nu. Og det er helt okay. Der er intet forkert ved at have perioder i sit liv, hvor man ikke rigtig kan se noget positivt ved det. Det er der også andre end dig, der har oplevet. Livet går op og ned. For nogle længere ned end andre, og nogle kan have svært ved at finde op igen. Det lyder som om, du ikke rigtig kan finde op til overfladen lige nu. Og nogle gange har man brug for hjælp til at finde vej derop. For der er en vej ud af det mørke hul og den terror, som du oplever lige nu. 

Når jeg læser dit brev, får jeg fornemmelsen af, at du egentlig gerne vil snakke med nogen, men helst ikke nogen, som kan sige noget videre til dine forældre. Det er meget forståeligt, at det er en grænseoverskridende tanke at skulle blande dine nærmeste ind i det, men samtidig er det helt afgørende for at komme ud af den onde spiral. Hvis ikke du åbner op overfor dem, som hjælpe dig ud af din situation, så kan du komme til at fastholde dig selv og sidde fast. Og din familie kan være en stor støtte og hjælp, sådan at du ikke står alene. Men måske kan et første skridt for dig være at snakke med nogen, som du anonymt kan fortælle alt til? Jeg kan varmt anbefale dig at ringe eller skrive til Livslinjen på 70 201 201. Her sidder der folk, som ikke bliver skræmt af din ærlige mening om livet, og som kan snakke med dig om de tunge tanker. Måske en dag får du modet til at snakke med din psykiater, din kæreste eller dine forældre.

Jeg vil anbefale dig at tage det hele i dit tempo og ikke gøre noget, som du ikke har det godt med. Men samtidig er det meget vigtigt, at du reagerer på de tanker, du har om selvmord. Desværre er det ikke sådan, at tankerne går i sig selv, hvis man venter - det kræver, at man selv opsøger hjælp og får gjort noget ved det. For det kan lade sig gøre at komme ovenpå igen. Når man tumler med selvmordstanker, så er det ofte fordi, der er noget andet i sit liv, som er svært at håndtere, og som man ønsker at slippe væk fra. Derfor er det vigtigt, at man får åbnet op og får snakket om de ting, som fylder og som udløser trangen til selvmord. På den måde vil tankerne også begynde at fylde mindre og mindre. Det kræver tid og mod. Og opmuntring undervejs. Selvom det virker som om, du er alene, så er du ikke den eneste, som har prøvet at stå med tunge tanker. I emnet "Livsfortællinger" på Cyberhus, kan du læse om andre, som har stået eller står i samme situation som dig. Du kan evt overveje, om du skal tage mod til dig og selv skrive en fortælling eller et debatindlæg, hvor du kan spørge, hvad andre har gjort eller få opmuntring. Som et led i at komme ud med tingene og få prikket hul på bylden. 

Jeg vil råde dig til at tage forbi din læge, når du er klar til at sige noget. Her kan du nemlig få den helt rigtige hjælp til din situation. Hvis du en gang bliver seriøst bange for, om du kunne finde på at gøre noget ved tankerne, så kan du altid ringe til psykiatrisk afdeling i din kommune eller til politiet som akut kan hjælpe dig. Folkene på Livslinjen kan også guide dig, hvis du ringer til dem. 

Jeg håber, at du får taget mod til dig og får givet dig selv chancen for at komme godt videre. Du fortjener bedre end at sidde fast i dette terror, du oplever. 

Mai