Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tandpasta som veganer

brevkassespørgsmål

Tandpasta som veganer

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

Hej Niels!

Jeg er en pige på 17år som rigtig gerne vil være veganer og igennem det har jeg mødt nogle personer som har fortalt mig om hjemmelavet tandpaste. 
En af dem sendte mig i går en opskrift som består af kokosolie, natron og æteriske pebermyntedråber, sammen med et dokument hvor der står en masse om at det er meget bedre at bruge end f. eks. zendium. Jeg vil rigtig gerne prøve at bruge tandpastaen fordi der også står at nogle der har prøvet det har fået hvidere tænder og der står at kokosolie er meget effektivt. Men inden vil jeg spørge her om det er en god idé at bruge kokosolie denne opskrift eller ej? Fordi jeg ved egentlig ikke om ham der har skrevet det der er sendt til mig er tandlæge eller noget, så jeg vil gerne spørge hvad du tænker om det? 

Venlig hilsen fra en kommende veganer. 

Svar: 

Hej kommende veganer

Tak for dine spørgsmål om tandpasta. Det er et varmt spørgsmål lige nu, jeg har hørt om rigtig mange, der er optaget af at lave deres egen tandpasta.

Jeg bliver nødt til at starte med at sige, at jeg intet aner om effekterne af hjemmelavet tandpasta. Jeg har spurgt en tandpastaekspert, det eneste han kunne sige var, at natron har tidligere været brugt i tandpasta.

Du skriver at du har set et dokument, hvor der står, at hjemmelaet tandpasta er "bedre" end Zendium. Og i næste sætning at kokosolie er "meget effektivt". Jeg spekulerer på, hvad "bedre end" og "meget effektivt" betyder. På hvilke måder bedre? Effektivt på hvad?

Tænder kan gøres hvidere ved enten at rense belægninger, der sidder udenpå tanden, af. I så fald er det en form for skurepulver-effekt eller en opløsningsmiddel-effekt, du er ude efter. Hvis du bruger noget, der skurer godt på tanden vil den til at begynde med blive hvidere. Men den vil også blive ridset - og i anden omgang tage mere imod farve. Man havde tidligere nogle tandpastaer, som næsten indeholdt sand - de sleb så effektivt, at de fjernede tændernes yderste lag...

Tænderne kan også gøres hvidere ved at blege med kemikalier ind i tanden. Men eftersom tænder er hårdere end stål, så er det svært at få noget ind under de yderste hårde lag, der kan gøre noget ved tandens farve - uden at ødelægge overfladen...

De forskellige blegemidler, man kan købe til hjemmeblegning - men også til professionelt brug - er stærkt ætsende og laver hos mange permanente skader på tænder og tandkød. De fleste tandlæger fraråder tandblegning. Alle forskerne gør det...

Så jeg kan desværre ikke svare dig på, hvordan den hjemmelavede tandpasta påvirker dine tænder (eller din mund med for den sags skyld). Du kan læse, at jeg er skeptisk overfor effekten og bivirkningerne. Jeg kan gætte en smule om de råvarer, du vil putte i, men ingen af dem ved jeg altså noget "tandlægeligt" om.

Hvis du tænker på alle de ting, der skrives om, hvad der er sundt og usundt - og hvor mange ting der skiftevis bliver dømt sunde og så alligevel usunde, så er det svært for mig at turde tro på det der med om noget er "sundt" eller "usundt". Det skifter.

Jeg har googlet kokosolie og kan se, at nogle synes kokosolie gør alt muligt godt (ernæringsmæssigt) og at andre ikke mener, der er nogetsomhelst godt ved kokosolie. Jeg har svært ved at forestille mig, at en kokosolie kan blege tænderne. Jeg tænker kokosolien er tilsat for at få tandpastaen til at hænge sammen som en slags "pasta".

Natron har tidligere været brugt i tandpasta, men bliver det ikke mere. Det kan bruges til at hæve brød og kager og ifølge mange husråd til rengøring og kan også i pulverform bruges som skurepulver. Måske har det en skurepulver effekt - pas på!. Pebermynteolien giver smag - tænker jeg - ellers ved jeg ikke noget om virkningen.

De ting, du skriver om den hjemmelavede tandpasta svarer til ting jeg kan finde på nettet ved at google "natron, kokosolie, hjemmelavet tandpasta". Jeg har været på en del af links'ene og de hjemmelavede tandpastaer påstås at kunne udvirke mirakler (set med tandlægeøjne) på alle mulige måder.

Det ligner reklamerne for almindelige tandpaster, som også påstår, at de virker helt utroligt på alle mulige forskellige ting.

Faktisk er der kun een veldokumenteret effekt af moderne tandpasta og den effekt kommer fra fluorindholdet i tandpasta. Det er nemlig sådan, at hvis du børster tænderne med fluortandpasta 2 gange dagligt, så får du færre huller end du ellers ville have fået. Det kan være vigtigt for de mennesker, der danner mange huller. Hvis du ikke gør det betyder det måske ikke noget for dig om du bruger fluor hver dag.

Alt det andet i tandpastaerne er mest noget, der er puttet i for at give pastaen form, farve, smag, konsistens og holdbarhed. Tandpasta er jo også en "kosmetik" vare. Som håndcreme. Tandpastaen giver "god smag" (hvad er det? pebermynteolie tilsyneladende, det er der i alle tandpastaer) og skummer dejligt og så føler folk sig bedre tilpas i munden. Men hvad siger det om, hvad tandpasta ellers gør?

Med hensyn til veganer eller ej, så tror jeg ikke, at der er noget forkert i tandpasta.

Du kunne jo overveje at prøve dig frem lige før du skal til tandlæge. Mærke godt efter hvad det gør ved din mund og tænder. Og så spørge din tandlæge, hvad han eller hun tænker om det - og om de kan se noget med dine tænder.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program