Forvirret 14 årig dreng

brevkassespørgsmål

Forvirret 14 årig dreng

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Hej. Jeg er en 14 årig dreng, der godt kan lide at spille fodbold, og andet idræt. Jeg får ret gode karakterer i skolen, og er 'dømt' til at være "den bedste" i min klasse. Jeg er dsv. ret genert og siger ikke særlig meget, og fremstår derfor nok som "kold" overfor piger. Jeg begyndte at skrive med mit "crush" og hendes bedste veninde på FB for noget tid siden, og de går begge i min paralelklasse. I samtalen med mit "crush" kommer vi self til at snakke om hvem, vi kan lide. Jeg skriver så til hende efter noget tid, at det er hende jeg kan lide. Hun skriver så, at det er mærkeligt at tænke og at hun egentlig ikke kender mig særlig godt, men dog at hun synes jeg er sød, som ven. Herefter skriver vi ikke så meget sammen, men vi gør det dog.

Senere spørger hendes veninde mig om, jeg kan lide hende. Jeg svarer ja, og hun skriver at det er "sødt". Hun skriver på et tidspunkt, at hun synes at jeg er en god ven. Vi fortsætter med at skrive sammen, og på et tidspunkt vil hun så begynde at skrive med hjerter. Vi begynder at snakke mere sammen i skolen, og hun siger så at hendes veninder (mit crush) tror, at vi er kærester, og hun synes at det er træls. Vi fortsætter med at skrive sammen. Jeg finder så ud af at hun er forelsket i en af mine meget gode venner. Jeg begynder så at snakke med min ven om det, og finder ud af at han ikker er 'forelsket' i hende, men alligevel synes hun er sød nok. 

I det at jeg skriver mere med veninden, begynder jeg at kunne lide hende mere, men kan ikke finde ud af om det er som ven eller kæreste. Er i tvivl om det er veninden, jeg kan lide/skal gå efter (eller noget), eller om det er mit oprindelige "crush"

Kan I hjælpe?

Svar: 

Hej "Forvirrede dreng"

Det lyder som om, du står i en svær situation, hvor du ikke helt kan finde ud af, hvad du skal gøre. Det er meget forståeligt, at det er svært at finde ud af alt det med pigerne og kærligheden. Det er nemlig ikke så ligetil, som man kunne tro. Jeg vil give dig et par tanker med på din vej.

Du skriver, at du muligvis er blevet forelsket i veninden til dit "crush", og nu ved du ikke, om det er venskabelige følelser eller der er mere i det. Samtidig lyder det til, at du måske stadig har følelser for dit oprindelige "crush". Det er en meget normal situation, som man let kan komme i - at man måske har følelser for to forskellige, eller man pludselig bliver interesseret i veninden. Man kan ikke sige, at du "skylder" dit oprindelige "crush" at gå efter hende, bare fordi du var vild med hende først. Følelser kan sagtens ændre sig, og det er helt normalt. Det giver også god mening, at du kan have følelser for hende, når I har skrevet så meget sammen. Om det er venskabeligt eller der er mere i det kan være svært at finde ud af, og der findes desværre ikke en test, som kan finde frem til det rigtige svar. Det er noget, du må mærke godt efter indeni og gå ud fra din mavefornemmelse.

Jeg kan godt forstå, at du spørger, hvem du skal vælge. Det kan nemlig være mere forvirrende end hjælpsomt at have noget kørende med to på en gang. Men der er desværre ikke et rigtigt og forkert valg. Det kommer helt an på, hvordan du har det. I sidste ende er det dig selv, der skal tage valget og satse på den ene eller den anden. Det kan være svært, og derfor kan det være, du skal tage fat i en god ven eller et familiemedlem og snakke tingene igennem med vedkommende. Det kan være en rigtig god ting at have én, som man kan vende tanker med og få støtte fra. Du kan også lave en liste og fordele og ulemper ved dit "crush" og veninden, og måske få noget inspiration til din beslutning. Du kan også bestemme dig for at se den næste uge an og mærke efter, hvem du har mest lyst til at skrive med og til. Du kan lægge mærke til, "hvem du savner mest", når I ikke skriver sammen. Det kan måske også hjælpe dig i beslutningen.

Jeg håber, du er blevet inspireret og har mod på at prøve at vælge imellem pigerne. Sidder du og føler, at du har brug for endnu mere hjælp, så skal du endelig bare skrive herind igen eller logge på vores 1-1chat. Her kan du snakke med en voksen og få vejledning. Ellers ønsker jeg dig alt det bedste og håber, at du finder ud af det hele, så du ikke skal gå rundt og være forvirret meget længere.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program