hjælp! hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål

hjælp! hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

Hej. 

Jeg er en pige på 16 år, jeg har det ikke godt derhjemme, fordi min far slår og sparker mig, op til flere gange om dagen... Han kan finde på at slå med kæppe, jernstænger, piske og meget mere.

Det værste der er er sket hjemme hos mig er, at min far en dag for ca. En uge siden bandt mig fast til en krog som sad i loftet og slog og sparkede mig indtil jeg lå grædende og blødende på gulvet (det vil sige at jeg blev nødt til at stå op, da jeg var bundet fast). Samtidig med at alt det her sker så må jeg ikke være sammen med mine venner efter skole, i det hele taget må jeg ikke gå ud af huset, når jeg er kommet hjem fra skole, der kun en undtagelse, det er når jeg skal passe mit arbejde. Han overvåger mig ved at tjekke alt, hvad jeg gør, han følger efter mig i skole, for at se om jeg nu går i skole, han tjekker mine sms'er og mine opkalds...

Please hjælp mig. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Hilsen en meget bange pige.

Svar: 

Kære dig,

Det gør mig rigtig ondt at høre om din situation, og jeg forstår virkelig godt, at det må være utrolig svært at være dig. Det er rigtig godt og flot at du skriver, for vejen ud af det, er først og fremmest at fortælle det til andre. 

Det er virkelig slet ikke okay, at blive behandlet som du gør, og jeg forstår godt at du er bange for din far. Det at han samtidig overvåger dig, forstår jeg godt gør det hele endnu sværere. På det du skriver, forestiller jeg mig at du må have mange blå mærker, og måske være hævet og såret efter slag. Jeg tænker, det måske vil være en god ide at tage billeder af dette, og se om du kan gemme dem et hemmeligt sted, på en email eller lignende og derefter slette billederne på mobil. For måden det her stopper på, er at du fortæller det til nogle, der kan hjælpe dig, og du dernæst kan argumentere hvad der er sket. Jeg forstår virkelig godt, at det vil være enormt svært, at fortælle det til folk, fordi det også vil betyde at din far bliver afsløret. Men der er ingen mennesker der skal behandles sådan og du fortjener meget bedre end dette. 

Men det er samtidigt helt forståeligt og okay at du synes det er svært. Andre som har været udsat for vold ligesom du, synes måske det er rigtig svært at fortælle det til nogen pga. den uvished der er omkring det, da man ikke nøjagtigt ved hvad der så vil ske, hvis man fortæller det til andre. Samtidigt, kan det være utrolig svært fordi man kan have følelsen af at hade og elske den samme person på én gang. Det er en mærkelig følelse, men også helt naturlig, fordi selvom man godt ved der foregår noget helt forkert, er det stadig ens familie, og det indebærer et helt specielt bånd. Så jeg forstår virkelig godt, hvis dine følelser er enormt splittede. 

Jeg forstår også godt, at det må være svært når din far overvåger dig og følger dig til skole osv., men du skriver, at det eneste du får lov til er at passe dit arbejde. Det tænker jeg kan være en mulighed, da du måske her har en voksen som du kan fortælle det til, en du har tillid til. Ellers kan det være, at der på skolen er en lærer, som kan hjælpe dig. Det kan være der allerede er en lærer der har en anelse om, at du måske ikke har det så godt som du burde have? For jeg tænker, at det nogle gange må være rigtig svært at klare en skoledag for dig, og jeg synes derfor det er underligt hvis ingen har bemærket det. Så den person du tænker, som det ville være mindst grænseoverskydende at fortælle det til af alle du kender, synes jeg du skal vælge, om det så er en kollega, lærer eller moster. For det er virkelig ikke i orden at du bliver udsat for de ting du gør, og så snart du får det sagt til en, vil den person kunne give dig hjælp. 

Hvis du synes det er for svært at fortælle det til nogen du kender, er der andre anonyme rådgivninger som kan hjælpe dig. Der er for eksempel en hjemmeside der hedder www.brydtavsheden.dk der arbejder for at mindske vold i familien og vold mod børn. På hjemmesiden kan du både chatte, skrive til en brevkasse og ringe og få anonym rådgivning. Du kan orientere dig på deres hjemmeside hvis du klikker på det blå link. Ellers er der også børnetelefonen, som også er en anonym rådgivning, hvor du kan ringe alle dage året rundt mellem kl. 11 og 23. Du kan klikke her for at komme ind på deres hjemmeside.  Derudover må du selvfølgelig også altid skrive til os her i Cyberhus, både i brevkassen og i chatten. Jeg forstår godt det er svært at fortælle andre om det her, men du er på det rette spor ved at fortælle det til os. Jo flere gange du fortæller det, jo lettere vil det måske blive at fortælle det til en der kan hjælpe dig. 

Derudover tænker jeg også at du måske har brug for at komme til læge. Når du har været udsat for de ting, tror jeg det vil være rigtig klogt at få et lægetjek. Du skal nemlig ikke gå og have smerter, da der kan være sket ting i din krop efter de mange slag, som du måske ikke er opmærksom på. Jeg tænker, du måske kan ringe og bestille en tid ved lægen, og så sige at du skal på arbejde, så din far ikke finder ud af det. Hvis du har mod på det, kan lægen også hjælpe dig, hvis du fortæller han eller hende hvor du har de blå mærker fra. Hvis du derimod fortæller en anden historie, kan det være lægen ringer til din far og orienterer ham, da en læge har pligt til at underrette forældre, fordi du er under 18 år. Men hvis du netop fortæller den rigtige historie, vil din læge selvfølgelig ikke ringe til din far, men derimod gøre alt hvad han/hun kan for at hjælpe dig. 

 

Jeg håber virkelig at din situation snart forbedres og ønsker dig alt det bedste. Det er så flot at du fortæller det, det er det der skal hjælpe dig. 

Kærlig hilsen 

Annika

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program