Kære Ulykkelige og forvirret pige

Først af alt er jeg bare virkelig glad for, at du skriver – jeg kan jo læse, at du ikke normalt er så god til at sige til, når du har brug for hjælp, så det er virkelig dejligt, at du skriver nu, hvor du kan mærke, at du har det svært. Jeg håber, at det er første skridt i, at du får sagt det til nogle flere, så du får den hjælp du har brug for, eftersom det i mine øjne er alt alt for tungt for dig, at skulle gå rundt med det, der er sket og konsekvenserne af det, inde i dig helt alene.

Du bliver simpelthen nød til at have nogle til at hjælpe dig med det. For at svare på dine spørgsmål så tænker jeg, at du godt kan komme over det men jeg tror oprigtigt også, at du har brug for nogle voksne og måske nogle professionelle til at hjælpe dig med det. Det er så ekstremt forvirrende, skamfuldt og ubehageligt når det sker sådan noget som det du beskriver.  

Og netop for ikke at blive ved med at hænge fast i en følelse af, at det er ens egen skyld – hvilket man næste altid føler, ligegyldig hvor urimeligt det virker udefra - bliver man nød til at have nogle til at hjælpe sig med at forstå det, der er sket. Jeg tænker derfor om der mon er nogle voksne som du har lidt tillid til, og som du kunne fortælle det til eller vise dem de her mails til. Måske en lærer, et familiemedlem, en venindes mor eller en anden, som du synes virker venlig og forstående.

Jeg håber rigtig meget, at du forstår, at du er virkelig vigtig, og det derfor også er rigtig vigtig, at du får talt med nogle om det, så du kan få den hjælp, du har brug for. Hvis der er noget som helst andet jeg kan hjælpe dig med eller som du har lyst til at spørge mig om, må du endelig skrive igen. Jeg krydser fingre for dig.

Kærlig hilsen

Anja