Voldtægt eller ej?
Voldtægt eller ej?
Hej Cyberhus,
Jeg har et spørgsmål vedr. voldtægt, som jeg i mange år har grublet over.
Da jeg var 14, mødte jeg på en ferie på Kreta en 21 årig mand, og naiv som jeg var, var det jo for mig "kærligheden ved første blik", eller måske bare for spændende til at lade vær.
Det hele startede, da jeg en aften sad og hørte musik på en lille klippeskrant ude på stranden. Stranden lå lige ved siden af en række restauranter, der så småt var begyndt at lukke ned, da det var ved at være sent på aftenen. Her mødte jeg så den her 21-årige mand, som arbejdede på en af restauranterne, og som derudover også virkede meget interesseret i at få kontakt til mig. For mig var det jo ganske spændende, så vi prøvede at kommunikere lidt på trods af, at hans engelsk ikke var for godt. Naiv og ung som jeg var, satte jeg mig ud på den samme klippeskrant hver aften og ventede på, at han skulle komme ud af restauranten efter lukketid. Når vi sad sammen, var han ikke bleg for at røre mig, og det havde jeg ikke umiddelbart noget i mod, selvom det alligevel var meget nyt for mig. En aften valgte han så at tage mine shorts af, og prøvede så at presse sin penis ind i min anus. Jeg gjorde hverken modstand eller noget, men husker dog tydeligt, at jeg slet ikke kunne røre mig, fordi at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var lidt som stivnet, mens jeg lå og kiggede op på stjernerne. Jeg kunne hverkens bevæge mine arme eller sige noget - det var jo stadig meget nyt for mig. Men så vidt jeg husker, så var jeg ikke umiddelbart bange, og der blev ikke udøvet vold mod mig.
Det efterfølgende år var jeg så skrækslagen for at kunne have været blevet gravid eller smittet med en blodsygdom grundet det, der skete på Kreta, og den frygt fik jeg først sluppet af med efter et årstid, da graviditet var udelukket, og efter at jeg, flov som jeg var, havde fået min læge overtalt til at lave en blodprøve på mig. Det skal lige siges at jeg i dag lider af en skræk for at fejle noget, hvilket jeg har på fornemmelsen har kunnet være udsprunget fra det. Derudover lider jeg også af noget, der kunne ligne OCD (dog lider min bror også af dette, så jeg går vel ud fra, at det ikke kan have noget med den oplevelse at gøre?). Men mit spørgsmål er så, om det kan kaldes voldtægt? Der blev hverken udøvet vold, og jeg sagde heller ikke i mod. Jeg valgte ligefrem at satte mig ud på klippeskrænten igen aftenen efter. Jeg ved ikke selv hvordan jeg skal forholde mig til det, så hvad er jeres mening om det?
Mvh
I
Hej med dig!
Jeg kan godt forstå, at det er noget du har tænkt og grublet over længe. Jeg synes det er rigtig sejt, at du tør fortælle om det og være ærlig omkring dine tanker og følelser!
Det kan være rigtig svært at afgøre om en hændelse kan kaldes voldtægt eller ej, så jeg kan sagtens forstå, at du synes det er en svær situation. Grunden til at det ofte er svært er, at der er sket en hel masse ting op til at det sker, som gør at man betvivler om det virkelig er voldtægt eller ej. Det er også det jeg læser du er blevet i tvivl om. Uanset om det er voldtægt du er blevet udsat for eller ej, så lyder det til at have været en ubehagelig situation for dig og det er helt naturligt, at det er rigtig svært at slippe fra de tanker, som det har sat i gang! Og uanset om det er voldtægt eller ej, så er det en helt legitim reaktion du har som jeg tror de fleste ville kunne forstå. Jeg kan i hvert fald sagtens forstå at du grubler over det!
Jeg synes det er godt at høre, at det ikke har haft nogle fysiske konsekvenser for dig (uønsket graviditet eller blodsygdom), men derfor kan der sagtens komme psykiske konsekvenser, som det lyder til at du oplever, selv her flere år efter. Når man oplever noget ubehageligt så er det faktisk helt normalt, at det optager en rigtig meget, selv år bagefter. Måske er det fordi man prøver at finde en forklaring eller et svar på hvorfor man mon har det som man har det? Jeg kan i hvert fald godt forstå, at det fylder for dig!
Du spørger hvad min mening er.
Min mening er, at det måske ikke handler så meget om hvad man kalder det, for uanset hvad man kalder det, der er sket, så har det været en ubehagelig oplevelse for dig, som på en eller anden måde skal bearbejdes for at du kan finde ro. Det handler måske derfor mere om hvordan du kan finde ro med det, der er sket. Det kræver en del mod at turde finde ud af de ting, der er svære for en, men jeg er ikke i tvivl om, at du har det mod og den styrke der skal til. Det er jeg ikke i tvivl om fordi du allerede har vist mig det mod ved at sende dit brev herind. Jeg tror den bedste måde at finde ro på for dig er at snakke med nogen om din oplevelse. Som sagt kan det godt være ubehageligt at snakke om de ting, der er svære, men det kan godt være nødvendigt for at finde ud af dem.
Der er flere muligheder for at snakke om det:
1) Du kan vælge en person i din omgangskreds, som du er tryg og fortrolig med. Det kunne for eksempel være en god veninde, din mor, anden familie eller måske en helt fjerde, som du har i tankerne. Det vigtigste er at det er en du er tryg ved og som du ved vil lytte til dig. Det kan være rigtig rart at få fortalt sin historie og måske få andres perspektiv på sagen. Der er to ting i det. Det ene er at det har en effekt alene det at sige tingene højt. Der sker et eller andet når man får gjort tanker til ord. Det andet er, at det kan være rart at føle sig forstået og hørt af et andet menneske, som måske endda kan sige noget tilbage, som du kan bruge til noget.
2) Hvis ikke du tænker det er en mulighed at snakke med en ansigt til ansigt kan du vælge en online chat, hvor du kan snakke med en voksen rådgiver om dine tanker og følelser. Der findes heldigvis mange muligheder for at finde en at snakke med på forskellige sider. Jeg kan anbefale to. Den første er vores egen 1-1chat her i cyberhus. Den har åbent mandag og onsdag fra 14-17 og tirsdag og torsdag fra 18-21. Den anden er sexlinjens chat. Den er åbent man-torsdag 17-19. I begge chats er man helt anonym, når man snakker. Begge sider har også brevkasser man kan skrive ind til, hvis det tiltaler dig mere. Desuden har sexlinjen og en telefonlinje som man kan ringe til.
3) Hvis du tænker at det kunne være rart at snakke med en person ansigt til ansigt, men ikke synes det skal være en du kender, så kan du også prøve at snakke med din lærer om din skole har en skolepsykolog tilknyttet eller måske en sundhedsplejerske, som du kan få lov at snakke med? Det er lidt forskelligt om skolerne har det, men måske kan I finde en person som du kan snakke med om hændelsen.
Jeg vil også råde dig til at tale med en professionel omkring din sygdomsangst og OCD lignende reaktioner, for at finde ud af hvad der ligger bag dette og så du kan få hjælp til at håndtere det. Du kan evt. kigge på www.voldtaegt.dk. På den side finder du links til forskellige centre i landet, der tilbyder hjælp.
Jeg håber det var et svar du kunne bruge ellers skal du være velkomment til at skrive igen!
Jeg vil ønske dig alt det bedste!
Med venlig hilsen Astrid