Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal udtrykke det her helt præcist og korrekt. Det er en af de følelser som er så fandens svære at beskrive og finde ord på men som man kun kan forstå og føle hundrede procent ved at genleve det. Men jeg vil prøve. Jeg mistede en utrolig vigtig person i mit liv for omtrent to år siden nu. Døden var fuldstændig uventet, det kom som det største chok - forestil dig, at du lige har været igennem en helt normal skoledag, og så efter klokken har ringet ud bliver du tvunget til at acceptere det utænkelige, det mest smertefulde: At en person, som har været din klippe og som du har elsket så højt, er blevet revet væk fra dig. Bare fordi hjertet pludselig fejlede - ikke ville mere. Tiden derefter prøvede jeg at være stærk og ansvarlig - voksen, er vel det rette ord. Men sandheden er at jeg nu ved, at situationen ikke hundrede procent var gået op for mig - inderst inde, dybt inde, benægtede jeg det hele og ville ikke indse det. Så jeg fortsatte mere eller mindre min hverdag, havde en glad facade på og alt det crap, Meget skete året efter, humørsvingninger og en magtesløshed overfor alt og alle omkring mig opstod. Jeg magtede intet, jeg gad intet - andet end at se personen i øjnene igen og sige de ord jeg alt for sjældent sagde, nemlig hvor meget personen betød - og stadig betyder - for mig. Nu, som jeg skrev, ca. to år efter, sidder jeg her og ryger konstant ind og ud af forskellige faser med søvnløshed, mørke tankestrømme der ikke synes at have nogen ende og ja, engang imellem er der perioder hvor alt næsten synes som "dengang", hvor en portion af latter og glæde får plads - men pludselig bliver det afløst af den altomsluttende sorg, der synes at have boret sig fast i mig. Svæver jeg i en depression? Eller er der bare nogen der kan nikke genkendende til dette som "normale symptomer" på et pludseligt dødsfald? Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg nogen gange skal kunne komme ud af sengen og fungere som et normalt, funktionelt menneske der skal ud og tage stilling til verden og andre mennesker, og kommunikere og alt det hejs. Jeg har en lille omgangskreds men er en meget privat og indelukket person, og har altid været det pga. andre hårde oplevelser i min barndom, og jeg føler heller ikke jeg har lyst til at hælde alle mine forvirrede og sorgfyldte tanker ud over dem konstant. Jeg har prøvet det engang imellem men jeg synes ikke det hjælper, da de fleste af dem jo ikke ved hvad jeg går igennem. Når jeg skriver som overskrift at sorgen konstant er en del af mig er det ikke et hint til at jeg vil have nogle råd til hvordan jeg kan "komme videre" og skille mig af med sorgen, for jeg ved at sorgen altid vil være en del af mig og har været med til at forme mig - jeg vil bære den med mig hver dag resten af mit liv og på en måde er jeg "glad" for det, da jeg så ved at personen er med i mine tanker hver eneste dag - men på den anden side vil jeg også bare gerne... Ja, høre om nogen ved hvordan man... Kan "lære" også at gøre plads til andet indeni... At der kan være flere ting indeni én på en og samme tid. Undskyld for, at det blev så langt og tak på forhånd hvis du læste det hele. //Black Abyss