Udslæt/Kløe

brevkassespørgsmål

Udslæt/Kløe

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Jeg har en slags udslæt/ kløe i midt skridt. Hvordan kan man behandle det?

Svar: 

Hej

Kløe i skridet er meget almindeligt, og det er heldigvis næsten aldrig tegn på noget farligt. Det er noget, alle mennesker har prøvet på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Både drenge og piger kan få det, men årsagerne kan være forskellige afhængigt af, om man er dreng eller pige.

Den mest sandsynlige årsag er hudirritation. Huden i skridet og omkring penis er tyndere end huden andre steder på kroppen. Det betyder også, at den er mere tilbøjelig til at lade sig irritere af parfume og fugt. Samtidig er det et område, der for det meste er spærret inde i underbukserne, og det kan derfor nemt blive lidt fugtigt og irritabelt.

Man behøver som udgangspunkt ikke at behandle et udslæt i skridet. Det skulle gerne gå over af sig selv, hvis man sørger for at holde området rent og fri for parfume eller andet, der kan irritere. Når man vasker sig dernede, kan det være en god ide at bruge en sæbe, der er speciel skånsom og beregnet til netop det område af kroppen. Sådan en sæbe kaldes intimsæbe og kan købes i de fleste supermarkeder. Måske er det slet ikke nødvendigt med sæbe, men bare vand. Der må man prøve sig frem.

Desuden skal man vaske sine underbusker i vaskemiddel uden parfume eller allergifremkaldende stoffer. Det skal du nok snakke med din mor eller far om. 

Hvis du efter et par uger stadig har kløe og udslæt, bør du gå til lægen. Der kan nemlig også være andre årsager til kløe/udslæt i skridtet. Der er blandt andet nogle smitsomme tilstande, der også kan give de symptomer. F.eks kan man have fået fnat, som giver ekstrem kløe og et karakteristik udslæt. Det kan man få ved seksuel kontakt, men man kan også blive smittet ved anden fysisk kontakt. Man kan også have fået herpes, som kun smitter seksuelt.

Jeg tror heldigvis slet ikke, at du behøver bekymre dig om, at der skulle ligge en sygdom til grund for din kløe, men hvis det ikke går over af sig selv ved skånsom vask, fravær af parfume og god hygienje, bør du gå til lægen for at få det udelukket.

Jeg håber, at du kunne bruge svaret.

De bedste hilsner

Eske

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program