Smerter ved vejrtrækning

brevkassespørgsmål

Smerter ved vejrtrækning

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Hej!

jeg har for noget tid haft nogle problemer med smerter når jeg trækker vejret. Som helt lille husker jeg ikke at jeg havde nogle, men omkring en 14 års alderen begyndte de at komme, det var specielt når jeg spillede håndbold eller fodbold. Det føles som om jeg får en stikkem lige i mellem ribbenene ( jeg ved det ikke er siddestik ) det har såfremt gjort at jeg altid har haft sværer ved at løbe og holde kondien end andre. Jeg er før blevet undersøgt ved lægen, først fik heg tilkaldt noget astma medicin, men da det faktisk bare gjorde set værre, så galt at jeg ligefrem var nødt til at tage hjem fra skole, fordi jeg havde så ondt og havde svært ved at trække været dybt, stoppede jeg med medicinen. 

Jeg stoppede kort tid efter med at dyrke sport, det var simpelthen ulideligt. På et tidspunkt for ikke så forfærdelig lang tid siden, tog jeg så til læge igen, denne gang fik jeg konstateret at jeg ikke havde astma, men hub troede simpelthen bare at jeg havde overanstrangt mine mavemuskler (i 2 år -.-' ) Nu hvor jeg er startet på gymnasiet har jeg oplevet igen, at jeg ikke kan være med til idræt hvis vi skal f.eks. lave kondi test, jeg kan simpelthen ikke holde til det i længden, min vejrtrækningen bliver underlig ustabil (en smule hæs) og det begynder at smerte ved mine ribben ( især når jeg tager en dyv indånding, givet det er stik ) med mine 58 kg, ved jeg at jeg ikke er overvægtig og burde kunne holde til noget mere. Jeg har f.eks. altid fået af vide, at det var nemmere at få ens kondition frem igen som ældre, hvis man havde en god en som mindre. Det undre mig bare lidt, at folk der aldrig har dyrker nogen form for motion, kan have det nemmere ved at løbe, og mindre hårdt. 

Ikke nok med det, så her den anden dag grinte jeg rigtig meget, og det begyndte simpelthen at gøre enormt ondt både når jeg grinte og ikke grinte. Denne her gang var det bare en smerte over hele brystpartiet ned til slutningen af ribbene. 

Det skal lige siges at jeg ikke ryger og at jeg altid har haft svært ved at trække vejret kun gennem næsen. F.eks. Er det næsten umuligt at have lukket mund, og samtidig trække vejret ud af næsen i flere minutter af gangen.

Svar: 

Hej med dig,

Det må være virkelig ubehageligt for dig, at have smerter når du trækker vejret. Det kan jeg godt forstå du bliver bekymret over.

Hvor er det godt, at du har været hos lægen og er blevet undersøgt for astma. Det er nemlig ofte det, der giver problemer med vejrtrækningen under især fysisk anstrengelse. Det kan være at lægen lavede en såkaldt "Pusteprøve" og måske også en "Lungefunktionstest". Det er alle sammen nogle undersøgelser, som kan vise om man har astma. Hvis astma medicin ingen effekt har haft, så er det endnu et tegn på at du ikke har astma. Astma medicin kan engang i mellem godt give lidt "hjertebanken" og det er måske derfor du følte at du nærmest fik det værre.

Hvis du i lang tid har haft problemer med at få vejret igennem næsen, når du lukker munden, kan det tyde på at du har "hævede og irriterede" slimhinder.  Det kan skyldes "allergi" eller "polypper". Polypper er "slimhindetilvækster", som er ganske ufarlige, men som kan gøre at man ikke kan trække vejret ordentlig igennem næsen med lukket mund eller at man snorker om natten.

Hvis du henvender dig til en Øre-, næse- og hals specialist, kan han kigge dig grundigt i halsen og næsen og se om du har irriterede slimhinder eller polypper. Det kan være at han i så fald giver dig medicin i form at et næsespray du kan bruge. Du behøver ikke en henvisning til Øre-, næse- og hals- specialist og kan selv finde en på internettet, som du kan bestille tid hos.

Andre symptomer på allergi er nysen, øjne der kløer eller løber i vand, udslæt på huden. Man kan undersøges for om man har allergi med en blodprøve hos lægen. 

At blive forpustet og derfor få ondt i musklerne mellem ribbenene kan også skyldes noget med hjertet. Hvis du har oplevet trykken for brystet, måske lidt svimmelhed, besvimet eller følt dig ualmindelig forpustet ved sportsaktiviteter, synes jeg at du skal gå til din egen læge og få undersøgt hjertet. Lægen vil lytte på hjertet og lungerne med et stetoskop og måske tage et "ekkokardiogram" af dit hjerte (elektroder på huden som viser hjerterytmen). Det vil være rigtig rart at være sikker på at der ikke er noget i vejen med hjertet.

Jeg er sikker på at det nok skal lykkes at komme af med de irriterende smerter, som måske hindrer dig i at få den motion som du nu har lyst til.

Held og lykke!

Du er mere end velkommen til at skrive til os igen, hvis du har flere spørgsmål.

Med venlig hilsen,

Gazelle

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program