Er min kæreste utro?

brevkassespørgsmål

Er min kæreste utro?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus,

Jeg er en pige, og jeg har en kæreste, som også er en pige. Vi har været sammen i lidt over et år nu, men jeg er begyndt at tvivle på vores forhold. Jeg har opdaget at hun har skrevet med nogle mænd på nettet (som er over 25 år), og de har skrevet sex-lege til hinanden, hvis man kan kalde dem det. De snakker frækt til hinanden og fortæller hvad de vil gøre hinanden, og at de ville ønske at de var sammen og sådan noget. Nærmest som telefonsex, bare over nettet. Og hun ønsker sig frækt undertøj (hvilket hun aldrig har gået i før eller snakket om). Det skal lige siges, at hun er den mandelige i forholdet, både i personligheden men også i tøjstilen. 

Er hun til mænd eller hvad? 

Og er det at være utro at hun har skrevet med mændene? Jeg blev rigtig rigtig ked af det da jeg fandt ud af det. 

Jeg håber, I vil hjælpe mig. 

Kh. Mig 

Svar: 

Hej med dig

Det er hårdt at gå rundt med tanker om tvivl og utroskab alene, så det er godt, du skriver ind til os, så vi forhåbentligt kan hjælpe dig med at finde lidt bedre rundt i det hele.

Da jeg læste dit brev, var min første tanke, at du er nødt til at tage en ordentligt snak med din kæreste. Det er kun jer to, der kan finde ud af det sammen. Dog er det en god idé, at du først har gjort nogle ting op med dig selv inden. På den måde er det både nemmere for dig at holde fokus i snakken, så du kan huske dine pointer, men også så du ved, hvor du står i det hele.

Utroskab er ikke en fast størrelse, så man kan ikke sige, at en person der fx har kysset med en anden, har været utro. Det handler altid om, hvad aftalen er for det pågældende par. Det lyder til, at din kæreste og dig ikke har snakket om, hvor grænsen går i forhold til utroskab. Jeg tænker, du skal prøve at mærke efter med dig selv, hvornår du synes, noget er over grænsen. Det kunne tyde på, at du har oplevet det lidt som et svigt fra din kærestes side, fordi du er blevet så ked af det. Omvendt er det også vigtigt at huske, at din kæreste måske ikke betragter det som utroskab, fordi hun ikke fysisk har været sammen med andre. Derfor er det vigtigt I får afklaret, hvornår noget er okay, og hvornår det er utroskab.

I forhold til om din kæreste er til mænd, er det svært at svare på. Det at hun skriver frækt med andre mænd, er ikke ensbetydende med, hun er til mænd. Der er kæmpe forskel på fantasi og virkelighed. Det kan godt være, din kæreste tænder på at skrive med mænd, fordi det er pirrende i fantasien, og ikke fordi hun har lyst til at være sammen med mænd i virkeligheden. Igen er det vigtigt, du får snakket med din kæreste om, hvad det handler om for hende. Er det fantasien, eller har hun lyst til at prøve at være sammen med en mand i virkeligheden?

I dit brev skriver du ikke, hvordan det går med jeres sexliv. Har mere, mindre eller den samme mængde sex, som I plejer? Jeg tænker lidt, om undertøjet kan være noget, din kæreste har lyst til at have på sammen med dig (hvis I ikke har haft så meget sex, kan det være, hun vil prøve at vække din interesse) eller om hun bliver tændt af at snakke fantasier med mændene, så hun vil prøve at udleve nogle af dem sammen med dig. 

Når du snakker med din kæreste om de her ting, så husk at mærke efter, hvad du selv føler og husk at "holde den hjemme". Du får ikke noget ud af komme med beskyldninger og være angribende, men prøv derimod at holde bolden på din bane og tage udgangspunkt i dig selv, så du kan sige "jeg føler..." eller "når du siger sådan, tænker jeg...". På den måde er det også nemmere for din kæreste at forstå, hvorfor du er blevet ked af det. Det kan jo være, din kæreste slet ikke ved, hun har såret dine følelser.

Nogle gange kan ting blive blæst helt ud af proportion, når man går alene med sine tanker, lidt ligesom ordsproget med at en fjer lige pludselig blive til fem høns. Tag en snak med din kæreste og få luftet dine tanker. Måske er tingene slet ikke så slemme, som du frygter. Det vigtigste er, at du bliver afklaret omrking, hvor I står i forholdet, så du ikke går rundt og er ked af det. Ofte er det faktisk "tænke-fasen", der er den værste, fordi man forestiller sig alle mulige frygtelige scenarier, og når man så har snakket om det, er alting bedre igen.

Jeg håber, du kan bruge mit svar

Kærlig hilsen

Tanne

 

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program