klasseproblem

brevkassespørgsmål

klasseproblem

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

Hej, jeg er en 13 årig pige der går i 7. klasse. I starten havde jeg masser af selvtillid og var den der bestemte mest i klassen. Alstå jeg var ikk en af de der piger fra "Mean girls" men jeg var ret populær.. Nu er det 7 mdr siden og jeg har mistet alt selvtilleden.. Jeg siger ikke meget i timerne, selv mine lærere kan ikke forstå hvorfor jeg er så stille, de roser mig bare! Jeg kan ikke tage det!! der er en pige gruppe i min klasse med 5 tøser i.. Hvor min bedste veninde... eller var min bedste veninde er leder i. Hun ignorere mig, og  jeg kan ikke tage det..(var selv med i gruppen, og var lederen) Kan ikke lide at sige lederen... ville egenlig helst have at alle bestemte ligemeget.. men altså. Jeg ved ikke hvad jeg skal gør for at vinde min Venidne og Selvtilliden tilbage... Kan i hjælpe?

Svar: 

Hej med dig.

Det må ikke være rart at blive ignoreret og føle at du har mistet al din selvtillid. Især når du skriver, at du engang havde masser af det. Skolen er et stort sted med mange mennesker og det er tit klassefælleskabet eller veninderne der gør, at man føler at man hører til og man føler sig tryg. Det lyder på det du skriver, som om du ikke har nogen lige nu, som du har det godt med, fordi dine veninder allesammen er med i en gruppe som du ikke er en del af mere.

Du skriver at du mistede selvtilliden for 7 måneder siden. Det er svært at svare på, hvordan man får sin selvtillid tilbage fordi det er en følelse som afhænger af mange ting. Det er helt normalt, at man nogle gange mister den og finder den igen. Det kan være svært at føle sig selvsikker, når man er ked af noget men så får man følelsen tilbage når man er blevet glad igen. Man kan have rigtig meget selvtillid indenfor nogle områder af sit liv og mangle det i andre områder. F.eks hvis man ved at man er god til dans men ikke god til matematik. Det er fordi det er noget, som vi føler, når vi ved at vi kan noget bestemt. Har du overvejet om du kun mangler selvtilliden i klassen eller i skolen eller om det er uanset hvad du laver?

Jeg tænker også på om der kan være sket noget for 7 måneder siden der gjorde at du mistede din følelse af selvsikkerhed? Jeg tænker på om der er sket noget i dit familieliv eller med dig selv, som har fyldt meget hos dig? Når man oplever nogle svære forandringer i sit liv, kan det somme tider fylde så meget, at man bliver stille og indadvendt, selvom man egentlig gerne vil være den samme glade, udadvendte pige som altid. De venner som man plejer at være sammen med kan godt komme til at tro, at det er dem, som man er sur på, hvis ikke de får at vide, at du er ked af noget. Så kan de godt finde på at trække sig væk, fordi de tror, at de bliver skubbet væk.

Eller kan det være at du blev uvenner med din bedste veninde / gruppen over noget helt bestemt? Kunne det være en mulighed for dig at snakke med din bedste veninde, hvor det kun er jer to uden de andre fra gruppen? Måske kan I få renset ud i det som er sket op til, at du blevet skubbet ud af jeres gruppe. Jeg tænker om det også kunne være en ide at snakke med din klasselærer, eller en anden lærer som du har det godt med. Der kunne du fortælle om hvad der foregår mellem dig og veninderne og hvis der er noget andet der rører sig på hjemmefronten. På den måde kunne din lærer også få at vide at du ikke er stille for at få ros, men at det er fordi du har det svært i klassen.

Du fortæller at jeres gruppe har en leder og at det førhen var dig. Når du siger at det ikke er Mean Girls agtigt, så kan jeg ikke lade være at tænke på at det alligevel lyder sådan når de ignorerer dig. Har du tænkt på om det er sådan en gruppe som du vil tilbage til? Måske kunne du finde sammen med nogle andre piger fra parallelklassen eller fritidsklubben? Venskaber er også noget som giver en følelse af selvtillid. Når du er sammen med folk som du har det godt med og du mærker at de har det godt med dig så føler du en tillid til dig selv, fordi du ved at du er en som nogen gerne vil være ven med.

Jeg håber at mine spørgsmål har givet dig noget stof til eftertanke og at det er nogle overvejelser som du kan bruge. Jeg synes virkelig at du skal tage en snak med en lærer og gør dem opmærksom på at du ikke har det helt godt lige nu. Det er ikke rart at føle sig udenfor og indtil du får det bedre så er det godt at der er en voksen som kan være din ven i nøden.

Alt muligt held og lykke med snakken og veninderne.

De bedste hilsener,

Joy 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program