ensom- og deprimeret.

brevkassespørgsmål

ensom- og deprimeret.

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

hej. Jeg er en pige på 23. Føler jeg har den væreste tid i mit liv ligenu. Jeg har ingen job ingen. Venner og føler ikke jeg kan gå til nogle hvis jeg er ked af noget. Lige PT. Arbejder jeg ikke. Har faktisk ikke gjort det siden jeg gik ud af skolen. Og det er på grund af sygdom. Jeg har ingen venner. Hvilket gør at jeg føler mig enormt ensom. Jeg har et problem med at komunikerer med folk. Jeg går. Nemlig i stå. Når. Jeg står over for folk og det er altid dem som skal starte en samtale.

Men det ender altid med at så bliver der ikke mere ud af det. Og så er jeg. Alene igen. Føler at jeg har en eller anden form for komunikationsproblem. Aner ikke hvad jeg skal gøre. Og hvordan jeg kan få mig selv til at være åben. Jeg er ikke. Udadvendt. Jeg er indadvendt hvilket gør min hverdag. Til et stort problem. Bare at gå til. En eller. Anden. Samtale eller skal i byen og måske på en kommune og snakke om et eller andet. Så føler jeg at det næsten er svært bare at forklare mig ordentlig. Aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Hilsen maria

Svar: 

Kære Maria,

Det lyder til, at det ikke er nemt at være dig lige nu. At gå og føle sig ensom er en rigtig ubehagelig følelse, og jeg synes det er rigtig flot, at du skriver herind og beder om råd. 

Du fortæller, at du føler du har et kommunikationsproblem, fordi du går i stå når du taler med folk. Og fordi du har svært ved at skulle tale med eksempelvis kommunen. Du skriver også, at du er indadvendt. Du skal vide, at det er helt normalt at have det sådan, og at være sådan. Der er rigtig mange mennesker, som har svært ved at starte en samtale med andre mennesker, og der er mange der er indadvendte. Det kan være svært at finde ud af hvad man skal sige, og måske er man lidt bange for at komme til at sige noget forkert eller dumt. Er det måske lidt sådan du har det?

Der er dog forskel på at være indadvendt og have det godt med det, og så på ikke at bryde sig om det. Det lyder som om, at du gerne ville have, at du var mere udadvendt, og at du havde nogle venner du kunne snakke med, når du er er ked af det. Og så synes jeg det er rigtig godt, at du søger råd for at tingene kan blive bedre for dig.

Jeg tænker, at det kunne være rigtig godt få dig at snakke med nogen, som forstår hvordan du har det, og som forstår hvordan det er at være indavendt. Jeg ved ikke, om du har hørt om det, men der er et sted der hedder Ventilen. De har nogle mødesteder rundt omkring i landet, hvor man kan møde andre unge mellem 15-25 år, som også føler sig ensomme og savner nogen at snakke med. Du kan læse mere på deres hjemmeside www.ventilen.dk og se, om de har nogle mødesteder i nærheden af dig. De har 14 mødesteder fordelt på Jylland, Sjælland og Fyn. Det kan godt være lidt skræmmende at skulle møde op sådan et sted med en masse fremmede, men måske kunne det være en hjælp at tænke på, at de har det præcis som dig, og at de sikkert også synes, at det er svært at skulle komme sådan et sted.

En anden mulighed, hvis du vil lære nogle mennesker at kende, er at prøve på internettet. Der har du mulighed for først at lære dem lidt at kende på skrift, og nogen gange kan det være lidt nemmere at snakke sammen, når man kan få lov at skrive tingene. Så har man bedre tid til at tænke over, hvad man vil sige. Og det kan være en rigtig god øvelse i at føre en samtale. Der findes en hjemmeside, der hedder www.venindeliv.dk , hvor man kan søge piger at snakke med i hele landet, og der kan du også vælge hvilken alder de skal have osv. Kunne det være en mulighed?

Jeg forstår godt, at du ville ønske, at du bare kunne være åben. Men måske kunne du også prøve at tænke på, at det er helt okay ikke at være den åbne type. Det er der mange, der ikke er. Så er det med at finde nogle mennesker, som kan acceptere, at man ikke er den mest åbne og udadvendte type. Og de mennesker findes, selvom det måske ikke føles sådan lige nu!

Du skriver, at du ikke kan arbejde på grund af sygdom. Jeg ved ikke, hvad det er for noget sygdom, som du har problemer med, og jeg ved ikke, om du bor alene eller sammen med nogen. Men jeg vil råde dig til at få en snak med nogen, som kan hjælpe dig i forhold til dette med sygdom og arbejde. Måske kan du snakke med lægen om det, og få råd til hvad du kan gøre. Og hvis det er noget psykisk, kan din læge måske hjælpe dig til at få kontakt til en psykolog, eller andre, der har gode råd, når man står i din situation. Det kan være ret svært at skulle åbne op omkring hvordan man har det, men lægen er der netop for det, og dømmer dig ikke. Du kunne for eksempel skrive nogle af dine tanker ned i et brev, hvis de er for svære at få sagt ansigt til ansigt.

Jeg håber, at du finder ud af det, så du ikke skal gå og føle dig så ensom. Og så vil jeg gerne sige til dig, at selvom du siger, at du ikke er så åben, så synes jeg, at du var rigtig god til at fortælle om dine følelser i dette brev.

Kærlig hilsen Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program