Depression?

brevkassespørgsmål

Depression?

brevkassespørgsmål af
Mathias
16 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej cyberhus, Så jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal starte det her, men nu prøver jeg. Jeg har igennem de sidste 3 års tid haft utroligt meget fravær i skolen, mine karakterer er blevet dårligere og dårligere, før i tiden fik jeg næsten kun 12 taller, og nu er jeg helt nede på 4 og 7 taller, det har gjort mig virkelig trist, men jeg møder tit stadigvæk ikke op i skolen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har bare ikke nogen motivation til at komme afsted eller overhovedet op om morgenen, det bliver tit sene nætter hvor jeg tit græder, og ikke sover, min mor er ikke glad for at jeg næsten aldrig er skole, og mange af mine venner er også bekymrede især en pigeven jeg har. Det har gjort et kæmpe indtryk på mig at andre folk tænker på mig, så jeg er ikkke kun trist når jeg ikke kommer afsted jeg bliver også meget sur på mig selv. Jeg vil gerne afsted, og jeg har det også godt i skolen, men alligevel så har jeg ikke lyst, det er virkelig mærkeligt og jeg kan ikke forstå hvorfor jeg har det sådan. Jeg har altid været overvægtigt, men her i August har jeg begyndt på at træne igen for sådan den 6 gang. og jeg har gjort gode fremskridt, det eneste jeg på den måde glæder mig til mere er at træne. Jeg har ikke været i skole i dag. også har så beslutter mig for at skrive ind til jer Hilsen Mathias.

Svar: 

Kære Mathias

Jeg kan godt forstå, at du er frustreret. Det lyder som en rigtig træls og svær situation, at du på den ene side virkelig ville ønske, at du kom afsted i skole, men at du på den anden side bare slet ikke føler, at du har energien eller lysten til at komme afsted, også selvom du faktisk har det godt i skolen med venner, som bekymrer sig om dig. At stå i sådan en situation kan være enormt forvirrende, men jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig videre herfra. 

Jeg tænker, at det er vigtigt at sige, at nogle gange så har man bare perioder, hvor man har det sværere, end man plejer. De fleste oplever, at deres humør kan svinge, og det er ikke ensbetydende med, at man er syg. Titlen på dit spørgsmål er dog "depression?", så jeg tænker, at du er blevet nervøs for, om du har en depression, og at det er grunden til, at du har det, som du har det. Jeg forstår godt, hvor tanken kommer fra, fordi noget af det, som man ser ved en depression, det er, at man mister lysten til ting, som man ellers tidligere har været rigtig glad for. Men der er flere ting ved en depression, og man kan sagtens miste lysten eller motivationen til nogle ting eller være ked af det, uden at man er deprimeret. Jeg lægger f.eks. mere til, at du stadig godt kan lide at træne, og at du glæder dig til det. Det tænker jeg er et rigtig positivt tegn. 

Når det så er sagt, så kan jeg hverken sige ja eller nej til, om du har en depression, fordi det kræver meget mere information, end hvad man kan skrive i en brevkasse. Så hvis det er en bekymring, som du har, så tænker jeg, om det måske kunne være en idé at tale med nogen om det? Det kan være din mor, andre familiemedlemmer, en lærer, eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved. Du kan også tage et smut forbi din læge, og så få en snak med ham eller hende. En læge kan nemlig hjælpe med at vurdere, om man f.eks. har angst eller er deprimeret, og hvis det er nødvendigt, så kan de også henvise en videre til nogen, som kan hjælpe f.eks. en psykolog eller psykiater. Nogen har det f.eks. også nemmere med at tale med deres forælder, efter at de har talt med deres læge, imens andre gerne vil have deres forælder med. Sådan er det forskelligt. Det eneste man lige skal vide, det er, at selvom du godt selv kan tage til læge, og din læge som udgangspunkt har tavshedspligt, så skal din læge fortælle din mor det, hvis lægen vurderer, at du har det rigtig skidt og er bekymret for dig. Men normalvis vil lægen fortælle dig det, hvis det er sådan landet ligger, så man selv får muligheden for at fortælle det eller måske fortælle det sammen med lægen. 

Nu ved jeg ikke, om det er lidt nyt for dig, det her med at skulle fortælle andre, hvordan du har det. Det kan være, at du har det helt fint med det, men det kan også være, at det er svært. Hvis det er det, så er du også velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat. Her kan du få en god snak med en af vores rådgivere, f.eks. om hvordan man kan fortælle nogen, at man har det skidt, eller at man er nervøs for, om man er deprimeret. Vi har åbent mandage og onsdage fra 14-17 og tirsdage og torsdage fra 18-21. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej. Jeg ønsker dig alt det bedste, og husk at du altid er velkommen her. 

Store knus og varme tanker

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program