Homoseksuel eller ej?

brevkassespørgsmål

Homoseksuel eller ej?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hey...
har gennem længere tid gået og tænkt på min seksualitet. siden jeg var 14 år, har jeg følt at andre drenge var tiltrækkende, hver dag har jeg haft fantasierne i mine tanker. og det er her på det sidste begyndt at fylde rigtig meget, ogs fordi at jeg ikke selv ved om det bare er en eller anden mærkelig fase, some mine forældre sagde det var da min fætter sprang ud skabet. jeg kan ik rigtig selv acceptere det og har ingen anelse om jeg vil sige det til nogle af mine venner? og værste fald. Hvordan? jeg har på en måden altid haft en fetish, som jeg har fortalt til min bedste ven. Men er usikker på om mig og mine venner kan have det på samme måde når vi er sammen! og om de på nogen måde kan acceptere det? og hvordan kan jeg selv komme til at acceptere det...

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt sætte mig ind i, at alle disse tanker fylder meget hos dig. Jeg synes, du har gjort dig mange gode overvejelser omkring din seksualitet og om, hvordan du fortæller andre om dine tanker, dine lyster og om, hvordan det kan være svært for både dig og dine omgivelser at acceptere.

Mange unge går gennem en fase, hvor de bliver i tvivl om deres egen seksualitet, fordi de har oplevet nogle kropslige reaktioner, lyster og fornemmelser, som har peget i forskellige retninger og sået tvivl om, hvorvidt man kan være homoseksuel, biseksuel eller tiltrukket af noget atypisk. Det er en forvirrende fase, hvor det kan være svært at finde hoved og hale i, hvordan man har det, fordi det kan være svært at snakke med venner og familie om, og fordi man ikke altid er stolt af, at man ikke er ligesom folk er flest.

Det virker som om, du selv er meget usikker på, hvorvidt du er homoseksuel, eller om det måske bare er en fase. Det er helt naturligt at gå med denne usikkerhed, og faktisk kan den vare ved i rigtig lang tid. Mange er i tvivl om deres seksualitet langt ind i voksenalderen, og der skal ofte noget erfaring med begge køn til for at afgøre, hvad man kan lide. Du er meget ung og har endnu ikke gjort dig disse erfaringer, så derfor er din tvivl og usikkerhed helt normal. Hvad der lige gør, at du engang kan slå dig fast på, hvorvidt du er homoseksuel kan være svært at sige, men for mange handler det om, at de bliver styrtende forelskede i en fra et bestemt køn og derfor slet ikke er i tvivl mere. Måske sker det også for dig en dag.

Fordi du stadig ikke er helt sikker på, om du er til det ene eller det andet, synes jeg, du skal tænke meget over, hvem du siger det til. Det kan nemlig komme som lidt af et chok for nogen, og det er ikke alle, der er lige gode til at håndtere det på en måde, som også er rar for dig. Derfor synes jeg kun, du skal fortælle det til nogen, du stoler 100% på, og som du føler, du kan snakke med omkring din tvivl og dine tanker. Det kan være svært at gå med alene, og derfor synes jeg, det er en god idé at få snakket med nogen om det. Her må du huske på, at det ikke er noget, du selv kan gøre for. Du kan bare mærke, at der bor en usikkerhed i dig, som fylder meget i din hverdag og endda har gjort det i flere år. Dem, som holder af dig, vil helt sikkert acceptere dit valg, hvis du finder ud af, at du ikke er til piger. De kan lide dig, som den, du er, og du ændrer dig jo ikke ved at have slået dig fast på en bestemt seksualitet. Det kan sagtens være, de lige skal vænne sig til tanken, men hvis du bliver ved med at være dig, tror jeg, de vil kunne se, at dit valg ikke ændrer dig - og måske endda kun gør dig endnu gladere.
Det kan godt være, der sker lidt ændringer i dit forhold til dine venner, fordi I ikke længere deler interessen for piger. Husk dog på at I laver en masse andre ting sammen, som slet ikke handler om piger, sex og flirts, men som I gør sammen, fordi I er ens på så mange andre punkter. I har måske samme humor, samme fritidsinteresser eller noget andet, som bliver ved med at binde jer sammen trods forskellige seksualiteter.

At andre accepterer dig er én ting, men at du accepterer dig selv er næsten det vigtigste. Mange unge slås med lavt selvværd, fordi de enten er kede af deres krop, har det svært i familien eller skolen eller måske er i tvivl om hvilket ben, de skal stå på - både ift. venner, seksualitet, valg af uddannelse osv. Det lyder som om, du har venner og familie omkring dig, som holder af dig. Det gør de, fordi du er et fantastisk menneske. Husk dig selv på, at du er fantastisk fordi du netop er den, du er med alt, hvad det indebærer. Din seksualitet er med til at gøre dig unik - uanset hvordan den ser ud. Det er vigtigt, at du accepterer det, din krop viser dig, at du vil, for det er måden, hvorpå du bliver glad. Ved at følge dine drømme og lyster vil dit liv blive værdifuldt, mens du ved ikke at acceptere og undertrykke dine behov risikerer, at livet kommer til at føles sort og forkert.

Pas på dig selv, følg dit hjerte og giv dig god tid. Det haster ikke med at ligge sig fast på sin seksualitet.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program