Er jeg gravid?

brevkassespørgsmål

Er jeg gravid?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg er 15 år gammel og er utrolig bange for at jeg er gravid.

Jeg var til en fest hvor min eks kæreste også var. Vi har stadig et utroligt godt forhold og kan ikke helt glemme hinanden. 

Da vi begge blev meget fulde endte vi med at have sex. Han havde kondom på, men da vi som sagt begge var ret fulde, så valgte jeg at tage en fortrydelsespille alligevel. Jeg tog den efter 60 timer ca. så det var næsten i sidste øjeblik.

MEN jeg har stadig ikke fået min menstruation. Den er nu 10 dage forsinket og jeg er meget nervøs. Jeg tog en graviditetstest som var negativ, men føler at jeg har nogle symptomer på at være gravid. Synes bare selv at det næsten virker umuligt da det var udenfor min ægløsningsperiode, vi havde kondom på, jeg har taget en fortrydelsespille og testen var negativ, men min menstruation er stadig udeblevet.

Det skal også siges at min mor ikke ved at jeg er/har været seksuel aktiv, så det ville være rigtig svært for mig at skulle snakke med hende om det.

Håber i kan hjælpe mig, eller berolige mig lidt med mit problem.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, du bekymrer dig om, om du måske er blevet gravid, nu hvor du har haft sex i meget fuld tilstand og er i tvivl om, om præventionen har været god nok. Jeg tror, stort set alle seksuelt aktive unge har prøvet at komme i tvivl om, om noget kan være gået galt under sex. Derfor er det fint, du skriver herind.

Jeg ville gerne kunne give dig svaret på, hvorvidt du kan være blevet gravid eller ej. Jeg kan dog ikke sige noget med sikkerhed, men ud fra det, du beskriver, synes jeg, det lyder som om, sandsynligheden er meget lille. Du har gjort mange af de rigtige ting: brugt kondom, taget fortrydelsespille fordi du var i tvivl og endda også taget en test med et negativt resultat. Selvom disse ting peger i retning af, at du ikke er gravid, kan tvivlen dog sagtens opstå, som du oplever.

At din menstruation endnu ikke er kommet behøver ikke nødvendigvis at være et tegn på graviditet. Faktisk er det sådan, at man kan påvirke sin menstruation meget med sine tanker og de ting, man laver i sin dagligdag. Med det mener jeg, at hvis man fx går og tænker meget over, om man kan være blevet gravid, fordi ens menstruation udebliver, så kan det påvirke menstruationen til ikke at komme. Man kan også opleve udebleven menstruation, hvis man fx er meget stresset i en periode. Det er svært at forstå, hvordan det hænger sammen, men krop og psyke påvirker hinanden, hvilket bl.a. kan resultere i en forsinket menstruation. Måske vil du opleve, at hvis du holder op med at bekymre dig, vil din normale menstruation komme tilbage, fordi kroppen begynder at slappe af i samme takt som tankerne. Så forsøg at tænk på noget andet - måske endda noget rart - og se, om det ikke løser problemet i sig selv.

Jeg kan godt forstå, det ikke er nemt at involvere dine forældre, og det behøver du heller ikke nødvendigvis at gøre. I hvert fald ikke endnu. Hvis du bliver ved med at bekymre dig, synes jeg, du skal tage endnu en test og blive bekræftet i, at der ikke er grund til bekymring. Du kan også tage over til din læge og bede hende om at undersøge dig. På den måde kan du få et sikkert svar, som kan hjælpe dig til at stoppe dine bekymringer.

Jeg håber, du kan bruge svaret.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program