Kære du

Det lyder til at det er svært at være dig lige nu, når du både er ulykkelig forelsket og er blevet uvenner med din træner. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig et skridt videre.

Det er hårdt at være ulykkelig forelsket for alle mennesker, men endnu mere når man kan have svært ved at føle sig tryg ved andre mennesker. Når man er ulykkelig forelsket, så hjælper det næsten altid at snakke med andre omkring det. Man kan have brug for at fortælle historien mange gange, både for at forstå det og for at få noget af smerten ud. Det lyder ikke som om at du tænker at det er en mulighed fordi folk ikke må vide at I var sammen. Jeg kan forestille mig at det kan gøre det hele endnu mere uoverskueligt, fordi du ingen har at dele dine ked af det tanker med. Jeg tænker derfor om du kunne finde en at snakke med det om, fx en veninde som du ved ikke vil dømme dig, men bare lytte og prøve at forstå? Derudover så kan det hjælpe rigtig meget at man laver noget man godt kan lide at lave, fx spille spil, se film, høre musik, gå tur eller være sammen med andre mennesker. Lige meget hvad det er, så skal det være noget der gør dig glad, også selvom det bare er en time en gang imellem.

Som jeg forstår det, så er du blevet uvenner med den træner der betyder allermest for dig. Kunne du forestille dig at snakke med hende om det og fortælle at det er noget du tænker meget på? Du skriver at du har lavet lort i den og måske kan du forklare hende hvorfor du gjorde som du gjorde. Hvis det er svært at sige, kan du også overveje at skrive det i et brev til hende. Det kan lette rigtig meget at få talt om det der fylder, for så fylder det lige pludselig meget mindre indeni og der bliver plads til glæden ved fodbold igen.

Når du spørger om det er dig der er problemet, så får det mig til at tænke, hvordan det mon kan være at du har fået den følelse? Det kan aldrig være dit ene problem at du har det svært, derimod er det noget som dine forældre og andre voksne omkring dig skal hjælpe dig med, fordi du endnu ikke er voksen. Når man er på din alder har man stadig brug for støtte, hjælp og råd en gang i mellem, når det hele føles kaotisk og det er voksne der skal hjælpe en med det.

Om du har brug for hjælp eller ikke, kan være svært for mig at sige ja eller nej til. Men det lyder på mig som om at det er svært at være dig lige nu og når man har det sådan, kan det være en god ide at snakke med nogen om det. Om det skal være en "professionel" eller bare en lærer eller veninde, er det dig der skal afgøre. Hvis du gerne vil snakke med en psykolog, er det en god ide at fortælle din læge hvordan du har det, da det er ham/hende der skal give dig en henvisning.

Du er også meget velkommen til at besøge vores 1-1 chat eller gruppechat, hvis du kunne forestille dig at snakke med anonym rådgiver. Her kan du prøve at fortælle om det svære, snakke om hvad du kunne skrive om i et brev eller noget helt tredje. Det er dig der bestemmer hvad der skal snakkes om. Du kan finde vores chat's HER.

Pas på dig selv.

Venlig hilsen Marianne