Angst?

brevkassespørgsmål

Angst?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 13 år.

For lidt over 1 år siden blev min mor rigtig syg, hun fik det der hedder en Kavanøs Hæmangiom.. Hvilke er en skade i hjernen, som har fyldt rigtig meget i mit liv det seneste år.

Hvilket en masse hospitalsbesøg og opkald til ambulancer osv.

Angsten for at få en SMS om at hun var blevet indlagt igen, blev bare større og større for hver dag der gik, og var bange for at lade hende være hjemme alene. 

Jeg har altid meget en meget følelsom pige, især omkring min familie.

Altså, ikke så jeg tuder over en prikker til mig.. "Det" var sjældent at jeg græd i skolen, men det seneste år har været anderledes. 

Jeg mistænker om jeg har en socialangst?

Og det håber jeg at du/i ville hjælpe mig med at besvare på udfra mine symptomer.

Da der har været en masse bøvl i skolen med nogle lærere, og at de misforstod alt jeg sagde, kun fordi de grab ind, og det sårede mine forældre. Så jeg synes det ville være lettere på den her måde, og få nogle svar på den måde.

Jeg havde en periode hvor jeg ikke spiste særlig meget, og jeg døjer meget med daglig hovedpine. 

Nogle dage er værre end andre, men det er en daglig smerte. 

Jeg gik igennem en periode hvor jeg spiste mange pamoler, nogle gange lidt for mange. 

Altså, mange folk misforstår den sætning. 

Når jeg siger "Nogle gange lidt for mange" så er det ikke sådan 10 piller i én mundfuld, men måske op til 5-7 piller i døgnet.

Det er ok langtid siden nu, så det har ikke noget med det at gøre.

Videre.

Jeg har svært ved at tale i klassen, og gemmer mig meget. Når jeg skal fremlægge tigger jeg læren om at undslippe for jeg kan ikke lide det. Min hænder bliver svedige og min øre bliver varme og jeg rødmer. 

Når jeg skal spise, altså jeg kan godt spise foran folk, men hvis jeg nu fx. Har min kæreste eller min bedsteven med hjemme, så spiser jeg ikke rigtig, for det kan jeg ikke lide. 

Ehm, ja. Nu det emne med kæreste.

Så har jeg en kæreste.. Er ikke itvivl om at han elsker/holder rigtig meget af mig, men af og til kan han godt blive lidt sur på mig, for han mener ikke at jeg giver nok kærlighed til ham.. Altså dvs, at han giver og giver, og jeg modtager bare uden at give noget igen, derfor har han også svært ved at tro mig hvis jeg siger noget til ham. 

Men jeg mener de ting fx. "Jeg elsker dig" osv, men jeg har bare ikke lige modet til at sige det.. Jo, en gang imellem hvis jeg lige tager mig sammen, men det er for det meste igennem et pres.. Han presser mig ikke, men føler jeg bliver nødt til at presse mig selv, for vil ikke miste ham. Jeg elsker ham, endda rigtig højt.. Nok højere end alt andet, det er bare svært at sige når man et bange for at sige det, og hvad man får tilbage, og hvad der vil blive tænkt om en osv.

Jeg er en pige der går meget op i andres meninger.

Jeg kan sige alt over en SMS, men simpelthen ikke i virkeligheden. Når han opsøger mig i skolen, og vil kramme og kysse osv i offentligheden, så vil jeg helst væk hurtigst muligt, for jeg kan ikke klare det. Føler alle dømmer mig. 

Jeg har det fint med mennesker jeg er vant til, men er ikke så god til nye mennesker. Der går gerne ok længe før jeg kommer ind på folk.. 

Altså jeg dyrke gymnastik, hvilket jeg har gjort så længe jeg husker, men de piger jeg går på hold med, dem lever jeg slet ikke op til.

Altså, jeg kan da snakke med folk, men føler ikke de kan lide mig. 

Nogle af pigerne har jeg kendt i 2-3 år, og andre i 1-2 år, og er stadig ikke kommet rigtig ind på dem endnu. 

Faktisk kun 1-2 af pigerne. Det skal så lige siges den ene pige har jeg kendt i 8 år, så det tæller ikke rigtig. 

Især når vi er et hold det består af mere end 30 piger. 

Som sagt, så er jeg normalt en meget motiveret pige, men jeg er begyndt med eller har igennem noget tid nu, ikke rigtig haft overskud, har haft rullet ned for vinduet så jeg har helt mørkt, og været rigtig ked af det, træt, sur/trist, irritabel og andre gange vender det helt, så er jeg lige pludselig en humørbombe og har sindssygt meget energi, og er mega glad. Men det er ikke så tit, og når det sker så går det hurtigt væk igen. 

Jeg har benyttet mig af Børnetelefonens børnechat og Girltalk.. Virkelig fede sider, men kunne desværre ikke hjælpe mig.

Jeg føler ikke rigtig nogle kan lide mig, og at de dømmer mig.

Derfor er jeg rigtig tit trist i skolen, og vil ikke rigtig snakke med nogen. 

Jeg har meget høje krav/forventninger til mig selv, og har meget store selvtillidsproblemer..

Jeg bruger meget af min tid på at øve mig i at smile, så hvergang jeg står for et spejl, så smiler jeg..

Dvs, at jeg øver mig på facaderne. 

Jeg benytter mig rigtig meget af facader, især i skolen og til gymnastik træninger. 

Jeg er normalt en meget glad pige, og elsker at være ude af huset. 

Men jeg bliver hurtigt sur, trist, irritabel, ked af det, begynder og rødme eller græde.. Selv over de mindste ting.. 

Jeg skændes tit med min mor, og nogle gange ender det med at vi råber af hinanden.. 

Problemet er at jeg ikke kan styre det.. 

Og bagefter bliver jeg ked af det, for jeg ved hun ikke kan tåle det.

Jeg er en pige der hader og vise følelser, og det gør det ikke meget lettere. 

Der skal meget til for at jeg kan græde foran andre.. 

Jeg plager at elske og være sammen med min skønne lillebror på nu 11 år, men det er som om at uanset hvad han gør så irritere det mig bare, og det er så syndt for ham, men jeg kan bare ikke styre det. 

Som sagt så er jeg normalt meget glad for at komme ud af huset til selvskaber osv, men her for tiden er jeg begyndt med at melde afbud til fødselsdage osv, det er kun hvis det er ting jeg virkelig brænder for at jeg kommer.. 

Byfester, festivaler osv kan jeg lige klare, men når jeg går i byen til en byfest eller på festivalspladsen tænker jeg kun på hvordan jeg ser ud og hvad folk tænker om mig..

I min klasse kan mine veninder/venner godt lide drille mig (for sjov) og det var sjovt i starten, men nu bliver jeg faktisk ret irriteret over det? Nogle gange faktisk ked af det, også selvom jeg ved de ikke mener noget ondt med det. 

Nogle gange når min klasse larmer har jeg lyst til at løbe skrigene ud af klassen, og gemmer mig meget bag mine arme, kan ikke lide og være i centrum, og hvis jeg bliver bedt om at læs. Højt eller fremlægge går jeg fuldstændig kold, og kan slet ikke tænke. 

Jeg vil gøre alt for at ændre den jeg er, det kræver bare at jeg ved hvad jeg skal ændre, og hvad der sker med mig.

Jeg håber jeg fik det hele med? Det er jeg faktisk slet ikke sikker på? Kommer altid i tanke om noget efter jeg er færdig med at skrive? Men det er lidt blandet med følelser osv? Men det jeg gerne vil have svar på er hvad jeg skal gøre, og om du/i kan svare på om det er en socialangst jeg har? Jeg håber i kan besvare mit spørgsmål og hjælpe mig videre. Det ville betyde så meget. Tak på forhånd. 

Knus Den forvirrede 

Svar: 

Kære du,

Ud fra alt det, som du skriver til mig, forstår jeg virkelig godt, at du har det meget hårdt lige nu. Jeg vil hjælpe dig alt det bedste, jeg kan. Men jeg vil fra start af sige, at jeg kan ikke svare på, om du har social angst. Hvis man vil have svar på et sådanne spørgsmål, skal man kontakte sin egen læge. Jeg har læst dit brev meget grundigt og vil for din skyld prøve at samle det lidt sammen med nogle overskrifter, så det virker lidt mere overskueligt at gå til. 

DIN MOR:

Jeg læser ud fra, det du skriver, at din mor har en hjerneskade, og at det på nuværende tidspunkt kan være vanskeligt at gå ud, fordi du er bange for, at der skal ske hende noget. Du fortæller mig, at du kan have dårlig samvittighed, når du har været oppe at skændes med hende, fordi du ved, at det ikke er godt for hende. Jeg forstår ganske udmærket, at du er bekymret for din mor og hendes sygdom, og hvordan det vil udvikle sig, og hvordan det kommer til at påvirke dig.

Det er aldrig rart, når nogle, man elsker eller holder af, er syge. Og man ville ønske, man kunne gøre noget, så det hele blev bedre. Og sommetider har man det bare som om, at man bare vil sove og så vågne op, og at det hele viser sig bare at være et mareridt. De følelser og tanker, du har, er ganske forståelige. Og du skal ikke skamme dig over dem eller have det dårligt med dem. 

Følelser er nu engang, som de er, men heldigvis kan man gøre noget ved dem. Og en af de ting, der kan hjælpe lidt på det, er at tale med nogen om det. Og det er også derfor, at det er godt, at du f.eks. skriver herind. Men har du overvejet muligheden for, om der er andre voksne i din familie eller blandt venner, som du kan bruge til at tale med?

At din mor og dig skændes, skal du ikke have dårlig samvittighed over, selvom jeg godt forstår, at du har det. Men at være 13 år og skændes med sin mor, er en ganske normal ting, som alle piger gennemgår. Du er i en alder, hvor alle piger på en eller anden måde løsriver sig fra sin mor. Du er i gang med at finde dine egne fødder at stå på, og det skal du hverken skamme dig over eller have det dårligt med. 

Det kan måske også være, at de skænderier, som du har med din mor, opstår, fordi du føler, at du ikke kan stille noget op over for hende. Du kan måske have følelsen af, at du ikke kan gøre hende rask. Det er det, man kan kalde en følelse af afmagt. Og den følelse kan alle mennesker have på forskellige tidspunkter i deres liv. Hvis du lærer følelsen at kende og ved, hvad den gør ved dig, kan du bruge den senere hen i dit liv til at tackle andre hårde ting i dit liv. 

AT DU SELV GØR NOGET:

Det er super godt og modigt, og en sund reaktion, at du opsøger hjælp ved dine lærere. At det ikke har haft et så heldigt udfald, og at det vækkede lidt bekymring ved din forældre, skal du ikke tage dig af. Det er bare op på hesten og opsøge den hjælp, du kan. Jeg tænker på om, du ikke kan bruge din far noget mere i forhold til dette? Overvej at fortælle ham, hvordan du har det, og samtidig fortæl ham, hvad du selv overvejer kan hjælpe dig.

F.eks. synes jeg, at du skulle overveje muligheden i, om det ikke vil være en god ide, at du aftaler med dine lærere om, det er okay, at du trækker dig fra timerne, når du har behov for det. At du lige finder et sted, hvor der er ro til, at du lige kan samle dig eller lave dine lektier eller læse i din frilæsningsbog. Det vil der overhovedet ikke være noget forkert i. Og der kunne du gøre brug af din fars støtte.

Hvis du f.eks. føler, at du har brug for at få svar på, om du har social angst ved lægen, synes jeg også, det vil være en god ide, at du bruger din fars støtte til det.

Grunden til at jeg forsøger at gøre dig opmærksom på din far, er, at han helt sikkert gerne vil hjælpe dig. Men måske ved han ikke helt, hvordan du har det, hvis du ikke fortæller ham det. Og der er intet galt i at snakke med sin far. Det kunne faktisk være, at han kunne være en større støtte for dig og din lillebror, hvis det var, at han lige blev gjort lidt opmærksom på, at hans børn også kan have nogle følelser, som måske minder lidt om hans. For jeg tror, det vil gå op for jer alle tre, at I måske har det til fælles, at I alle tre oplever en frygt for at miste.

At du også har forsøgt at kontakte Børnetelefonens chat og Girltalk er også to gode ting. Og når du så føler, at det ikke lige rækker til og fortsat opsøger hjælp ved at skrive herind, er virkelig gode og sunde tegn. Du lader ikke stå til. Du tager ansvar - og det er meget sejt af dig.

Jeg vil gerne varmt anbefale dig at tjekke børn, unge og sorg ud. Der kan du under fanen "når en i familien bliver alvorligt syg" - læse om andre, der har syge forældre. Du kan skrive til dem, som her. Du kan chatte med dem direkte. De har også flere forskellige online forum, hvor du kan skrive med andre, som står i den samme situation som dig. Hvis du har hellere har lyst til at skrive med en fra vores chat, er du også velkommen her.

HOVEDPINE:

Du fortæller, at du døjer med en hovedpine hele tiden, og at du på et tidspunkt har taget flere piller i løbet af en dag. Det er godt, at du er stoppet med det. At tage så mange piller flere gange i løbet af dagen er ikke sundt, og der sker også det, at kroppen faktisk bliver så vant til dem, at det ikke længere hjælper. Det er det, man kalder at blive immun over for dem. Så det er rigtig godt, at du er stoppet med det. 

At du døjer med hovedpine kan skyldes mange ting, f.eks. at du er meget ked af det indeni, og at du spekulerer for meget og har for mange tanker. Det, at du hele tiden bekymrer dig, kan så påvirke din krop, så du spænder for meget i skulder og nakke hvilket kan give hovedpine. Mine råd er: Prøv at tænk over, om du måske kan slappe lidt af i skulder og nakke, om det hjælper dig. Husk også at drikke en masse vand i løbet af dagen. Og forsøg at få frisk luft. Og jeg kan virkelig varmt anbefale dig at sørge for at gå en tur eller løbe en tur halv time, gerne så tit, som det passer dig. Det kan være med til, at du slapper lidt mere af og måske tænker lidt mindre. Måske kunne du sommetider tage en veninde eller din lillebror med på en lille gåtur eller en løbetur. At komme ud, bare for en lille gå tur, kan have en enorm stor virkning på humøret og på hovedpinen. 

Hvis du føler, at hovedpinen ikke holder op, så synes jeg også, at det var noget, som du kunne bruge din far til, og sammen kunne I kontakte lægen for at tjekke, om der skulle være noget i vejen. 

Hvis du inderste inde har opbygget en eller anden frygt for, at du måske fejler det samme som din mor, kan det være, at du faktisk helt ubevidst, uden at du ved hvordan, får denne hovedpine. Hvis du kan genkende den følelse omkring din hovedpine, så synes jeg, det er vigtigt, at du taler med din far om det. Og der synes jeg, at det ville være vigtigt, at du kommer til at tale med en psykolog. Hvis du skal starte ved en psykolog, kan det enten ske ved kontakt gennem din læge og så med henvisning, men det kan også være, at din far ville kunne finde en psykolog til dig uden henvisning. Men det skal din far nok hjælpe dig med under alle omstændigheder.   

Jeg bemærker også, at du skriver meget i, hvordan det var før, og hvordan det er nu. Har du overvejet muligheden i, at prøve at tænke på, hvad det lige præcis er, der gør det anderledes fra før til nu. Mange kan det være en god ide at kigge på sit liv, for at se efter grunden til, at man pludselig har det hårdt. Du kunne måske skrive ned på en liste med to spalter før og nu og notere, hvad der har ændret sig fra tidligere. Dette er helt sikkert også en måde, en psykolog ville arbejde med dig på, så hvis du på et tidspunkt begynder hos psykolog, kan du vise vedkommende listen.

KÆRESTE:

Du fortæller mig, at du oplever, at din kæreste presser dig lidt. At han siger, at han giver og giver, og at du ikke giver. Og at du kan have vanskeligt ved at fortælle ham, at du elsker ham.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at du fortæller ham, hvordan du har et og hvilke tanker, du har. Det er vanskeligt for ham at give dig det rigtige, hvis han ikke ved, hvad det er han skal give dig. Hvis du f.eks. siger til ham, at du har brug for lidt mere forståelse, så kan det være, at han kunne give dig det. Men jeg tror, at det er vigtigt, at du er meget præcis med, hvad det er du har brug for, fordi det kan være rigtigt svært at forstå din situation, når man ikke selv har prøvet det. Så hvis du f.eks. sagde til ham, at du havde brug for at i sommetider gik en tur og bare talte sammen, så kunne det være han kunne være med på den. Det kunne f.eks. også være, at du følte, at du havde brug for lidt mere tid til at tale sammen, så bliver du nødt til at fortælle ham, hvad det er du, har brug for, I taler om. Sommetider skal drenge have tingene lidt mere præcist, så de ved, hvordan de kan hjælpe. 

Det med, at du kan have vanskeligt ved at sige til ham, at du elsker ham.  Det kan måske være fordi, at det er en meget svær ting at sige, og det kan godt kræve lidt mere tryghed og tillid at sige til nogen, at man elsker dem. Og det kan også være derfor, at du ikke helt føler dig til rette med at sige det til ham. Hvis det er sådan, du har det, er der ikke noget i vejen for at sige det, som det er. Det er faktisk også at give noget af sig selv ved at være ærlig omkring sig selv. 

Følelsen af at skulle sige til nogen, at man elsker dem, kan også være svær, fordi man kan føle, at man viser hele sig selv, og at man er bange for at miste personen. Og det er bare sådan, at det elske, er også risikoen for at miste. Og det leder mig til mit sidste punkt.

STOL PÅ DIG SELV:

Du virker som en sund og fornuftig pige med nogle hårde ting at tumle med, men med alt det, som du fortæller mig - virker det som om, at du tackler det helt okay. Så stol på dig selv - du gør en masse rigtig gode og sunde ting. Jeg kan kun opfordre dig til at stole lidt mere på dig selv, fordi det vil gøre, at du måske kan stole lidt mere på andre, og at du rent faktisk tør have modet til f.eks. at snakke lidt mere med din far, eller f.eks. din veninde gennem 8 år eller f.eks. din kæreste. Hvis du har lidt svært ved at tage de første skridt til f.eks. at tale med din far, kan jeg varmt anbefale dig at vise ham det her brev og det her svar, fordi så har i noget at tale ud fra.

Jeg håber virkelig, at du vil stole lidt mere på dig selv fremover. Og jeg mener virkelig, at du er sej pige!

Jeg ønsker dig alt det bedste - Knus Thilde

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program