Kære Dig,

Jeg kan høre at du har det rigtig svært, og jeg forstår godt at det må være hårdt at gå alene med alt det! Jeg vil lige sige, at hvor er det dejligt at høre, at du synes det er fedt at gå på efterskole! Jeg synes dog også at det er ærgeligt at du går glip af så meget af både det faglige og det sociale på efterskolen, enten fordi du sover om dagen eller fordi du er syg.

Jeg synes, at det er rigtig godt, at du går til psykolog for at få bearbejdet din fortid. Nu ved jeg ikke hvor lang tid du har gjort det, men det at bearbejde sin fortid er en proces - og det tager tid. Det kræver også hårdt arbejde, og det kræver at du fortæller psykologen hvordan du har det, og at du ikke skjuler noget. Når du skriver at der ikke er nogen der ved hvordan du rigtig har det, at du skærer dig i al hemmelighed, og at du træner bag den låste dør, så lyder det som om du også skjuler det overfor psykologen?

Du skriver at det skærer dybt inde i dig, hver gang du overvejer at få snakket med nogen om det. Og det tror jeg det gør, netop fordi du godt ved at du er nødt til at få snakket med nogen! Det er mange og svære ting du går med helt alene - og det er rigtig hårdt. Du bruger også meget energi på at holde det hemmeligt - både at du skærer i dig selv, og træningen. Derfor synes jeg det er rigtig flot at du skriver hertil. For nu har du allerede taget det første skridt! Og det viser at du er villig til at arbejde for at få det bedre, og at du har modet til det. Du bliver nødt til at få snakket med nogen om det, og du må overveje hvem det kan være. Hvad med en af dine forældre? Eller en lærer på efterskolen du stoler på?

Du fortæller også at du bor sammen med en pige, som har haft anoreksi, og som har fortalt dig meget om det. Da hun fortalte dig det åbnede hun sig, og fortalte dig meget personlige ting. Det lyder til at hun stoler på dig, og at hun også bekymrer sig om dig. Kunne det være at du også kunne åbne lidt op overfor hende, og fortælle hende lidt om hvordan du har det? Måske det kunne være rart at have en veninde på efterskolen du kunne snakke med, når du bliver ked af det i hverdagen?

Jeg forstår godt at det kan være rigtig svært at komme igang med at få snakket med nogen. I stedet for at fortælle det, kan du også vise det brev du har skrevet hertil i stedet? Dit brev er rigtig fint skrevet, og fortæller meget præcist hvordan du har det. Du kunne også overveje at vise det til psykologen, hvis der er noget du mangler at få sagt der. Hvis du har brug for at "øve" dig lidt først, eller måske for et par råd mere, er du meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning.

Mange tanker fra Helle.