Lillesøster irritere

brevkassespørgsmål

Lillesøster irritere

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Hej brevkassr

Vær gang jeg køber noget vil min lillesøster på 7 år altid have det samme... Lige nu handler det om baby lips, som jeg lige har fået men så vupti har mine lillester dem også. Og så vær gang jeg gerne vil vise dem til mine veninder kommer hun og vil blære sig med dem. Og det er jeg virkelig irriteret over fordi at jeg bliver gjort til grin vær gang. Så please hjælp mig, mine veninder laver sjov med mig nu... :-(

Svar: 

Hej 

Jeg kan godt forstå, at du er irriteret over, at din lillesøster vil have alt det som du køber. Det bliver heller ikke mindre irriterende når dine veninder gør grin med dig på grund af det. Jeg er helt sikker på, at du ikke er den eneste, som synes hun/han har en irriterende søster eller bror. Jeg vil komme med nogle forslag til, hvordan jeg tænker du kan komme videre med den situation du står i. Først om din irritation med din lillesøster og bagefter om dit problem med dine veninder. 

Du er teenager med en lillesøster på 7 år - derfor er der stor forskel på hvilke behov og ønsker I har. Du vil måske gerne være mere dig selv, og have dine veninder helt for dig selv. Din lillesøster ser måske op til dig, og vil gerne være som dig. Det kan være hun synes du er ret sej. Det er ikke sikkert hun tænker over, eller forstår, at du synes det er rigtig irriterende, at hun skal have de samme ting, som du køber. Jeg kommer til at tænke på, om din søster selv køber de ting? Jeg kan forestille mig at din mor hjælper med dette. Derfor vil mit forslag være, at du stille og roligt forklarer problemet til din mor. Det kan måske være en ide, at skrive noget af det ned, så din mor også kan se, at det faktisk er noget du har tænkt meget over, og virkelig synes er et problem. Så kan jeg forestille mig, at din mor gerne vil hjælpe med at finde den bedste måde til at forklare din lillesøster, at du gerne vil have flere ting, og ikke mindst tid for dig selv. 

Jeg tror ikke, der er nogen som synes det er sjovt at blive gjort grin af, så selvfølgelig er det er det ikke rart for dig. Har dine veninder søskende? Måske har de også oplevet, at det indimellem kan være svært at have søskende. Jeg vil foreslå dig, at spørge dine veninder om de har nogle oplevelser som ligner dine. Derefter kan du forklare dem, at du bliver ked af det, når de gør grin med dig. Jeg forstår, at det kan være svært at få sagt, men hvis de er gode veninder tror jeg at de vil forstå det. 

Er du fortsat i tvivl om hvordan du vil gribe situationen an, er du velkommen til at bruge vores chat, som du kan finde HER

Til sidst vil jeg sige, at jeg håber du får løst dine irritationer, og får det godt med din lillesøster. Som jeg ser det, er der heldigvis flest fordele ved at have søskende :-)

Mvh. Jette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program