Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Hvornår må jeg få bøjlen af?

brevkassespørgsmål

Hvornår må jeg få bøjlen af?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej 

Jeg havde ganebøjle på i 1 1/2 år fra ca. 3 år siden. Jeg har haft bøjle på undermundet siden september sidste år og fik på overmunden i januar i år. Mine tænder er ikke og var ikke besynderligt skæve. Men grunden til bøjlerne var at jeg havde over 1 cm overbid og mine hjørnetænder i undermmunden lå ned, så jeg nærmest fik en firkantet tændsæt.

Mit spørgsmål er bare, hvornår må jeg få den af? Jeg føler virkelig at tænderne ikke kan blive pænere..

Knus  

Svar: 

Hej pige 15 år

Tak for dit spørgsmål. Du lyder, som om du er grundigt træt af at gå med forskellige slags bøjler. Det kan jeg godt forstå.

Det korte svar til dig er, at du kan få bøjlen af, hvis du vil. Du har ret til selv at bestemme over dine tænder og du har også ret til at bestemme, at du vil afbryde din behandling. Til gengæld har du ikke ret til at få genoptaget behandlingen, hvis du kommer til at fortryde det.

Din bøjletandlæge er optaget af, at dine tænder og kæber kommer til at passe så godt sammen, at de for eksempel ikke flytter sig tilbage igen. Det er meget almindeligt, at tænderne flytter sig tilbage igen, hvis man ikke får behandlet dem helt færdig. Så det er ikke sikkert, at det er for at gøre dine tænder "pænere", at din bøjletandlæge ikke synes, du er færdig endnu.

Jeg tænker, at den eneste, der kan svare dig på dine spørgsmål om dine tænder, er din bøjletandlæge.

Så jeg vil foreslå dig følgende: Allerførst må du snakke med dine forældre om, hvordan du har det med bøjlerne. Og bede dem hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. For eksempel finde ud af, om det er OK med dine forældre, hvis du vil have bøjlen af nu. Også hvis bøjletandlægen siger, det er en dårlig ide. Og derefter må I booke en tid til en samtale med bøjletandlægen. Stille jeres spørgsmål. Og høre på svarene. Spørge mere ud fra det, I hører. Og bagefter gå hjem og tale om tingene. Og så er det jo altså op til dig, at tage den endelige beslutning. 

Jeg tænker, at din bøjletandlæge vil sige til dig, at hvis du afbryder din behandling før den er færdig, så vil tandlægen ikke tage ansvaret for, hvad der sker med din tandstilling bagefter. Det kan være at al den behandling, du har fået, er spildt. Der kan være at dine tænder flytter sig (tilbage) igen. Og at du kan risikere at få problemer som voksen. Det kan jo også være, at det ikke er så galt. At der er lige før, du er færdig. Eller at dine tænder er blevet rettet så meget, at det ikke betyder noget, hvis du afbryder din behandling nu.

Du kan roligt snakke med din bøjletandlæge om disse ting. Tandlæger er vant til at skulle svare på den slags spørgsmål. De skal kunne svare dig ordentligt. Og de skal acceptere det, hvis du vil have dine bøjler af. Og du skal vide at du vil stå stærkere, hvis du har dine forældre med og hvis de støtter dig.

Så held og lykke med at finde ud af, hvad du vil.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program