Kære dig,

Der er rigtig mange tanker, meninger og følelser i dit brev. Der findes mange mennesker, unge som gamle, som gør sig mange overvejelser omkring det liv, som de lever. Og det er det fantastiske ved at leve, at man har så mange muligheder og valg, man kan træffe, men det er sommetider også det, som gør livet så frustrerende, fordi man tænker, "hvad nu hvis". Men det er nu en gang et vilkår for os mennesker, da vi er så heldige at være udstyret med en hjerne, der både kan rumme tanker, meninger og følelser.

Du skriver, at du ikke bryder dig om mennesker. Du skriver også, at du har overvejet at stikke af, men at du ikke kan bære tanken om, at gøre din mor ked af og såre dine brødre og far. Og du skriver også, at du elsker din mor meget højt. I min verden kan man ikke bekymre sig om mennesker og så også hade mennesker på samme tid. Hvis jeg var dig, ville jeg overveje muligheden i se det positive i dine relationer til f.eks. dine forældre - vær opmærksom på, at du ikke påtager dig en slags følelse, som ikke er der, fordi du lader al det negative overskygge det positive. 

Du skriver, at samfundet har så mange skrevne og uskrevne regler, som vi mennesker indgår i, og som vi skal efterleve. Og i forlængelse heraf skriver du noget om, at vi mennesker gør små problemer til noget helt vildt stort. Kunne det være en mulighed, at du accepterer, at de skrevne og uskrevne regler er et vilkår, og så bruger din energi anderledes i forhold til, hvordan du får mest muligt ud af dit liv. F.eks. kunne du prøve at se, hvilke muligheder det giver dig? Hvordan det gavner dig? Reglerne bliver ved med at være der, uanset hvad vi gør, så det handler om at finde ud af, hvordan du kan leve det bedst mulige liv med de vilkår, samfundet giver dig.

Ud fra dit brev oplever jeg dig, som en stærk pige, der tænker lidt mere over din tilværelse end andre på din alder. Jeg ser en mulighed i, at du skulle overveje, hvad du kunne bruge den styrke til fremadrettet? Har du nogle interesser, hvor du kunne få dine tanker, meninger og følelser i spil på en eller anden måde? F.eks. debatklubber, elevråd eller et ungdomsparti. Har du overvejet, hvilken studieretning, der kunne inspirere dig mest? F.eks. filosofi, antropologi eller psykologi. Har du overvejet muligheden i at melde dig ind i spejdermiljøet eller tage på overlevelsestur eller vandrerture med klubber eller surf/sejlads klubber, hvor du kunne udfordrer dig selv på andre måder, end det du gør det i det daglige?

Jeg læser, at du både har talt med din mor og en psykolog herom, og jeg fornemmer også, at du prøver at finde forståelse blandt dine veninder, men bliver mødt af en manglende forståelse og manglende lyst til at ville forstå dig - og det kan jeg godt forstå, går dig på. Og det er måske også derfor, at du distancerer dig fra dine veninder, fordi du ikke oplever en fællesskabsfølelse eller gensidig interesse. Disse følelser ville du måske kunne finde et sted, hvor natur og individuelle udfordringer kunne komme i spil, f.eks. i et spejdermiljø.

Men som jeg nævner for dig, så udover, at vores samfund har en masse skrevne og uskrevne regler, så er vores samfund også bygget således op, at det har et hav af muligheder at tilbyde, og også folk med dine interesser. Du kunne overveje at undersøge markedet og google blandt ungdomsskoler, FOF kurser, spejderklubber, vandrerklubber eller lignende i nærheden af, hvor du bor. Du kunne også på sigt overveje at blive backpacker på et tidspunkt, for at udleve den drøm. Det kan også være et spørgsmål, om at finde ud af om ens interesser egentligt også holder i længden for en.

Så vidt jeg husker slutter filmen "Into the wild" med, at hovedpersonen finder ud af, at vi mennesker ikke kan være noget uden at være noget for nogen. Jeg synes, at du skulle overveje muligheden i at udfordre dine styrke og dit mod til at opsøge noget, hvor du kunne opleve fællesskab og gensidig interesse.

Jeg ønsker dig al det bedste og glæde.

Thilde