Jeg kan ikke lide mennesker

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke lide mennesker

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Hej.. Jeg har et problem.

Jeg kan kan ikke lide mennesker. Jeg er social, når jeg er sammen med dem, og ingen aner uråd, men inderst inde bliver jeg mere og mere ked af det. Jeg ved ikke, om jeg er direkte misantrop. Det er jeg måske, for jeg væmmes over alle de regler (skrevne som uskrevne), der er i samfundet. Vi gør alt for små ting til noget alt for stort, hele tiden, og alle er hele tiden så overfladiske. Og jeg ved godt, at samfundet ikke ville fungere, hvis ikke vi lavede regler om stort set alt.. Men jeg ville bare ønske, at der ikke var noget samfund. At der ikke var andre mennesker. Jeg drømmer om at pakke en rygsæk med de vigtigste fornødenheder, og så bare tage afsted. Et sted hen, hvor der ikke er nogen mennesker overhovedet, andre end mig. Bare natur. For i naturen føler jeg mig konstant lykkelig - lige til der kommer en eller anden dum hundeejer gående med sin hund og forstyrrer det hele.. 

Jeg har det med at gemme mig for mennesker.. Når jeg kan slippe afsted med det. Jeg kan ikke lide, når folk kigger på mig, selvom jeg godt ved, at jeg er en køn pige. Jeg distancerer mig fra folk efter en kort periode med venskab. 

Jeg har snakket med en psykolog om det, men hun kan ikke forstå mig. 

Jeg har også snakket med min mor om det, og jeg ved at hun prøver rigtig hårdt for at forstå mig, og jeg elsker hende meget højt, men hun kan bare ikke. Og jeg kan se, at for hver dag der går, tager hun de følelser jeg har mindre seriøst. Hun tror nok bare, at jeg har en periode, hvor jeg er nede. Men det er ikke sandt. Jeg har altid haft det sådan her. Jeg har bare været mere eller mindre god til at skjule det. 

Jeg kan sagtens have det sjovt sammen med andre mennesker, men det når ikke helt ind til hjertet. Og hvis jeg prøver, blidt, på at bringe emnet op overfor mine veninder, kan de heller ikke sætte sig ind i det. Sådan som det er nu, føler jeg mig omringet af mennesker hele tiden. Og alligevel ensom. Men når jeg er langt væk fra alle mennesker, føler jeg mig ikke ensom, bare alene. Og det er skønt.

Jeg overvejer meget kraftigt at stikke af, men jeg kan ikke bære tanken om min grædende mor, eller mine sårede brødrer og far. For jeg ved, de bare ikke kan forstå mig. Jeg tror jeg har lidt af de samme følelser som hovedpersonen i filmen 'Into the Wild'.. Den har jeg set mange gange, og jeg længes sådan selv efter at komme væk.

Svar: 

Kære dig,

Der er rigtig mange tanker, meninger og følelser i dit brev. Der findes mange mennesker, unge som gamle, som gør sig mange overvejelser omkring det liv, som de lever. Og det er det fantastiske ved at leve, at man har så mange muligheder og valg, man kan træffe, men det er sommetider også det, som gør livet så frustrerende, fordi man tænker, "hvad nu hvis". Men det er nu en gang et vilkår for os mennesker, da vi er så heldige at være udstyret med en hjerne, der både kan rumme tanker, meninger og følelser.

Du skriver, at du ikke bryder dig om mennesker. Du skriver også, at du har overvejet at stikke af, men at du ikke kan bære tanken om, at gøre din mor ked af og såre dine brødre og far. Og du skriver også, at du elsker din mor meget højt. I min verden kan man ikke bekymre sig om mennesker og så også hade mennesker på samme tid. Hvis jeg var dig, ville jeg overveje muligheden i se det positive i dine relationer til f.eks. dine forældre - vær opmærksom på, at du ikke påtager dig en slags følelse, som ikke er der, fordi du lader al det negative overskygge det positive. 

Du skriver, at samfundet har så mange skrevne og uskrevne regler, som vi mennesker indgår i, og som vi skal efterleve. Og i forlængelse heraf skriver du noget om, at vi mennesker gør små problemer til noget helt vildt stort. Kunne det være en mulighed, at du accepterer, at de skrevne og uskrevne regler er et vilkår, og så bruger din energi anderledes i forhold til, hvordan du får mest muligt ud af dit liv. F.eks. kunne du prøve at se, hvilke muligheder det giver dig? Hvordan det gavner dig? Reglerne bliver ved med at være der, uanset hvad vi gør, så det handler om at finde ud af, hvordan du kan leve det bedst mulige liv med de vilkår, samfundet giver dig.

Ud fra dit brev oplever jeg dig, som en stærk pige, der tænker lidt mere over din tilværelse end andre på din alder. Jeg ser en mulighed i, at du skulle overveje, hvad du kunne bruge den styrke til fremadrettet? Har du nogle interesser, hvor du kunne få dine tanker, meninger og følelser i spil på en eller anden måde? F.eks. debatklubber, elevråd eller et ungdomsparti. Har du overvejet, hvilken studieretning, der kunne inspirere dig mest? F.eks. filosofi, antropologi eller psykologi. Har du overvejet muligheden i at melde dig ind i spejdermiljøet eller tage på overlevelsestur eller vandrerture med klubber eller surf/sejlads klubber, hvor du kunne udfordrer dig selv på andre måder, end det du gør det i det daglige?

Jeg læser, at du både har talt med din mor og en psykolog herom, og jeg fornemmer også, at du prøver at finde forståelse blandt dine veninder, men bliver mødt af en manglende forståelse og manglende lyst til at ville forstå dig - og det kan jeg godt forstå, går dig på. Og det er måske også derfor, at du distancerer dig fra dine veninder, fordi du ikke oplever en fællesskabsfølelse eller gensidig interesse. Disse følelser ville du måske kunne finde et sted, hvor natur og individuelle udfordringer kunne komme i spil, f.eks. i et spejdermiljø.

Men som jeg nævner for dig, så udover, at vores samfund har en masse skrevne og uskrevne regler, så er vores samfund også bygget således op, at det har et hav af muligheder at tilbyde, og også folk med dine interesser. Du kunne overveje at undersøge markedet og google blandt ungdomsskoler, FOF kurser, spejderklubber, vandrerklubber eller lignende i nærheden af, hvor du bor. Du kunne også på sigt overveje at blive backpacker på et tidspunkt, for at udleve den drøm. Det kan også være et spørgsmål, om at finde ud af om ens interesser egentligt også holder i længden for en.

Så vidt jeg husker slutter filmen "Into the wild" med, at hovedpersonen finder ud af, at vi mennesker ikke kan være noget uden at være noget for nogen. Jeg synes, at du skulle overveje muligheden i at udfordre dine styrke og dit mod til at opsøge noget, hvor du kunne opleve fællesskab og gensidig interesse.

Jeg ønsker dig al det bedste og glæde.

Thilde

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program