en mand

brevkassespørgsmål

en mand

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

Hej cyberhus

Jeg ved at jeg er bøsser 8gog jeg kommer også flere gange om dagen, men nu til spørgsmålet.

Der er en mand der er homoseksuel i vores nabolag, jeg synes at han virker så fræk og jeg vil ekstremt gerne have sex med ham ... 

Hvordan får jeg spurgt ham og vil han bare grine mig op i ansigtet hvis jeg gør.

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan høre på dig, at du går rundt med en form for seksuel fantasi, som du er lidt i tvivl om, hvad du skal gøre ved. Jeg synes det er super fint, at du er kommet herind med det, så du kan høre en andens tanker om det også, og jeg håber mit svar kan hjælpe dig til at blive lidt mindre i tvivl. 

Du skriver til mig, at du ved at du er bøsse. Du kender selvfølgelig dig selv meget bedre end jeg gør, men jeg vil alligevel sige til dig, at det ikke er altid at man er helt sikker på, hvad man er til, når man er i din alder. Selvom man fx fantaserer om sex med en af samme køn, er det altså ikke nødvendigvis sikkert at man er bøsse. På den anden side kan det jo også sagtens være, at du bliver ved med at være det. Som sagt kender du dig selv bedst. Grunden til jeg nævner det, er blot for at vise dig, at der kan være forskel på fantasier og på, hvad der kan være rart at gøre i virkeligheden. Dette fører mig nemlig videre til dit spørgsmål om, hvordan du får spurgt den homoseksuelle mand om han gerne vil have sex med dig.

Jeg tænker, at grunden til du spørger om dette er fordi du har en fantasi om, at det kunne være frækt at være sammen med ham. Hvis du er nysgerrig på sex med en af samme køn, og der er en du ved også er til samme køn, så kan jeg godt forstå at denne fantasi opstår. Jeg tænker dog, at der er nogle ting du bør overveje, før du giver dig i kast med at prøve dette af virkeligheden. Før det første skriver du, at han er en mand, og jeg kan derfor blive lidt i tvivl, om han måske er meget ældre end dig? I så fald kan det være at det kunne blive en ubehagelig oplevelse for dig, hvis han som voksen kunne få dig til nogle ting, du faktisk ikke havde lyst til. Det kan samtidig også være, at en voksen mand som ham ikke har lyst til at have sex med en der er meget yngre, og du derfor vil blive afvist. 
For det andet kan jeg også høre at han bor i dit nabolag, og derfor er en person du nok vil komme til at støde ind i igen. Dette kan både være ubehageligt, hvis du spørger ham og han afviser dig. Men også hvis du havde sex med ham, og kom til at fortryde. Han vil jo være i nærheden af dig, og måske endda kende nogen du kender. 

Jeg kommer derfor til at tænke, om dette måske ikke er en bedre ide, at have som en fræk fantasi? Der er stor forskel på at tænke at noget kunne være frækt, og så de konsekvenser det kan have at udføre det. Du skriver ikke om du har prøvet at have sex med en af samme køn  endnu, og jeg tænker at hvis dette er din første gang, så er det måske mere rart med en der er mere jævnaldrende med dig og som du er tryg ved. På den måde kan du lige så stille prøve dig frem med hvilke ting du kan lide i forhold til sex, uden at komme til at gøre noget du måske alligevel ikke havde lyst til.

Jeg er klar over du skrev herind med et spørgsmål, om hvordan du skulle sige det til manden, og du har fået et lidt andet svar. Jeg håber du forstår, hvorfor jeg svarer på denne måde, og at du alligevel kan bruge mit svar til at tænke lidt videre over det her. Du er meget velkommen til at skrive herind igen, hvis der er mere eller andet du har lyst til at spørge om. 

kh. Louise 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program