Kære du

Mange tak for dit fine brev, der rigtig flot beskriver hvordan du går rundt og har det lige nu. Jeg kan høre at du er en pige der tænker meget over livet og hvordan det skal leves. Det kan være hårdt og uoverskueligt at have tanker og bekymringer om ens fremtid, fordi det er så uvist hvad der kommer til at ske. Det er meget almindeligt at man kan drømme om og frygte fremtiden, fordi den føles så vigtig, især i din alder. Det kan føles som om at man skal tage valg der har betydning for resten af ens liv med uddannelse, karakterer, nye veninder og senere job. Det får mange til at synes at lige præcis den alder du har er svær, fordi man ikke ved om det er det ene eller andet man skal vælge. Men det kan også være at det føles som om at man ikke har valg og at man derfor blot følger den vej der er lagt for en, måske af ens forældre eller blot omverdenens forventninger.

Der er altså mange svære følelser forbundet med at være teenager, men når det er sagt er det bestemt ikke meningen at man skal have det så svært og synes at det er så uoverskueligt at tænke på fremtiden som dig. Jeg tænker derfor at det er vigtigt at prøve at finde ud af hvad de her tanker og følelser handler om, evt. ved at snakke med en om det. Jeg synes det er rigtig flot at du tidligere var åben omkring hvordan du havde det og at du nu kan mærke at du har behov for det igen. Det er nemlig rigtig svært at gå alene med de tanker og følelser du har. Alle mennesker har brug for andre til at komme igennem hverdagens udfordringer og valg. Når man føler sig alene om alle de her valg og svære følelser, kan det hele godt føles endnu mere uoverskueligt.

Du skriver at du har fået professionel hjælp i to år og at det har hjulpet dig til at få det bedre. Det synes jeg lyder rigtig godt og som en god oplevelse for dig at snakke med med en omkring hvordan du har det. Jeg tænker hvad grunden mon er til at du ikke vil i behandling igen, selvom det har hjulpet dig tidligere? Jeg tænker om det har noget at gøre med dine tanker omkring at ville have en lykkelig fremtid uden problemer. Måske har du tanker om at du bare har lyst til at komme videre uden at skulle have mere hjælp, måske vil du bare gerne klare dig selv? De tanker kan jeg godt forstå, men ingen mennesker kan klare sig selv uden at få hjælp en gang i mellem. Nogle synes det er nok hjælp at snakke med forældre, veninder eller andre man kender, mens andre har brug for lidt mere hjælp. Det er der ikke noget forkert eller underligt ved. Jeg tænker derimod at det ville være rigtig godt at få professionel hjælp endnu et år, hvis det gør at du får det endnu bedre med dig selv og kan slippe spiseforstyrrelsen endnu mere. På den måde kan man sige at ved at takke ja til mere behandling og hjælp, gør du noget godt for din fremtid.

Det kan være svært at sætte ord på det allerinderste, især det der er uforståeligt og gør ondt, men ved at snakke med andre kan man øve sig i det. Det kan godt tage lang tid og være svært at finde ud af hvad man skal sige, især når det allerførste der dukker frem er hvor ked af det man er. For ikke at bryde sammen og græde kommer mange til at lave et slags skjold, så der ikke er nogen der kan komme helt ind til smerten. Jeg tænker om du kan øve dig lige så stille og roligt med at lave små huller ind til dig selv igen, så skjoldet lige så stille fylder mindre. Prøv at fortælle bare et par ord om hvordan du har det, hvordan din dag har været, hvad du går og tænker på osv. Det behøver ikke være lange snakke, bare 5 min hvor du prøver. Øv dig evt. på dine forældre eller en anden du er knyttet til, som du ved vil lytte og prøve at forstå. 

Jeg håber meget at mit brev har givet dig mod på at finde en du kan snakke med, både om dine tanker om fremtiden, men også det her med at spiseforstrrelsen stadig fylder for dig. Det er ikke noget du skal bære rundt på alene.

Kærlig hilsen Marianne