Samtaler i mit hoved...
Samtaler i mit hoved...
Hej cyberhus. Jeg har et lidt underligt problem - som jeg egentlig ikke ved, om er et problem. Jeg aner ikke hvor længe det har stået på, udover i mindst 4 - 5 år. Jeg forestiller mig ALTID at jeg snakker til folk, inde i mit hoved. Dette står på konstant i løbet af en dag, og det er ikke altid, det generer mig. Men især i perioder hvor jeg er trist og nede, så begynder det at gå mig på. Det er meget forskelligt, hvem jeg snakker til, men det er folk jeg kender i det virkelige liv. Ofte er det min kæreste, mine venner, eller venner jeg ikke længere har kontakt med, nogen jeg kun kender overfladisk, ekskærester eller lignende... Et gennemgående tema er, at jeg næsten altid snakker om mig selv til dem, konfronterer dem med noget de har sagt eller gjort som har gjort mig ked af det eller vred, eller sådan noget... I stedet for at "tænke mine egne tanker", så fortæller jeg det altid højt til nogen, inde i mit hoved. Hvis jeg tænker på noget der er sket i dag – at det bare generelt har været en god dag, at nogen sagde eller gjorde noget sjovt – så forestiller jeg mig, hvordan jeg ville fortælle det, med hvilke ord og med hvilken stemmeføring. Ofte til min kæreste eller mor. Hvis der er problemer med min kæreste, så fortæller jeg på alle mulige måder hvordan jeg ville fortælle ham, hvad jeg føler. Dette kan sommetider være smart, da det gør at jeg ser nogle nye perspektiver, men det kan også være ekstremt udmattende, da det gør mig sindssygt(!) selvbevidst, det gør mig udmattet og overanalyserende, og sommetider kører jeg simpelthen i ring og kan gå og spille den samme samtale igennem igen og igen og igen, og ikke rigtigt være til stede i nuet. Sommetider er det også fuldkommen unyttige samtaler. For eksempel forestiller jeg mig, hvordan jeg ville snakke med min ekskæreste om, hvor godt jeg har det. Eller jeg kommer til at tænke på, hvor arrogant han var, da vi kom sammen, og så fletter jeg en lang monolog sammen om, hvad jeg synes om ham, ofte krydret med et meget akademisk sprog for at få ham til at føle sig underlegen og virkelig få ram på ham. Det er jo nogle virkelig destruktive tanker, som jeg ikke har lyst til at gå og beskæftige mig med dagligt. Eller jeg forestiller mig andre gange, hvor veninder har sagt noget sårende til mig, hvordan jeg ville svare tilbage. Så det er som regel negative ting, der spiller inde i mit hoved, hvilket påvirker mig helt vildt! Eller jeg forestiller mig, hvordan jeg ville fortælle om mig selv, til en fyr jeg synes ser sød ud, og som jeg bare har set i glimt på min skole. Det er dog aldrig sådan, at folk svarer tilbage på det, jeg siger. Men det er altså det eneste, mine tanker består af i løbet af en dag – samtaler. Jeg befinder mig aldrig bare i en "intuitiv strøm" eller hvad man skal kalde det, hvor jeg agerer og reagerer naturligt og spontant og bare føler og ER. Hvis jeg åbner skuffen og opdager, at min søster har taget neglefilen med i sin toilettaske, eller andre fuldstændig ligegyldige ting, så forestiller jeg mig straks, hvordan jeg beder hende om at holde op med at tage de ting jeg skal bruge. Jeg kunne jo nøjes med at blive irriteret, men det gør jeg ikke – jeg gennemspiller en lille monolog hvor jeg fortæller hende det, med nøje udvalgte ord. Jeg har også MANGE gange forestillet mig, at jeg fortæller om netop det her problem til en psykolog eller læge. At jeg går og snakker til folk i mit hoved konstant, gør det muligt for mig hele tiden at skifte holdning og attitude, og det gør jo også, at jeg kan se mig selv rigtig meget udefra og påtage mig forskellige roller, alt efter hvad jeg betoner i mine samtaler med andre. Jeg ved ikke hvordan jeg stopper mig selv, og jeg VED slet ikke, hvordan det skal være, når man bare tænker "normalt". Det er meget muligt, at alle oplever det her i et vidst omfang, men jeg synes det har taget overhånd de seneste par år. Jeg er mere til stede inde i mit hoved end ude i det virkelige liv. Jeg føler mig ofte fysisk "forkert". Jeg føler mig meget adskilt fra mine omgivelser, har svært ved at smelte sammen med situationen, hvis det giver mening. Når jeg snakker med andre mennesker hører jeg min egen stemme ulideligt tydeligt. Det er kun sammen med min familie – mor, far og søster – at jeg ligesom kan sortere i det, og reagere spontant og autentisk. Jeg er stadig selvbevidst i en eller anden grad, men jeg føler ikke på den måde at jeg påtager mig en rolle, som jeg ikke er tilpas med. Derfor er det heller ikke så ofte, jeg forestiller mig, at jeg snakker med min familie inde i mit hoved. Jeg har venner, men føler aldrig, at jeg kan være mig selv med dem. Selvfølgelig er vi alle sammen forskellige roller i forskellige sociale arenaer, men det er som om det ikke kommer naturligt til mig... Jeg vil allerhelst bare gerne leve i overensstemmelse med mine umiddelbare følelser og reaktioner, i stedet for at være så usikker og selvbevidst. Har I nogle gode råd?
Kære dig
Jeg kan tydeligt høre i dit brev, hvor meget de her monologer du fører med dig selv, fylder for dig og distancerer dig fra den virkelige verden, som du selv er inde på. Jeg vil, så godt jeg kan, forsøge at komme med nogle tanker omkring det og med nogle bud på hvad du måske kan gøre for at mindske det. Jeg kan lige ridse op for dig hvilke begreber som du selv er inde på, som jeg vil tage fat i. Det er det her med konfrontationer, at være overanalyserende, intuition og at være adskildt fra omgivelserne. Jeg vil i mit svar komme til at stille nogle spørgsmål til dig, som jeg har tolket i dit brev og som vil kunne ligge op til refleksion og overvejelser i forhold til dit problem.
Generelt vil jeg sige, som du selv er inde på, at rigtig mange, måske alle mennesker fører disse samtaler med sig selv. Det siger jeg ikke for at trivialisere dit problem, men for at fortælle dig at du ikke er alene med det. Det lyder så i dit tilfælde som om, at du gør det rigtig meget i forhold til hvad andre måske gør.
Jeg tolker i dit brev at du kan have svært ved at konfrontere andre mennesker, hvis de "træder dig over fødderne"? Meget af det du beskriver som eksempler, handler om måder du ville ønske du var istand til at svare på i virkeligheden og nogle gange har du så lange monologer i hovedet, at du selv kommer frem til en løsning og faktisk fuldstændig undgår at konfrontere virkeligheden, altså den person som "trådte dig over tæerne". Jo mere man gør noget jo mere bevendt bliver man også med det. Det er ligesom nogle mennesker der over en årrække har fysisk afskærmet sig fra andre mennesker, de kan heller ikke bare lave om på det og så vende tilbage til at være social. Så den oplevelse du har med, at det har taget overhånd er meget naturligt, fordi du på et eller andet tidspunkt og i tidens løb har vænnet dig til, at det er sådan du løser konfrontatationer. Jeg kan sagtens forstå du føler dig udmattet af det og som du selv siger, så ja, det fjerner dig fra at være til stede nu og her.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om du føler, at du på et eller andet tidspunkt i en periode i dit liv eller bare generelt over tid, har haft oplevelsen af at blive overfuset i konfrontationer, hvor du ikke er blever anerkendt for dit synspunkt, men følt at den/de andre altid fik ret og trumfet deres side igennem. Jeg spørger fordi, at hvis man over tilstrækkelig tid eller i en længere periode har oplevelsen af, at man ikke bliver hørt og forstået for de følelser eller oplevelser man har, kan det godt have den effekt at man giver op. Problemet er så bare, at vi ikke kan lade hændelser ligge ubehandlet væk fra vores bevidsthed og derfor kan der opstå monologer (reflektioner) og handlingsforløb i hovedet for at få det bearbejdet og væk på den måde. Du skriver at du gerne vil være umiddelbar i dine reaktioner overfor andre og være i den her "intuitive strøm" som du beskriver, hvor du kommer tættere på at være i virkeligheden og måske mindske det sæt af roller du oplever at besidde. Jeg vil prøve at komme med nogle bud på hvordan du kan begynde at komme derhen.
Hvis min tolkning af det du skriver er korrekt og at du dermed ikke er så god til eller glad for konfrontationer og konflikter i virkeligheden, så tror jeg det er stedet at starte. Du kan ikke ændre på det der er sket og som du af og til laver monologer om inde i hovdet, men du kan forhindre at det tager yderligere til. Jeg vil foreslå dig, at du stille og roligt, starter med de små ting og tager konfrontationen med det samme den opstår. Hvis vi tager eksempelet med din neglefil, så i det du oplever den er væk, og du bliver irriteret, så tag din telefon, hvis din søster ikke er hjemme, og send en sms med din irritation og hvis hun er hjemme så kald på hende, eller gå ind til hende med det samme og fortæl hende hvad du er irriteret over og hvorfor. Start med det du kan overskue. Hvis der opstår noget med en veninde, en ven, en kæreste så tag det med det samme. Det kan måske føles grænseoverskridende i starten og underligt, men jeg tror at det er den vej du skal for at komme til at opleve den her intuitive væren og umiddelbare forståelse af dig selv. Uden alt planlægningen og den opbyggende metode til samtale der ligger i de monologer du føre i hovedet som også kan være med til at overanalysere hele situationen.
Til slut vil jeg sige, at jeg virkelig vil rose dig for at være rigtig god til at formulere dine tanker på skrift, jeg fornemmer at du får det frem du gerne vil med dit brev og det er en stor styrke du har. En styrke du jo kan bruge i forhold til det med konfrontationerne. Hvis du synes det er svært at tage dem ansigt til ansigt i starten, så kan du starte med at gøre det på sms eller mail og deri udnytte den evne du har til at beskrive det du føler på skrift. Så får du også sagt det du vil, uden at blive afbrudt i det.
Jeg håber du kan bruge mit svar og jeg vil ønske dig alt godt og pøj pøj med at få mindsket de monologer, så du kan komme tætter på oplevelsen af at være tilstede i nuet.
Vh Line