Min ekskæreste...

brevkassespørgsmål

Min ekskæreste...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hej,

Jeg har aldrig før skrevet ind til en brevkasse, men det her er virkelig noget, jeg sommetider tænker over. Og hvergang jeg tænker over det, bliver jeg virkelig forvirret, ked af det og rigtig sur på mig selv.

Det er sådan, at jeg i sidste sommer fra juni - oktober var i et forhold med en pige - vi kalder hende P.
Det var også mit første lesbiske forhold. Vi havde rigtig stærke følelser for hinanden, vi var bedste veninder og kærester, og det var normalt et godt forhold. Det var dog sådan, at P havde mange problemer. Mest psykiske. Det var meget tydelige, og påvirkede klart også forholdet. Jeg var også meget sårbar dengang, og vi havde nok begge brug for rimelig meget støtte, men siden vi begge behøvede det så meget, var det nogle gange svært at tage stilling til den anden. Og når jeg kigger tilbage nu, føler jeg, at jeg har været en rigtig shitty kæreste på nogle punkter. Der er nogle ting jeg kigger tilbage på nu, og tænker, at jeg bare skulle ha taget mig sammen og været der for hende. Jeg vil rigtig gerne sige undskyld for det, men jeg ved ikke, om det betyder noget for hende længere. Om hun overhovedet nogensinde ville svare, for jeg har set nogle udtalelser hvor hun direkte siger, at hun intet vil have med mig at gøre.

Det er også sådan at vi i dag begge har en ny kæreste. Jeg elsker min kæreste over alt på jorden, han er virkelig fantastisk og har hjulpet mig op af et virkelig dybt hul.

Men nogle gange føler jeg også at jeg savner P. Men jeg ved ikke, om det bare er venskabet jeg savner. Vi matchede virkelig godt sammen, og havde det virkelig godt fra allerførste gang vi snakkede sammen, jeg er ret sikker på, at jeg ikke har følelser for hende mere, men når jeg kigger vores beskeder igennem, og de "romaner" vi har sendt til hinanden begynder jeg at græde. Og jeg græder virkelig meget. 

Jeg er virkelig forvirret, og jeg ved ikke, om det betyder at jeg savne hende som min kæreste. Det føles nogle gange sådan.
Men jeg ville heller aldrig kunne gå fra min nuværende kæreste.

Jeg tænker lidt, om jeg stadig ikke er kommet helt over hende? Og i så fald, hvad skal jeg gøre, for at komme over hende?
Jeg har ikke lyst til, at jeg skal sidde og græde over hende. Jeg har ikke lyst til at savne hende... Jeg vil virkelig ønske, at hun bare kunne forsvinde fra mine tanker snart, for det plager mig så evigt meget.

Hilsen, 

en meget forvirret og frustreret pige

Svar: 

Kære dig

Det er rigtigt godt at du skriver og deler dine tanker, det er ofte det første skridt i den rigtige retning, og jeg vi gøre mit til at hjælpe dig til at få skabt et overblik.

Jeg vil starte med at sige at det er helt normalt at blive ked af det og forvirret over en eks-kæreste, der har betydet meget for en. P var en stor del af dit liv, da du havde det svært og da I har delt mange tanker og følelser, er der måske stadig en masse minder gemt i hende om den tid. Det kan være svært at komme videre og det er meget normalt at det tager noget tid, også selvom man har fået sig en ny kæreste. Der kan nemlig være meget der kan minde en om fortiden, alt fra lugte, musik, mad, film og mange flere ting. Ofte er det ikke bare en kæreste man mister, men som du skriver også en veninde og en man har delt sit inderste med.

Nogle gange kan fortiden fylde tilpas meget og på en måde der er normalt og andre gange kan den komme til at fylde for meget og gøre at det er svært at være i nuet. Det kan være at du kan mærke på dig selv om dine minder og tanker om P er nogle du kan leve med og som gerne må følge dig, fordi de også kan være positive eller om du gerne vil slippe dem. Hvis du gerne vil have at de skal fylde mindre eller måske bare fylde på en mere positiv måde, er der forskellige ting du kan prøve.

Jeg tænker at det kunne være en god ide at få snakket din oplevelse ordentligt igennem eller måske få skrevet den ned for på den måde at begynde at bearbejde det på. Har du måske en tæt veninde eller måske din mor du kan snakke med og som du tænker vil lytte og prøve at forstå dig? Lige meget hvem det er, så gør det at du ikke skal gå alene rundt med de her følelser mere og at du løbende kan snakke om det. Jeg tror du vil opleve at både dine veninder og din mor alle har prøvet at miste en de holdt meget af, og selvom de vidste at det ikke var den person de skulle være kærester med, stadig kan tænke på dem i dag.

Du kan også overveje om du har brug for at inddrage P i dine tanker, følelser og minder fra jeres tid. Jeg synes det er rigtig synd hvis du i dag sidder og bebrejder dig selv at du var en dårlig kæreste, og jeg tænker at hvis du har brug for at fortælle hende det, skal du gøre det. Selvom du fortæller at hun ikke vil have noget at gøre med dig, er det vigtigt at du gør de ting der skal til for at komme videre for dig selv. Om hun svare tilbage er ikke det vigtigste. Det der betyder noget for dig og for at kunne komme helt videre, og over de negative tanker er det du skal fokusere på. Overvej om du skal skrive hende et brev og fortæl om det der fylder for dig i forhold til hende stadigvæk. Du behøver ikke åbne op for et venskab eller for et svar fra hende, men tænk på det som noget du skal gøre for at komme videre og for at slippe hende.

Når du kommer til at tænke på hende fremover, synes jeg at du skal prøve at vende det til gode og positive tanker. Tænk på hende som en person du har holdt af og som har betydet meget for dig, send hende et smil og slip hende så igen. Det kan være svært og kræver at man øver sig, men det er en god måde at lade fortid være fortid.

Jeg håber du snart føler dig mindre frustreret og forvirret og kan nyde din nye kæreste og tænke positivt på din fortid.

Venlig hilsen Marianne 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program