Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tyggegummi?

brevkassespørgsmål

Tyggegummi?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus.

Når noget tyggegummi reklamerer for at være godt for tænderne er det så rigtigt?

Svar: 

Hej pige 16 år

Tak for dit spørgsmål. Det er svært for mig at svare konkret på, da jeg ikke ved hvilken slags tyggegummi, du tænker på.

Så jeg kommer til at svare generelt om tyggegummi og så må du se, om noget af det jeg skriver passer på den slags tyggegummi, du tænker på. Når du spørger mig som tandlæge, så er det som tandlæge, jeg svarer dig. Det betyder, at jeg svarer på, om der er sikker viden om tyggegummis effekter.

En ting er, at når du tygger tyggegummi, så sætter du gang i din produktion af spyt. Det er godt for din mund og dine tænder, fordi dit spyt er med til at beskytte dine tænder og din mund på flere forskellige måder.

Men - beviset for den gavnlige effekt af tyggegummitygning er sådan set "omvendt" forstået på den måde, at man ved, at hvis du har for lidt spyt, så vokser dine bakterierne bedre i munden, de kan bedre sidde fast på tænderne, syren de producerer, når du spiser noget med sukker i bliver ikke neutraliseret og madrester sidder længere fast på tænderne. Det kan betyde, at du lettere udvikler huller i tænderne og dårligt tandkød.

På den baggrund argumenterede tyggegummifabrikanterne så, at hvis man tyggede tyggegummi, så ville man få færre huller. Det har indtil nu ikke kunne bevises, så man kan sige, at den "gavnlige effekt" fabrikanterne reklamerer med, altså er en påstand, ikke et faktum.

Der er andre vedspekter i tyggegummitygning som gør, at fabrikanterne på samme måde reklamerer for, at deres tyggegummi er gavnligt:

Hvis tyggegummiet ikke har sukker i, har fabrikanterne fået det at smage sødt ved at putte sødemidler i i stedet. Eet af de brugte sødemidler er zyllitol. Om det ved man, at hvis du spiser rigtig store mængder zyllitol hver dag, så får du færre huller. Men...du skal spise rigtig store mængder tyggegummmi for at få så meget zyllitol, at det hjælper. Og hvis du gør det, så vil du få diarre, for det er en anden effekt af at spise store mængder zyllitol. Så igen - selv om zyllitol kan virke gavnligt, er der ikke nogen, der har kunnet bevise en gavnlig effekt af at tygge for eksempel 2 stykker tyggegummi om dagen.

At tyggegummitygning skulle "rense" tænderne for madrester er - såvidt jeg ved - heller ikke endeligt bevist. Man kan godt forestille sig, at det er rigtigt, men om det er direkte gavnligt har man ikke kunnet bevise.

Nogle slags tyggegummi påstår at man får hvidere tænder - dette er heller ikke bevist.

Tyggegummi med fluor findes, men vist ikke i Danmark. Det er meget lidt ekstra fluor, du kan få på den måde. Og hvis du i forvejen bruger en tandpasta med fluor to gange dagligt, så vil det ikke betyde nogen ekstra beskyttelse for dine tænder, at du tygger tyggegummi med fluor.

Som du kan se af det, jeg har skrevet, så er der ikke nogen undersøgelser, der "beviser", at det er godt for tænderne at tygge tyggegummi.

Der kan ligefrem være nogen direkte skadelige virkninger af tyggegummitygning. Hvis du tygger sukkersødet tyggegummi og du har tendens til huller, så vil du lettere udvikle huller i tænderne. Hvis du bliver forfalden til at tygge tyggegummi i timevis hver dag, så kan du få ondt i dine tyggemuskler, kæbeled og tænder.

Min konklusion er, at hvis det er sukkerfrit tyggegummi, du tygger, så er det bedre for dine tænder end at spise et stykke slik. Hvis du ikke tygger tyggegummi i timevis hver dag, så skader det sandsynligvis ikke.  Du føler måske, at du får en friskere ånde.

Håber du kan bruge svaret.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program