Identitetskrise og ulykkelig

brevkassespørgsmål

Identitetskrise og ulykkelig

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Kære Cyberhus, jeg vil prøve at fomulere dette så konkret og skarpt som muligt, og i slipper derved også for kringlede sætningskonstruktioner.

Sagen er den, at jeg føler mig ualmindelig ulykkelig. Hvilket er ret så bizart, da alting i mit liv lige er begyndt at fungere. Jeg har gode veninder der altid vil stå bag min ryg, jeg får gode karakterer og kommer fint overens med mine forældre.  Når jeg vender hjem fra en overfladisk dag, og sætter mig op på mit værelse, føler jeg mig ualmindelig ulykkelig, mislykket og at mit liv er en stor rutine. Jeg er ofte kommet så i tvivl omkring "hvem jeg er," og har gjort nogle ting her på det sidste, som normalt strider imod "mine principper". (Snavede med nogle drenge og piger, som jeg intet kendskab har til). Jeg er begyndt at blive til en ordinær kedelig type, fordi jeg er blevet bange for samfundet, bange for hvad folk tænker om mig. Jeg har en facade på når jeg er sammen med mennesker, men den tomme følelse rammer mig altid på et eller andet tidspunkt... For det meste fortrænger jeg følelsen, men det kan jeg jo ikke, det også en facade.. Jeg fortæller mig selv, at alting er okay og i orden.. Men jeg ved der er noget der gnaver mig op indenfra, jeg kan bare ikke se det i øjne? Eller også vil jeg ikke. Cyberhus, er simpelthen så deprimeret. hvad gør jeg!?

Svar: 

Kære du

Det lyder som nogle rigtig ubehagelige følelser du går rundt med, og som fylder meget i din hverdag. Ud fra det du skriver om at holde en facade får jeg også fornemmelsen af, at det er noget du går med selv. Jeg synes derfor det er super godt at du er kommet herind for at dele de her følelser med mig, da det virker som noget tungt at bære på selv. Jeg synes, at du har formuleret dit brev rigtig konkret og forståeligt for mig. Jeg vil forsøge at formulere mit svar lige så forståeligt til dig.

Det er rigtig dejligt at høre at du har det godt med dine veninder og forældre, og at det går godt med dig i skolen. Som jeg forstår på dit brev er der altså ikke noget konkret der foregår omkring dig, der gør dig ked af det, men mere en følelse der kommer "indefra". Jeg kan høre at det er en følelse af tomhed og ulykkelighed, som kommer til dig ret tit, og som du forsøger at skubbe væk nogle gange. Men det lyder som nogle meget ubehagelige følelser og det er derfor godt du ikke har skubbet dem helt væk, men i stedet reageret på dem.

Du beskriver en tomhed og en tvivl om hvem du er, og at du har prøvet nogle ting af som måske ikke helt var dig. Jeg kommer til at tænke at det lyder som om du står lige midt i en skillevej på vej til at blive voksen, hvor du skal til at finde ud af hvem du er eller hvad din identitet er, som man også kan kalde det. Denne periode går alle unge igennem når de er i din alder. Man er holdt op med at lege og er begyndt at lave flere "voksen-ting". Det kan være vidt forskelligt hvordan man har det i denne periode. For nogle er overgangen helt naturlig, og man oplever ikke de store problemer i sine teenageår med det. Men for langt de fleste er dette en meget speciel tid, der kan være præget af stor usikkerhed og tomhed. Ting der gjorde en glad før da man var yngre, gør ikke en glad længere. Man skal nu til at finde ud af, hvem man er som person, og hvad man kan lide nu. Det kan give en tomhed, fordi man ikke helt ved, hvad der er ens interesser eller behov. Samtidig kan man også opleve noget usikkerhed, fordi man prøver en masse af, nogle gange noget man fortryder lidt igen bagefter. Jeg kommer altså til at tænke om det måske er noget af dette du oplever lige nu?
Det er som sagt noget flere unge oplever, men med det mener jeg ikke at du bare skal lade det være og acceptere de følelser der er lige nu. For det lyder ikke særlig rart for dig, og jeg synes det er vigtig at du får snakket med nogen omkring de tanker og følelser du går med.

Du beskriver selv at du har et godt forhold til dine forældre, og jeg kommer derfor til at tænke om du kunne have mod på at fortælle dem lidt om de her følelser? Det kan være rart at få støtte fra sine forældre, og de kan måske hjælpe til at finde på, hvad I kan lave når den her tomme og ulykkelige følelse kommer. På samme måde tænker jeg det måske kunne være rart at snakke lidt med nogle af dine gode veninder om det her? Hvis nogle af dem går med noget af det samme kan det være rart for både dig og dem at høre at I ikke står alene med de her følelser. Og selvom de ikke kender til det, tænker jeg det kan være rart at have nogle du stoler på til at dele det her med, så du ikke går helt alene med det. Følelser har en tendens til at hobe sig op, hvis man ikke snakker om dem. Så jeg håber du vil kunne mærke at det letter lidt på de dårlige følelser, hvis du snakker med dine forældre og veninder om det. Måske du endda kunne mærke det var lidt rart bare at skrive herind om det?

Jeg skrev før at den alder du er i nu kan være præget af tomhed og usikkerhed. Men det er samtidig også en alder som kan være rigtig spændende, hvor man opdager nye sider ved sig selv, møder nye mennesker og kommer til at se verden på en ny måde. Så måske det også kunne være en mulighed for dig at tænke lidt over, hvad der gør dig glad for tiden, og sørge for at gøre noget mere af det? Eller måske tænke over hvad der kunne komme til at gøre dig glad? En ny sportsgren at gå til? Et nyt sted at tage hen? Nogle nye interesser du kunne prøve af som fx at lave mad, lave en blog, prøve at lave dine egne smykker eller noget helt andet som du tænker kunne være spændende? Det kunne måske hjælpe til ikke at gøre dagene så overfladiske som du beskriver dem lige nu.

Håber du kan bruge mit svar

Kh. Louise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program