Hej.

Jeg er en pige på 17 år og går i 2. g. Jeg skriver her inde fordi jeg har brug for at komme ud med mine følelser og at der er nogen mennesker der ikke kender mig, som kan give mig råd. Jeg lever et travlt og hårdt liv. Jeg er meget presset med min skole og derudover spiller jeg musik på højt niveau. Jeg føler tit at jeg ikke kan leve op til forventningerne omkring mig mht. skolen og min musik. Derudover det har jeg en sårbar fortid med min mor og far der gik fra hinanden fordi min far havde været meget syg, siden jeg gik i 3. klasse. Min mor flyttede fra min far da jeg gik i 8. klasse. Jeg har aldrig rigtig været ked af at min far har været så syg, på trods af at han engang kun vejede 40 kg. Der er meget bag den historie, men jeg ved at dette er en af grundene til at jeg er så sårbar som jeg er. Derudover har jeg haft en kæreste i snart 2 år. Lige nu er han på efterskole, hvilket er hårdt men det går. Hans forældre blev selv skilte i sidste sommer. Problemet er bare at jeg synes at han har forandret sig meget. Jeg er ikke længere første prioriteten, og synes tit at han vælger mig fra. Han er en meget omsorgsfuld person og er der altid for sine venner når de har brug for det. Han er der bare ikke lige så tit for mig når jeg har brug for det. Han bliver tit lidt irriteret på mig hvis jeg bliver ked af noget han har gjort, og ofte trøster han mig ikke. Hvis jeg mener at han har gjort noget forkert, så har han selv meget svært ved at indse det. Vi er rigtig dårlige til at kommunikere som jeg ved er noget af det vigtigste i et forhold. Vi diskutere tit over små ting fordi vi ikke kan snakke stille og roligt. Eller det vil sige at hvis jeg siger stille og roligt, uden at bebrejde ham, at der er noget som jeg er utilfreds med så bliver han tit fornærmet, svarer flabet eller vender øjne, hvilket sårer mig rigtig meget. Både mine veninder og min mor synes at han er begyndt at behandle mig dårligt. Han kan godt være manipulerende, så han får en selv til at sige undskyld og synes at det er en selv der er den der laver fejl. Jeg er en person der vil løse konflikter. Jeg er et meget forstående menneske, og har tit sat andres behov frem for mit eget Jeg har derfor mistet mig selv i vores forhold. Nu er jeg ved at vinde mig selv tilbage. Jeg har haft lange seriøse samtaler med min kæreste. Så sent som i sidste uge havde vi en rigtig seriøs samtale som jeg tog initiativ til. Vi snakkede i telefon, og han sagde så noget om at han havde sovet sammen med en veninde fra efterskolen hjemme hos ham for en uge siden. Det havde han ikke sagt til mig og jeg havde faktisk fået det af vide af en veninde et par dage før. Men gik ikke ud fra at det var rigtigt for havde da regnet med at han ville spørge mig om hvordan jeg ville have det med det. Det skal lige siges at sådan noget har jeg det fint med for jeg stoler på ham og ved at han ikke vil gøre noget i den stil. Vi er begge meget flirtende og vi er ikke jaloux. Men blev såret fordi han ikke havde spurgt mig om det var okay eller om hvordan jeg ville have det med det. Derud over snakkede han heller ikke så pænt til mig. Han snakkede lidt højlydt, og vrissede en del. Hans undskyldning var at han var stresset, men dette var ikke okay, for jeg har fundet mig i så meget. Så jeg var sur og lagde på. Derefter ringede han 5 timer efter eller sådan. Og så gav jeg ham en lille skideballe, og fortalte ham at han skulle begynde at tage sig sammen. Det skal siges at jeg har prøvet på at få det her til at fungere i 6 måneder nu. Jeg har før været så ked af det at jeg har hyperventileret, og slet ikke kunne stoppe med at græde fordi, at jeg har følt at det hele var håbløst. At han slet ikke kunne forstå mine følelser, og at han skal behandle mig bedre. Jeg troede så at han havde fattet at han skulle tage sig sammen, for det var han enig i. Men så i 1,5 uge efter i en weekend, ville jeg overraske ham med at tage ned til hans efterskole for første gang. Jeg havde ikke været der de første 6 mdr og nu var der altså kun 4 mdr tilbage så jeg syntes at det var på tide, for han havde også selv spurgt hvornår jeg ville komme. Så mig og min veninde som er kærester med min kærestes bedste ven fra efterskolen, tog ned for at overraske vores kærester. Min kæreste har tit overrasket mig bla. Til en musikprøve. Så nu ville jeg gøre gengæld. De var rigtig glade da vi kom og det var meget overvældende for dem vi havde en hyggelig fredag aften. Lørdag formiddag siger min veninde så at hun gerne vil hjem fordi hun har noget angst hvis hun føler sig utryg. Hun spurgte hvad jeg ville gøre, og jeg sagde at jeg havde mest lyst til at blive nu når jeg havde planlagt det hele og brugt tid og (mange) penge på at komme derned. Jeg siger så dette til min kæreste, og han spørger så hvad jeg så gør. Jeg siger at jeg helst vil blive, men jeg kan da godt forstå hvis det er øv for ham at jeg er her nu når hans venner lige tilfældigvis alle sammen var blevet på skolen i weekenden. Dette vil sige at det var ret dårlig timing, at vi skulle overraske dem i den weekend. Jeg forklarer ham så at jeg har virkelig brug for at blive her på skolen, for at komme lidt væk fra mit eget liv og for at være tættere på hans. Jeg havde nemlig haft en rigtig nedern uge, og havde bare brug for at han var der lidt for mig nu når jeg også havde taget så langt for at overraske ham. Men det ville han ikke have, han ville gerne have at jeg tog hjem. Så jeg blev virkelig ulykkelig fordi jeg havde både overrasket ham, så synes ikke rigtig han kunne tillade sig at smide mig hjem på den måde, men også fordi jeg havde brug for at han var der lidt for mig. Men det gjorde han så. Jeg har ikke været så ked af det i mit liv, og jeg græd hele vejen hjem. Han ville være sammen med sine venner og han var bange for at jeg ville klæbe op af ham. Dette kan jeg godt forstå, men jeg sagde også til ham at det ville jeg så sørge for ikke at gøre. Jeg skulle alligevel have lavet nogen lektier, så jeg kunne bare side på hans værelse hvis jeg ikke lige havde nogen at snakke med. Jeg ville bare gerne blive. Det skete ikke og jeg var ked af det, og han trøstede mig. For første gang trøstede han mig sådan VIRKELIG. Det var så rart!! og det sagde jeg også tak for. Men jeg føler tit at han skal få mig til at føle at jeg bare ikke sætter pris på noget af det som han gør, for det gør jeg virkelig. Og jeg siger tit til mig selv at det er mig der urimelig, og det ved jeg at jeg ikke er! Jeg ved at jeg er en rigtig god kæreste, og det synes han også. For han synes ikke rigtig at der er problemer i forholdet, og det er jo klart når det kun er mig der tager dem op og mig der bliver ked af det. Jeg elsker ham så højt. Han er min første kærlighed. Jeg ved at han holder meget af mig. Jeg er bare så tit kommet ked af det og skuffet hjem, så min mor har måtte sidde og snakke med mig i flere timer. Jeg er fuldstændig smadret og brugt op. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre. Min mor vil dybest set have at jeg gør det forbi med ham, for hun kan se hvor meget han sårer mig. Han er bare så charmerende og manipulerende at han bare kan smile og så er det hele godt igen. Sådan var det ikke i starten, for dengang var vi forelskede. Nu er der måske mere tryghed tilbage, og den har jeg rigtig svært ved at undvære. Men ja igen vi elsker hinanden rigtig højt. Også selvom at jeg ikke altid føler at han elsker mig fordi han ikke rigtigt viser det som sådan.. Han skriver det. Men jeg har brug for at han viser det og ikke altid ordene. Dette har jeg også sagt til ham og han har også taget det til sig. Men igen så føler jeg ikke helt at han elsker mig hvis han kan smide mig hjem efter en overraskelse når jeg også havde brug for ham. Han ser sine venner HVER dag. Jeg ser ham ikke hver dag :( Jeg prøver så hårdt på at kæmpe for forholdet, samtidig med at jeg holder fast i hvad jeg selv mener. For det har jeg ikke altid gjort. Jeg bryder mig ikke om at være uvenner, eller hvis folk er sure på mig. Derfor vil jeg tit gerne snakke om tingene stille og roligt, hvor han har en meget kort lunde. De mindste ting hidser ham op og så vil han bare gerne være i fred. Så er det rigtigt svært at være mig når jeg prøver stille og roligt at snakke. Han ringede også senere om aftenen da jeg kom hjem. Han sagde ikke så meget havde regnet med at han måske ville komme med en undskyldning, men han ved aldrig hvad han skal sige. Også hvis man spørger ham hvad han føler eller tænker så siger han: ikke noget. Eller: det ved jeg ikke. Han er ikke specielt åben med sine følelser og det er rigigt svært når jeg er så åben som jeg er. Han har sagt flere gange at jeg skal søge psykolog, problemet er at det er dyrt og det har min mor ikke råd til. Selvom at jeg ved at det kunne være virkelig rart at snakke med nogen der bare vil lytte. Nogen der ikke kender mig og måske kan se mere objektivt på det. Så derfor skriver jeg også her. Men det er ikke helt det samme. Jeg synes også helt ærligt at min kæreste selv burde se en psykolog, for jeg ved at hans forældres skilsmisse har taget så hårdt på ham. Det hele er bare noget kaos og lort. Jeg har ikke længere lyst til at gå skole og kæmper mig i gennem skoledagen. Jeg begyndte at græde en dag i skolen foran alle, fordi livet ikke er som jeg gerne vil have det. Jeg er så bange for at miste min kæreste. Jeg er bange for at vi ikke kan løse problemerne og at dette er noget som jeg skal leve med, fordi jeg ikke kan lave ham om. For så ved jeg godt at jeg i sidste ende nok ikke skal være sammen med ham. Jeg har været bange for at gå ned med stress og det er min mor også selv bange for, men det hjælper bare ikke at min kæreste ikke er så støttende som jeg ville ønske at han var. Jeg har engang været så positiv. Jeg ved faktisk ikke om det har været en facade, og at det så er nu hvor jeg har indset den sorg som jeg har samlet på siden at jeg var helt lille. Jeg synes bare at det hele er s uretfærdigt. Jeg vil virkelig gerne klare mig godt i skolen, og ville aldrig kunne finde på at droppe ud. Men det er svært at holde modet oppe, når man ikke har lyst til at tage i skole. Og når min kæreste ikke engang kontakter mig så meget i hverdagene så er det også ret hårdt. Jeg tager tit initiativ, og hvis vi har haft en snakke- aftale så han han tit glemt mig. Det er rigtigt hårdt, men så er jeg bare den forstående kæreste som siger at det er okay for jeg ved at han har meget at se til. Kan ikke finde ud af noget mere. Når jeg er ked af det er det endnu værre. Så har jeg slet ikke lyst til noget. Ikke lyst til at være i verdenen, for jeg føler ikke at der er noget godt. Hvorfor er der ikke noget godt i mit liv? Jeg græder næsten hver dag. Jeg har aldrig været så ked af det i mit liv som jeg er her i 2. g.
Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Kan slet ikke finde ud af det. Jeg vil egentlig ikke vide hvad jeg skal gøre. Jeg vil bare gerne høre om jeg er åndssvag? Om jeg kræver for meget af min kæreste? Jeg har tit ikke følt mig god nok. Og har selv ret lav selvværd. Min kæreste prioriterer sine venner virkeligt højt, men jeg synes at han tit vælger dem frem for mig, og det har jeg altid været forstående for, men jeg synes at det er blevet for meget. At han smider mig hjem når jeg er kommet ned for at overraske ham og fordi jeg havde brug for at være det. Jeg ved ikke om jeg skal prøve på at få ham til at forstå at det her er alvorligt eller om det er mig der overreagere. Jeg er bange for et svar og jeg synes at det er rigtig grænseoverskridende, men jeg ved også at det er det som jeg har brug for. Jeg er bare så forvirret. Vil bare gerne have at vores forhold bliver som det har været.

Jeg er ked af den meget lange besked. Det er svært at forklare sine følelser når man har så mange tanker i hovedet.
Hilsen den forvirrede pige.