Har jeg en depression? Jeg har lyst til at begå selvmord..

brevkassespørgsmål

Har jeg en depression? Jeg har lyst til at begå selvmord..

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Jeg skriver til jer, fordi jeg mangler nogen at tale med om det her. Jeg tror ikke I kan hjælpe mig, men jeg har brug for at fortælle nogen jeg ikke kender om mine tanker. Jeg ville helst gøre det med en fremmed person foran mig, men det kan ikke lade sig gøre lige nu.

Jeg ved ikke hvorfor eller noget, men de sidste par måneder har været en lang nedtur for mig. Jeg går konstant rundt med en knude i brystet og hvis en lille ting går skævt i løbet af dagen eller jeg føler mig svigtet af nogen, har jeg bare lyst til at lukke mig inde og græde. Jeg har fuldstændig mistet lysten til at være social, til at gøre noget ud af min skole (jeg kan alligevel ikke koncentrere mig) og til at være til bare generelt. Jeg har lovet mig selv at jeg begår selvmord senest efter jeg har færdiggjort gymnasiet, medmindre at det bare bliver endnu en nedtur. Lige nu går jeg på efterskole i 10. klasse og jeg føler mig udenfor fællesskabet, og det er fuldstændig min egen skyld fordi alle de her negative tanker får mig til at lukke mig inde på mit værelse. Jeg kan slet ikke formå at være tæt med nogen og jeg føler socialt handicappet og en fiasko. Jeg har slet ikke lyst til at være her og få bekræftet hvor dårlig jeg er til at være sammen med andre, men jeg skuffer også mig selv hvis jeg ikke gennemfører mit efterskoleår.

Jeg kan slet ikke se nogen mening med livet mere. Jeg kan bare se at vi alle sammen ender som nogle zombier af systemet. Man færdiggør sin uddannelse, får et job, bliver gift, får børn og køber hus og bil. Jeg kan slet ikke se meningen med det og jeg kan på ingen måde overskue det, eller have lyst til det. Jeg kan intet specielt udrette med mit liv og vi skal alligevel alle sammen dø. Jeg orker slet ikke at skulle igennem hele trædemøllen først og få flere nederlag.

For cirka to år siden havde jeg det også rigtig dårligt i folkeskolen, hvor jeg også følte mig udenfor. Jeg skar i mig selv men stoppede så og har ikke gjort det i 9. klasse og i de første måneder af efterskolen. Men nu er jeg startet igen og nu går der ikke en dag hvor jeg ikke har lyst til at gøre det. Jeg bruger nåle, barberblad og selv en passer, og jeg gør det kun på steder som ikke kan ses. Jeg har det så dårligt over det, fordi min kæreste og mine forældre tror at jeg har det helt fint fordi jeg har løjet om det. Og nu er jeg så faldet i igen. Jeg tænker på selvmord hver dag, jeg har skrevet afskedsbreve til mine forældre, min kæreste og en ven og jeg tager mig selv i at sidde og lede efter de nemmeste metoder at dø på.
Jeg føler mig ikke god nok til min kæreste som har en masse venner og er ekstrem god til at være social, mens jeg er totalt modsat og føler mig som en taber. Jeg har lukket af for ham her sidst i ferien, men han kunne godt fornemme at der var noget galt, så nu er jeg begyndt at spille glad for ikke at bekymre ham.

Jeg er begyndt at miste appetitten, eller helt holde mig fra at spise. Jeg kan ikke lide min krop, jeg har nærmest ingen venner der rent faktisk bekymrer sig om mig og jeg har ikke lyst til at leve mere. Jeg kan simpelthen ikke længere se pointen i det, for alt hvad jeg foretager mig socialt er bare en fejltagelse og jeg har skuffet mine forældre. Jeg ved at ingen på min skole ville savne mig.

Jeg har snakket med mine forældre og en lærer, som har taget kontakt til skolens psykolog. Men jeg har ikke fortalt dem om hvor slemt det er og jeg aner ikke hvornår at det med psykologen bliver en realitet. Det var den eneste grund til at jeg vendte tilbage til skolen efter ferien, men nu ser det ikke ud som om at jeg kan tale med nogen lige foreløbig. Jeg har ikke fortalt mine forældre om de direkte grunde til at jeg vil tale med psykologen.

Det var meget rodet, hvilket jeg beklager, men som sagt så vil jeg bare gerne ud med mine tanker og måske få et råd til hvad jeg skal gøre.

Svar: 

Kære du

Mange tak for dit brev som rummer mange svære tanker og følelser, men som også beskriver rigtig godt hvad der sker indeni dig. Jeg kan høre at du er en pige der tænker meget over livet og hvordan det er at være dig i dit liv. Det lyder til at det er rigtig hårdt at være dig lige nu og at det er svært at se forbi alle de mørke skyer der har lagt sig ned over mange aspekter af dit liv. Det er bestemt ikke meningen at du skal være så ked af det, modløs og have lyst til at slippe væk fra det hele i så ung en alder. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle ideer til hvad du kan gøre for at få lidt lys og håb ind i dit liv igen.

Det her med at have det svært og ikke kunne finde håb og glæde i livet, er noget mange mennesker oplever igennem deres liv og rigtig mange når de er teenagere. Det er i denne tid at du skal finde dig selv, finde ud af hvem du gerne vil være og midt i det hele spejler man sig hele tiden i alle de mennesker omkring en. Kroppen forandrer sig, tankerne bliver anderledes og det hele kan føles uoverskueligt at skulle finde sin egen vej i. Det er altså ikke uden grund at mennesker nogle gange har de her mørke tider, hvor det kan være svært at finde lys og håb forude. Der er mange svære følelser i livet og hver gang man oplever dem, overvejer man lige om det virkelig er det værd, men som man bliver ældre finder man ud af at man efter hver nedtur bliver lidt bedre til at tackle det og finder ud af lidt mere om sig selv. Det er altså helt normalt at være ked af det, have lyst til at slippe væk fra det her rodede liv og synes at det hele er lidt meningsløst nogen gange.

Når det er sagt, så bliver jeg dog alligevel bekymret for det du skriver i dit brev. Når man begynder at planlægge at tage sig eget liv med afskedsbreve og metoder, så er det alvorligt og noget man skal tage meget seriøst. Det lyder til at du allerede har forsøgt at fortælle dine forældre om hvordan du har det og at de har fundet en psykolog du skal snakke med. Men det lyder også til at de ikke helt ved hvor slemt du har det og at de derfor ikke har presset nok på i forhold til at du skal snakke med psykologen nu. Jeg ved at hvis du fortalte dine forældre eller en lærer om de tanker du har beskrevet i dette brev, så ville de sørge for at du fik hjælp med det samme. Jeg kan forestille mig at det er rigtig svært at sige sådan noget til ens forældre og at du bekymrer dig om at de bliver kede af det, men husk på at de ville blive ulykkelige resten af livet hvis du pludselig ikke var her mere og at det faktisk er deres opgave at passe på dig. Jeg synes du skal vise dem det brev du har skrevet her i brevkassen, da det faktisk viser lige præcis hvordan du har det og så behøver du ikke at skulle sige det og være bange for at bryde sammen og græde. Du kan sende det til dem i en email, lægge det på deres bord eller sende det som brev og bede dem om at snakke med dig bagefter det er læst.

Du fortæller om nogle følelser du har i forhold til andre mennesker, fx at du ikke er god nok til din kæreste, at du føler at du skuffer dine forældre og at du lukker dig inde i dig selv på efterskolen. Det er helt normalt at have de her slags følelser når man som dig er rigtig ked af det og modløs. Det kan være svært at føle glæde og fordi alt lige nu bliver set på gennem mørke øjne, så kan noget der egentligt er godt, blive vendt til noget der ikke er det. Jeg tænker fx at din kæreste jo kan lide dig lige præcis som du er, også selvom du er lidt indadvendt i perioder. Det kan være at han synes det er rart at du er mere nede på jorden, når han hele tiden farer rundt med hans venner. Det kan være at de andre elever på efterskolen gerne vil dig, men måske ikke helt ved hvordan de skal kontakte dig og måske er bange for om de kan komme til at gøre dig mere ked af det. Det kan være at dine forældre er rigtig bekymrede for dig og vil dig det bedste, og at det kan komme til at lyde som skuffelse, selvom det egentligt er sorg og angst for at miste dig. Vi tolker altid andres ord og udtryk ud fra vores eget selvbillede, og har vi det ekstra svært i en periode kan det være svært at tolke andre på en positiv måde.

Jeg vil foreslå dig at forsøge at tage en dag af gangen. Nogle gange kan fremtiden, et langt liv og tanken om flere nederlag tage pusten helt fra en. Ved at tage en dag af gangen og bare tænke på hvad du skal i morgen og hvad der kan gøre at du kommer igennem den på en ok måde gøre at du kan slippe nogle bekymringer lidt. En anden ting der kan være godt at gøre er at få dine frustrationer og modløshed ud. Det kan være gennem en løbetur, boksning, det kan være ved at skrive det ned i en dagbog eller som digte, måske kan du tegne eller male, eller på en anden måde give udtryk for dine følelser. Ved at få dem ud fra hovedet og ned på papir, lærred eller svedt ud, fylder det pludselig mindre indeni. 

Hvis det hele en dag bliver for meget så er det vigtigt at du beder om hjælp istedet for at handle for dig selv. Når alt er trist og mørkt, så kan man ikke tage gode valg for sig selv, men kommer til at tage valg uden at tænke på konsekvensen af handlingen. Hvis de mørke tanker fylder alt, så fortæl det til en lærer, din kæreste, dine forældre eller en helt fjerde som du har tillid til. Du kan også få professionel hjælp ved fx at tage ud til en psykiatrisk skadestue, som kan hjælpe dig lige med det sammen. Du kan finde listen over de psykiatriske skadestuer der findes i landet og finde den der ligger tættest på dig HER. Det er også muligt at snakke i telefon med eller få netrådgivning med Livsliniens anonyme rådgivere. De har snakket med mange unge der har det som dig og ved lige præcis hvad du kan gøre og hvor du skal tage hen. Livsliniens telefonnummer er 70 201 201 og du kan finde deres hjemmeside HER.

Jeg håber at du snart får fundet en lille smule håb frem indeni dig. Du fortjener at være glad og leve, og jeg ved at med den rigtige hjælp vil du en dag kunne se tilbage på den her periode med lettelse over at du valgte livet til. Du har taget et skridt i den rigtige retning ved at skrive et brev her til brevkassen, nu skal du tage næste skridt og det ved jeg at du kan.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program