Billeder

brevkassespørgsmål

Billeder

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Hej med dig!

Jeg har lagt mærke til, at jeg ser anderledes ud på et billede, end i spejlet. Jeg ligner en helt anden på billeder. Kan det være mig der bare er fjollet, og det er ren indbildninG, eller holder det vand?

Svar: 

Hej med dig

Jeg tror, at der er rigtig mange, der har oplevet det samme som dig: Når man ser sig selv i spejlet, ser man anderledes ud, end hvis man ser et billede af sig selv.

Dette er der en helt simpel grund til.
Når man kigger på sig selv i spejlet, ser man på sig selv med egne øjne. Man fokuserer på nogle bestemte ting - for eksempel hvordan sidder håret, hvordan ens krop ser ud osv. Når man kigger sig i spejlet, er det ens egne øjne og hjerne, der fortolker det billede, man ser i spejlet afhængigt af den vinkel, man ser på sig selv på. Kender du det med, at du synes, at man ser bedst ud fra en bestemt vinkel? Det er netop på den måde, at vi kigger på os selv i spejlet.

Når andre tager et billede af én og man ser på det billede, er det med deres øjne, at man ser billedet. Når andre ser på én, fokuserer de på nogle andre ting ved én, og ser dig fra mange forskellige vinkler, end når du selv står foran spejlet derhjemme.

Uanset hvad, så ligner du altid dig selv uanset om du ser dig i spejlet eller på et billede. Du skal bare tænke på, at dit spejlbillede bliver set med kun dine øjne, hvor et billede, er taget med en linse - og typisk taget af en anden person, så her er det den andens øjne, der ser på dig, som du ser.

Det er også vigtigt at huske på, at i spejlet kan du se, hvordan du ser ud, når du bevæger dig. Et billede kan tit fange én i en dårlig vinkel eller bevægelse, hvor du ikke kan se, hvordan du ser ud i den samlede bevægelse.
En ide kan være, at du fik en anden til at filme dig. På den måde kan du se, hvordan du ser ud, når du bevæger dig fra en andens vinkel af.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program