Menstruation og sex

brevkassespørgsmål

Menstruation og sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 11 år 1 uge siden

Hej. 

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 2 år, og vi har også haft sex i over 2 år. Han har aldrig haft et problem med min menstruation (som jeg fik længe inden jeg mødte ham) og vi har altid haft sex i mine perioder. Vi har begge to KUN været sammen med hinanden og vi bruger ikke andet beskyttelse end p-piller. For nogle uger siden vågnede han pludselg med røde knopper, kløe og en form for udslæt dernede. Det var et døgns tid efter vi havde haft sex og han havde ikke vasket sig siden. Det varede nogle dage, så gik det væk igen og der har ikke været problemer siden. Nu mener han ligepludselig at det kom, fordi vi har haft sex imens jeg har haft menstruation, og han har meldt ud at han ikke vil gøre det i mine perioder mere. Det chokerer mig lidt, for jeg mener bestemt ikke at det skyldes min mestruation, og jeg mener også at jeg slet ikke havde min menstruation på daværende tidspunkt. Hvordan hænger menstruation og sex sammen? Kan der ske noget ved det? For nu tør han slet ikke gøre det under perioden mere, selvom der aldrig har været problemer i de 2 sidste år. Kan drengen godt få udslæt pga pigen har menstruation? Tak for svar. 

Svar: 

Hej med dig

Det er dejligt at høre, at du har en sød kæreste, som accepterer dig, også når du har din menstruation. Derfor er det en skam, at han har fået den tro, at det var på grund af, at I dyrkede sex under din menstruation, at han oplevede de symptomer, du har beskrevet. For så vidt jeg ved, er det helt ufarligt at dyrke sex, mens pigen har sin menstruation. Dog er der stadig risiko for, at pigen kan blive gravid, når man dyrker sex under menstruationen, selvom det burde være en "sikker periode". Men når du tager p-piller, burde du være fint beskyttet.

Du skriver også, at du ikke mener, du havde din menstruation, da I dyrkede sex. Derfor tror jeg ikke, det er grunden til hans knopper, udslæt og kløe. Så jeg vil mene, at I roligt kan dyrke sex under din menstruation, så længe I begge har det fint med det. I den forbindelse kan du også spørge ham, om han virkelig mener, det er fint for ham at dyrke sex, når du menstruerer. Selvom det lyder til, I har taget snakken før, kunne det måske være en ide at tage den igen, da hans holdning kan have ændret sig, og det måske er derfor, han giver din menstruation skylden til de symptomer, han havde efterfølgende.

Du nævner, at ingen af jer har haft andre sexpartnere, og derfor tror jeg umiddelbart ikke, det kan være en kønssygdom, der er skyld i symptomerne. Men det er dog stadig en god ide at blive tjekket hos lægen, også selvom symptomerne er forsvundet.
Hvis jeg skal komme med et bud på, hvad det kunne have været, tænker jeg, at det måske kan være svamp. Mange piger oplever at have svamp på et eller andet tidspunkt i livet, og de kan smitte drengen ved samleje. Svamp er ikke nødvendigvis seksuelt overført, og det kan blandt andet komme i forbindelse med brug af tamponer under menstruationen. Svamp giver symptomer i form at rødme, ømhed, udslæt og kløe på penis, og det giver typisk de samme symptomer hos piger. Har du haft nogle af disse symptomer? For hvis du har, synes jeg, at I begge skal blive tjekket hos lægen, så I kan komme i behandling. Det er nemlig ikke altid, at svampen er forsvundet, selvom symptomerne er.

Du nævner også, at din kæreste ikke vaskede sig, efter I havde haft sex. Her vil jeg opfordre jer begge til at vaske jer efter sex og generelt holde en god hygiejne forneden, da det er vigtigt, så der ikke kommer for eksempel infektioner.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. I kan tage en snak om det og måske bestille en tid hos lægen til et tjek. Det kan også være, han eller hun kan give jer mere information omkring sex og menstruation.

Med venlig hilsen Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program