Bliver smidt ud.

brevkassespørgsmål

Bliver smidt ud.

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 4 dage siden

Hej,

Jeg står i denne her situation at jeg er blevet bedt, her i søndags af den gamle, at jeg skal flytte ud Fredag d. 29 November. Jeg har været skrevet op til studie boliger hvor jeg bor, i snart et halvt år, og har kontaktet hende for at høre om hun måske kunne gøre noget. Jeg fik afvide at jeg skulle kontakte kommunen, hvilket jeg har gjort men fik pænt afvide at de ikke kan hjælpe mig. Jeg har snakket med studie vejleder på min skole, min UU-vejleder, mine lærer, samt min moster.

 Mig og min mor har ikke kunne sammen i flere år, og jeg ved selv at det bedste for os begge vil være at jeg flyttede ud.

Desværre står jeg i den situation at jeg ikke aner hvad jeg skal gøre fra på fredag af. Jeg er på SU, så har en lille indkomst. Men ellers ved jeg slet ikke hvor jeg er henne på fredag d. 29 Nov.

Jeg har ingen idé om hvem jeg skal henvise mig til, og har kun nogle få steder jeg kan sove indtil da. Jeg ved selv at hvis det forsætter sådan med at skifte ud hvem jeg sover hos, så kommer det kun til at gå ud over min uddannelse.

Har I nogle råd?

 

Svar: 

Hej Anonym

Puha, hvor en situation du er kommet i. Selvom det lyder til at du egentlig er enig med din mor i at det ikke er en mulighed at blive boende hjemme er det ærgerligt at du nu skal flytte med så kort varsel. Jeg kan med det samme sige at jeg desværre ikke har løsningen på problemet, men jeg prøver med en idé eller to alligevel...måske kan det bruges. 

Jeg kan se at du allerede har gjort et stort stykke arbejde og været i kontakt med en masse mennesker.  Jeg har tilladt mig at tage kontakt til din kommune og spørge ind til hvilke muligheder der findes, og desværre bekræfter de at det ser rigtig svært ud. Som du sikkert også har fået at vide har de en række akutboliger til rådighed, men boligerne går først og fremmest til voksne der har hjemmeboende børn. Selvom det betyder at du sikkert vil komme et stykke ned af ventelisten synes jeg du skal kontakte kommunen igen og blive skrevet op. Jo flere lister du står på jo bedre er chancen for at noget dukker op. 

Jeg tænker også om du har undersøgt mulighederne udenfor din kommune? Jeg ved godt at det på ingen måde er den optimale løsning, men på den anden side...hvis nu du kan finde tag over hovedet et stykke væk fra din skole i en kort periode, kunne det lige give lidt ro til at finde noget bedre. Måske kunne boligsituationen være lidt lysere i eksempelvis Brøndby eller Albertslund?

Mit sidste forslag vil være at du kontakter forsorgshjemmet Solvang. De har 25 midlertidige boliger(værelser) til hjemløse, med forskellige vanskeligheder(psykiske problemer, misbrug, dårlig økonomi og lign.) Jeg ved ikke hvad dine muligheder vil være for at få et værelse der. Det kan godt være at de vil vurdere at du ikke er indenfor den kategori de normalt kan tilbyde et værelse, men du kan kontakte dem på Tlf. 4396 8655 og høre mere. Hvis ikke de kan hjælpe kan de måske guide dig videre til hvor du vil kunne få noget hjælp. Jeg ved godt at et forsorgshjem ligesom en bolig i en anden kommune ikke er en optimal løsning. Men som en nødløsning i en periode indtil du finder noget bedre, kunne det måske være okay. 

Jeg krydser fingre for dig, og håber det lykkes for dig at finde et sted at være så hurtigt som muligt. 

DeBedsteHilsner

Niels-Christian

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program