Gravid eller hvad?

brevkassespørgsmål

Gravid eller hvad?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Hej!

Jeg har en super dejlig kæreste og vi har været sammen i langtid og har sex sammen. Jeg bruger ikke p-piller, men vi har brugt kondom hver gang. Sidste måned var min menstruation meget underlig, jeg blødte ikke som jeg plejede. Jeg skulle have fået min menstruation igår (Den 3.) men fik den ikke, men har dog haft meget svage menstruationssmerter få dage op til og på dagen... Vi har brugt kondom hver gang men der har været nogle gange hvor hans pik har lagt helt op af mig dernede uden kondom (han har ikke været oppe i mig) 

Jeg tager nogle piller for mit hjerte som hedder Veraloc Retard, der står på dem at de kan give mig uregelmæssig menstruation, og har nok taget dem i 2 måneder nu. Kan det ske at jeg er gravid, eller skal jeg bare vente nogle dage på menstruationen?

Jeg har lagt søvnløs her i nat over det, og begyndte så at google det, jeg så menstruation kunne have noget med stress osv at gør, det sidste styk tid har jeg følt mig enormt stresset og trist og ikke kunne overskue noget, ikke engang lave de simple lektier eller tag med til en afslutningsfest på mit arbejde som jeg har været rigtig glad for..

 

Svar: 

Hej med dig

Godt du skriver herind, det er ikke rart at gå rundt og spekulere på den slags. 

For at du kan være blevet gravid, skal din kæreste have haft sædudløsning inde i dig uden kondom. Hvis I har brugt kondom hver gang, og det ikke er gået i stykker, er der ikke særlig stor risiko for, at du er blevet gravid. Manden skal have sædudløsning inde i kvinden før man kan blive gravid. Hvis kondomet derimod har været sprunget, kan det godt være du kan være gravid, da der så er kommet sædceller ind i dig, og de kan befrugte et æg, hvis I har haft sex lige på det tidspunkt hvor du har ægløsning. Den bedste måde at få svar på er, at tage en graviditets-test. Der skal man tisse på en lille pind, og så er der svar efter få minutter. De er billigst i Netto, og de er lige så gode som de dyre tests. Hvis du ikke allerede har taget en test, er det den bedste løsning. Hvis du er nervøs for svaret, kan det være en god idé at have din kæreste eller en veninde i nærheden når du tager testen.

Veraloc kan, som du skriver, give menstruationsforstyrrelser. Det er endda en almindelig bivirkning, hvilket vil sige at, hver gang 10 personer spiser Veraloc, vil én af dem få menstruationsforstyrrelser. Det kan derfor sagtens være, at det er pga. Veraloc, at din menstruation er blevet uregelmæssig. Det passer også godt tidsmæssigt, idet din menstruation har ændret sig efter du er begyndt at spise Veraloc.

Stress kan også give menstruationsforstyrrelser. Hormonbalancen der styrer menstruationen er meget følsom, både overfor medicin, men også overfor vores stress, ubalance i stofskiftet, eller hvis man psykisk er presset. Der kan derfor være mange grunde til, at din menstruation har ændret sig.

Mit bedste råd til dig er, at tage en graviditets-test, så får du hurtigt svar. Det kan dog sagtens være Veraloc der er den skyldige, og ikke en graviditet. Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Hilsen fra Lea

Leas billede
Lea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program