Hej Cyberhus

Jeg står lidt i den situation, at alt ser sort ud for mig. Jeg vil utroligt gerne prøve at se positivt på tingene, men selvom jeg prøver, så holder det kun i kort tid. 

Jeg er en enormt tryghedssøgende person, hvilket langt de fleste der kender mig, ved. Jeg har svært ved nye ting - at møde nye mennesker, at vende sig til nye omgivelser osv.. Dette "problem" valgte jeg så, at sætte på en prøve, ved at tage på efterskole i august. Jeg havde håbet, at det at gå på efterskole ville hjælpe mig med at få ændret på nogle ting ved mig selv(f.eks. atitude), i håb om at det ville hjælpe mig til et bedre forhold til min far. Skændes desværre meget med min far, hvilket har ført til at jeg flere gange har kradset mine arme fulde af "ar", og for to år siden, givet mig lyst til at begå selvmord... Jeg havde troet at efterskolen ville være fantastisk for mig, at jeg kom væk hjemmefra, væk fra min far og skænderierne og at møde nye mennesker(trods at jeg har svært ved det). 

...Men sådan skulle det ikke være. Jeg havde det rigtig rigtig dårligt på efterskolen. Allerede første dag, var det et helvede for mig, at skulle sige farvel til min mor. Men jeg bed det i mig, og prøvede at holde tårerene tilbage - jeg ville for alt i verden ikke vise hende, at jeg allerede synes det var svært. Men den efterfølgende dag havde vi allerede vores første opkald. Vi snakkede i en times tid, mens jeg græd voldsomt. Jeg synes det var for hårdt at være hjemmefra, at jeg ikke kendte nogen, at alt var skemalagt, og generelt havde jeg bare svært ved sådan nogle typiske efterskoleting. Sådan fortsatte det lige præcis i 12 dage, hvor jeg hver dag ringede grædende til min mor, og snakkede med hende i en halv-hel time. Men efter de 12 dage blev det åbenbart for meget for mig, og det at jeg var så ked af det, gjorde mig faktisk syg. Jeg fik problemer med maven,(jeg havde konstant voldsomme mavekramper, jeg havde kvalme og kastede op efter hvert måltid, ikke en gang vand kunne jeg holde i mig). Det varede i 4 uger, hvor jeg meget af tiden gik og var dehydreret, fordi jeg ikke kunne holde noget i mig. Det er det min mor vil kalde en form for "stress", og det er desværre sket en del gange før, at jeg har været ked af det/nervøs/bekymret, og at det så har påvirket mig fysisk.  

To uger før efterårsferien stoppede jeg så på efterskole. Det var simpelthen alt for hårdt for mig at være der, og det påvirkede både min mor og jeg, meget. I mandags startede jeg så i en helt almindelig 10. klasse, i den by jeg bor i.  Så igen bliver mit problem, med at jeg er så tryghedssøgende og har svært ved nye ting, sat på en prøve. Det er enormt hårdt for mig, og mange "småting", påvirker mig meget mere voldsomt, end det "burde". F.eks. 1), Jeg har, som nævnt, svært ved at møde nye mennesker. Går godt nok i klasse med en af mine bedste veninder, men hun har jo sin gruppe af piger hun går med. 2), det er helt nye lærere, som jeg skal snakke tysk og engelsk med og generelt er det bare svært med nye lærere. 3), jeg er nødt til at tage bus i skole, og er bange for at fare vild, eller stå for sent eller for tidligt af, og så ikke kunne finde skolen. 5), hvis man kommer for sent tæller det som fravær. Er bange for at få vildt meget fravær, fordi bussen køre langsomt eller kommer for sent. 6), Om onsdagen og fredagen har jeg en fritime inde midt i skemaet, fordi jeg ikke har fysik/kemi. Så der skal jeg sidde helt alene. Bryder mig bare ikke om at sidde helt alene på en fremmede skole i en hel time. 

De fleste synes nok det er småting der påvirker mig, og det er det nok også. Men jeg er typen der tager frygten på forskud, så alle de her "småting" er noget der fylder meget for mig, så jeg græder meget, og har egentlig mest lyst til at blive hjemme. I tirsdags skrev jeg kort med en rådgiver online her på siden, men kom ved en fejl til at lukke samtalen, før den egentlig var slut. Men rådgiveren foreslog at jeg fik noget hjælp, fordi det jo netop er nogle "småting" der påvirker mig mere voldsomt end det burde. Jeg har snakket med min mor om, at det kunne være jeg skulle have noget hjælp, og det var hun enig i. For igen har den nye skole, påvirket mig så voldsomt i en negativ grad, at jeg er blevet syg af det. Det bekymre min mor meget, at der skal så lidt til for at stresse mig…

Sagen er så nu den, at jeg er bekymret for, om det vil påvirke mig i en langt mere voldsomt grad, end det allerede har gjort. Jeg startede med at nævne, at jeg en gang overvejede selvmord, fordi jeg var så ked af det derhjemme. I Juni overvejede jeg igen selvmord, dagen før min afgangsprøve i fysik/kemi, kun på baggrund af den lærer jeg havde. Det lyder måske helt sindssygt, men jeg var inderligt bange for ham, og bange for hvordan jeg skulle klare mig. Jeg prøvede dog ikke, men kradsede igen mine arme fulde af "ar". Da jeg gik på efterskole overvejede jeg ikke selvmord mens jeg var der, men kradsede igen i mig selv. Så det er efterhånden et mønster, at hvis jeg er "ked af det nok", så får jeg selvmordstanker og kradser i mig selv…. 

Mit spørgsmål er, at jeg nu overvejer, om jeg skal fortælle min mor(og far) om, hvordan jeg havde det dengang i Juni, før min afgangsprøve. Det vil være enormt svært for mig, at få sagt. Men jeg håber det vil hjælpe dem til at forstå, at jeg for det første har brug for hjælp, men også at det måske er lidt mere alvorligt end de tror, når jeg en dag eller to, sidder og græder fordi jeg ikke vil i skole… 

Skal jeg tage snakken? Og i så fald, hvordan gør jeg det? Hvis jeg ikke skal tage snakken med dem, hvad skal jeg så gøre? Håber virkelig virkelig I kan hjælpe mig!!