Jeg er ulykkelig, og bekymret for mig selv..!

brevkassespørgsmål

Jeg er ulykkelig, og bekymret for mig selv..!

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg står lidt i den situation, at alt ser sort ud for mig. Jeg vil utroligt gerne prøve at se positivt på tingene, men selvom jeg prøver, så holder det kun i kort tid. 

Jeg er en enormt tryghedssøgende person, hvilket langt de fleste der kender mig, ved. Jeg har svært ved nye ting - at møde nye mennesker, at vende sig til nye omgivelser osv.. Dette "problem" valgte jeg så, at sætte på en prøve, ved at tage på efterskole i august. Jeg havde håbet, at det at gå på efterskole ville hjælpe mig med at få ændret på nogle ting ved mig selv(f.eks. atitude), i håb om at det ville hjælpe mig til et bedre forhold til min far. Skændes desværre meget med min far, hvilket har ført til at jeg flere gange har kradset mine arme fulde af "ar", og for to år siden, givet mig lyst til at begå selvmord... Jeg havde troet at efterskolen ville være fantastisk for mig, at jeg kom væk hjemmefra, væk fra min far og skænderierne og at møde nye mennesker(trods at jeg har svært ved det). 

...Men sådan skulle det ikke være. Jeg havde det rigtig rigtig dårligt på efterskolen. Allerede første dag, var det et helvede for mig, at skulle sige farvel til min mor. Men jeg bed det i mig, og prøvede at holde tårerene tilbage - jeg ville for alt i verden ikke vise hende, at jeg allerede synes det var svært. Men den efterfølgende dag havde vi allerede vores første opkald. Vi snakkede i en times tid, mens jeg græd voldsomt. Jeg synes det var for hårdt at være hjemmefra, at jeg ikke kendte nogen, at alt var skemalagt, og generelt havde jeg bare svært ved sådan nogle typiske efterskoleting. Sådan fortsatte det lige præcis i 12 dage, hvor jeg hver dag ringede grædende til min mor, og snakkede med hende i en halv-hel time. Men efter de 12 dage blev det åbenbart for meget for mig, og det at jeg var så ked af det, gjorde mig faktisk syg. Jeg fik problemer med maven,(jeg havde konstant voldsomme mavekramper, jeg havde kvalme og kastede op efter hvert måltid, ikke en gang vand kunne jeg holde i mig). Det varede i 4 uger, hvor jeg meget af tiden gik og var dehydreret, fordi jeg ikke kunne holde noget i mig. Det er det min mor vil kalde en form for "stress", og det er desværre sket en del gange før, at jeg har været ked af det/nervøs/bekymret, og at det så har påvirket mig fysisk.  

To uger før efterårsferien stoppede jeg så på efterskole. Det var simpelthen alt for hårdt for mig at være der, og det påvirkede både min mor og jeg, meget. I mandags startede jeg så i en helt almindelig 10. klasse, i den by jeg bor i.  Så igen bliver mit problem, med at jeg er så tryghedssøgende og har svært ved nye ting, sat på en prøve. Det er enormt hårdt for mig, og mange "småting", påvirker mig meget mere voldsomt, end det "burde". F.eks. 1), Jeg har, som nævnt, svært ved at møde nye mennesker. Går godt nok i klasse med en af mine bedste veninder, men hun har jo sin gruppe af piger hun går med. 2), det er helt nye lærere, som jeg skal snakke tysk og engelsk med og generelt er det bare svært med nye lærere. 3), jeg er nødt til at tage bus i skole, og er bange for at fare vild, eller stå for sent eller for tidligt af, og så ikke kunne finde skolen. 5), hvis man kommer for sent tæller det som fravær. Er bange for at få vildt meget fravær, fordi bussen køre langsomt eller kommer for sent. 6), Om onsdagen og fredagen har jeg en fritime inde midt i skemaet, fordi jeg ikke har fysik/kemi. Så der skal jeg sidde helt alene. Bryder mig bare ikke om at sidde helt alene på en fremmede skole i en hel time. 

De fleste synes nok det er småting der påvirker mig, og det er det nok også. Men jeg er typen der tager frygten på forskud, så alle de her "småting" er noget der fylder meget for mig, så jeg græder meget, og har egentlig mest lyst til at blive hjemme. I tirsdags skrev jeg kort med en rådgiver online her på siden, men kom ved en fejl til at lukke samtalen, før den egentlig var slut. Men rådgiveren foreslog at jeg fik noget hjælp, fordi det jo netop er nogle "småting" der påvirker mig mere voldsomt end det burde. Jeg har snakket med min mor om, at det kunne være jeg skulle have noget hjælp, og det var hun enig i. For igen har den nye skole, påvirket mig så voldsomt i en negativ grad, at jeg er blevet syg af det. Det bekymre min mor meget, at der skal så lidt til for at stresse mig…

Sagen er så nu den, at jeg er bekymret for, om det vil påvirke mig i en langt mere voldsomt grad, end det allerede har gjort. Jeg startede med at nævne, at jeg en gang overvejede selvmord, fordi jeg var så ked af det derhjemme. I Juni overvejede jeg igen selvmord, dagen før min afgangsprøve i fysik/kemi, kun på baggrund af den lærer jeg havde. Det lyder måske helt sindssygt, men jeg var inderligt bange for ham, og bange for hvordan jeg skulle klare mig. Jeg prøvede dog ikke, men kradsede igen mine arme fulde af "ar". Da jeg gik på efterskole overvejede jeg ikke selvmord mens jeg var der, men kradsede igen i mig selv. Så det er efterhånden et mønster, at hvis jeg er "ked af det nok", så får jeg selvmordstanker og kradser i mig selv…. 

Mit spørgsmål er, at jeg nu overvejer, om jeg skal fortælle min mor(og far) om, hvordan jeg havde det dengang i Juni, før min afgangsprøve. Det vil være enormt svært for mig, at få sagt. Men jeg håber det vil hjælpe dem til at forstå, at jeg for det første har brug for hjælp, men også at det måske er lidt mere alvorligt end de tror, når jeg en dag eller to, sidder og græder fordi jeg ikke vil i skole… 

Skal jeg tage snakken? Og i så fald, hvordan gør jeg det? Hvis jeg ikke skal tage snakken med dem, hvad skal jeg så gøre? Håber virkelig virkelig I kan hjælpe mig!!  

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder til, at du har det rigtig svært og har mange ting, som du går og tænker på. Jeg vil prøve at komme med nogle forslag, som jeg håber, du kan bruge. Først og fremmest vil jeg lige sige, at jeg synes, det er rigtig flot, at du skriver til brevkassen efter din chat med en rådgiver i tirsdags. Det lyder til, at du har gjort dig nogle gode overvejelser efter jeres samtale og også talt med din mor om det, så jeg synes det er rigtig fint, at du skriver herind igen, når det nu er nogle nye ting, du har på hjerte. 

Du skriver rigtig mange ting i dit brev, som jeg har en fornemmelse af, at du også har talt med chatrådgiveren om. Derfor vil jeg primært fokusere på de spørgsmål, du stiller til sidst i dit brev. 

Du spørger i dit brev, om du skal fortælle din mor og far om dine tanker omkring selvmord og i så fald hvordan. Jeg synes helt bestemt, at du skal tale med én om det, fordi det ikke er noget, du skal gå med alene. Jeg tænker, at der ikke er noget endeligt svar på, hvem du skal fortælle det til og hvordan du skal gøre det. Jeg vil rigtig gerne komme med nogle gode råd og idéer, men det er dig selv, der må tage valget om hvem og hvordan. Grunden til at jeg tænker sådan, er fordi du bliver nødt til at mærke efter inde i dig selv, hvad du er mest tryg ved. Her er det nemlig dig selv, der ved bedst.

Jeg synes, det lyder til, at du har en rigtig forstående mor, som gerne vil dig det bedste, men samtidig også er bekymret, fordi hun kan se, at du ikke har det godt. Det virker til, at I har et godt forhold til hinanden og derfor tænker jeg, at hun vil være rigtig god for dig at tale med det om. Du skriver i dit brev, at dit forhold til din far ikke er så godt, så måske skal du starte med kun at tage snakken med din mor en dag, hvor din far ikke er hjemme, hvis det vil gøre det mindre svært for dig. En idé kan være at spørge din mor, om I ikke kan sætte jer ned sammen, fordi der er noget, du gerne vil fortælle hende om. Du kan måske sige til hende "Mor, du ved godt at jeg har det rigtig svært for tiden. Der er noget jeg ikke har fortalt dig, men som fylder meget for mig, og som gør mig rigtig ked af det. I juni måned overvejede jeg at begå selvmord, fordi jeg var bange for min lærer ... ". Du kan også fortælle hende om de følelser, du har, hvorfor du tror, at du har dem, og hvorfor du nogle gange ikke vil i skole. Jeg tror, at din mor vil være meget forstående, og at hun vil være rigtig god at tale med det om. Jeg tror også, at hun vil sørge for, at du kan få en at tale med det om, så du kan komme ud med alle dine følelser og tanker. 

Du skriver faktisk i dit brev, at din mor og dig er blevet enige om, at du skal have noget hjælp. Hvis du synes, det er for svært at tale med din mor eller far om dine selvmordstanker, kan det være en god idé at vente med at tale med din mor og far, indtil du har talt med en psykolog om det. Måden du kommer i kontakt med en psykolog er ved at din mor og dig sammen kan bestille en tid hos din læge. Nede hos lægen kan I få talt med ham/hende om de problemer, du har. Din læge kan, hvis han/hun mener, det er nødvendigt, henvise dig til en psykolog. En psykolog vil hjælpe dig med at få sat ord på de ting, som er svære for dig. Han eller hun kan også give dig nogle meget konkrete redskaber til, hvordan du skal få fortalt det til din mor og far.

Jeg tænker også at en psykolog vil være rigtig god at få talt med, når det kommer til, at du kradser dig selv på armene. Det lyder til at du gør det, fordi det er blevet strategi, du bruger, når du bliver ked af det. De strategier, du bruger, når du bliver ked af det, er nogle, som skal ændres. Psykologen vil kunne give dig nogle meget konkrete redskaber til, hvordan du får ændret de negative tanker til nogle positive. En idé kan også være at henvende dig til LMS, hvis du får lyst til at kradse dig på armene igen. Der kan du chatte med en rådgiver, ligesom du har gjort her hos Cyberhus. De er rigtig dygtige og ved rigtig meget om, hvorfor unge piger får lyst til at skade sig selv, ligesom at kradse sig selv, som du gør - du finder dem her.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, så du får fundet ud af, hvad der er det rigtigt for dig at gøre. 

Venligst Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program