kan ikke holde det ud
kan ikke holde det ud
Hej Brevkasse
eg har mildest talt haft det skidt de sidste 2-5 år. Min puls stiger meget pludselig til 110-140, uden jeg fortager mig noget udover daglige gøremål. Jeg har det slemt i skolen så nogle gange er jeg nødt til at forlade undervisningen, uden det rent faktisk hjælper kan bare ikke være nogen steder. Det hele går faktisk ad helvede til i skolen. Jeg har en lærer jeg snakker med og det har gået ret godt siden sommer, men så skiftede jeg valgfag og fik den lærer og så siger han at han ikke kan snakke med mig længere, jeg følger det hele er lidt ligemeget nu og jeg aner ikke hvor jeg nu skal gå hen, hvis jeg overhovedet skal gå andre steder hen. Har tit ikke lyst til at tage hjem fra skolen og bare bliver siddende deroppe, fordi jeg er bange for at gøre noget dumt og ved hvor dårligt jeg har det der hjemme, pga. alle tankerne og frygten for hvad der nu skal ske. Jeg græder tit flere gange dagligt. At tale med den lærer gør ligesom at jeg bedre kan overskue siturationer og der er tit sociale ting i skolen som jeg ikke forstår. Jeg har talt med min læge flere gange, men jeg bliver ikke rigtigt taget seriøst.
Kære Stine.
Det lyder som om, at du står i en rigtig hård og svær situation lige nu, og at det absolut ikke gør det nemmere, at det menneske du kunne snakke med om tingene, nu ikke længere er tilgængelig for dig. Men jeg synes, at det er så godt, at du er kommet forbi, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig lidt på vej.
Du skriver, at du lige nu føler, at det hele er ligemeget, og at du ikke ved, hvor du skal gå hen, og det forstår jeg godt. Det kan virkelig bare tage pusten helt fra én, hvis man endelig har åbnet sig op og fundet en at betro sig til, og man så pludselig føler, at man står helt alene igen. Det er frustrende og træls og hårdt, men det er bare så vigtigt, at du ved, at du gør det helt rigtige ved at åbne op. Det er svært, og det er hårdt, men det hjælper, og det er sådan, at man kommer ud på den anden side. Så hvis du kan, så er mit bedste råd at forsætte med at snakke med nogen om det, du oplever. Det er jeg sikker på, at du er stærk nok til, for det har du været før.
Jeg tænker, om det kunne være en idé at snakke med dine forældre om det? Hvis du altså har mod på det. Udover at de forhåbentlig vil lytte og hjælpe dig alt det, de kan, så tænker jeg også, at det måske kunne være en fordel, hvis en af dine forældre kunne tage dig med til lægen, hvis du ikke føler, at han eller hun tager dig seriøst, når du selv kommer forbi. En anden mulighed kan også være at snakke med en anden lærer på skolen, eller måske en skolepsykolog eller sundhedsplejerske, hvis I har sådan én på jeres skole. Det kan også være en anden voksen, som du føler dig tryg ved, f.eks. fra fritidsinteresser, en veninde eller vens forælder eller en anden voksen fra din familie.
Det er ikke sikkert, at det vil få alle de ubehagelige tanker og fornemmelser til at gå helt væk, og det kan godt være, at der skal mere hjælp til f.eks. fra en psykolog eller terapeut, men hvis det er, så er det rart, at man har en voksen, som man kan støtte sig op ad, og som kan hjælpe én med at finde en, man kan få noget mere professionel hjælp af.
En ting du måske også kan drage nytte er at kigge forbi enten vores, Børnetelefonen eller Psykiatrifondens rådgivninger, hvor man kan komme og få en snak om, hvordan man måske kan gribe de svære ting an, eller bare komme og læsse af, hvis det er det, man har brug for. Det skal du altid være velkommen til, hvis du føler, at det kunne give lidt.
Jeg håber, at du har mod på at søge mere hjælp, for jeg er helt sikker på, at tingene kan og vil blive bedre, selvom at det måske føles lidt håbløst lige nu. Jeg tror på dig, og jeg sender tusind gode tanker din vej. Kig endelig forbi, hvis du har lyst til eller mod på det.
De bedste hilsner
Amanda