Tilde.

brevkassespørgsmål

Tilde.

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

Kære brevkasse. 

Jeg er egentligt lidt i tvivl om hvad jeg vil have ud af det her. Hvorfor jeg skriver herind. Om det er fordi jeg vil have et godt råd. Eller om det faktisk bare er fordi, jeg gerne vil have at der er nogen som kan læse hvordan jeg har det. Jeg er ikke engang sikker på, om jeg overhovedet kan tillade mig at skrive ind her. Fordi mine problemer nok i virkeligheden er bagateller i forhold til, hvad der ellers bliver skrevet om her på siden. Men nu prøver jeg alligevel. Fordi jeg gerne vil have det ud. 

Jeg kom hjem fra en længere rejse for ca. 3 måneder siden. Jeg er blevet færdig med gymnasiet, men vidste ikke hvad jeg ville bagefter, og nu føles det som om min verden bare er gået i tomgang. Jeg er lige startet på mit andet sabbatår. Alle mine venner er enten startet på et nyt studie, eller er taget ud at rejse. Det føles som om de alle er ved at bevæge sig videre uden mig. At jeg ikke kan følge med. Jeg kan ikke engang finde et job. Jeg har sendt jobansøgninger ud hver dag, i en længere periode. Jeg har sendt over 50 ansøgninger nu. Jeg har ringet rundt til folk, og mødt personligt op. Jeg har fået et rengøringsjob på 6 timer om ugen. Det er det hele indtil videre. Nu orker jeg næsten ikke at søge længere. Det føles bare håbløst. Så for det meste går jeg bare herhjemme og stirre ud i luften. Jeg kunne bruge tiden på at læse en bog, spille noget guitar, få nogle nye fritidsinteresser eller noget, men jeg kan ikke tage mig sammen til det. Det er så hårdt at stå op om morgenen. Før i tiden stor jeg altid op klokken otte. Nu er jeg først oppe når klokken er ved at være 11. 

Jeg har altid været den person i min vennekreds, som havde overskud til at lytte til andres problemer. Mine venner kalder mig endda for "psykologen" fordi jeg altid er den, de henvender sig først til når de har behov for en trøstende skulder eller et godt råd. Derfor har jeg egentligt også altid set mig selv som "den stærke" person i min vennekreds. Mine venner kommer til mig, men jeg kommer aldrig til dem. Jeg har altid klaret mine problemer selv. Indtil for et par uger siden, hvor jeg var fuld sammen med en veninde og brød fuldstændigt sammen overfor hende. Det endte med at vi havde en lang snak, som på en eller anden måde blev drejet over på hende i stedet for mig, og jeg tror faktisk ikke hun forstod hvad det var, jeg var ked af. Jeg følte mig ikke lettet, og jeg er egentligt bare mest pinligt berørt over at hun så mig på den måde. Det har også gjort, at vi har et lidt akavet forhold til hinanden lige for tiden. 
Jeg føler ikke, at jeg kan fortælle folk hvordan jeg virkelig har det, for de har altid set mig som hende "den stærke." Og indrømmet er jo, at jeg også godt selv kan lide at være den person. Jeg vil gerne være den som er ovenpå, og som har overskud og som hjælper andre mennesker. 
Jeg kan bare ikke finde ud af at lade andre mennesker hjælpe mig... 

Det gælder ikke kun i min vennekreds, men også i min familie. Jeg har en lillesøster som ser utroligt meget op til mig, og nogle forældre som tror, jeg kan alt. Og det lyder latterligt at brokke sig over, for der er sikkert mange andre som har det meget værre end mig, men jeg føler altså at jeg måtte ud med det. 

Jeg har aldrig skrevet ind til en brevkasse før. Jeg ved heller ikke rigtigt hvad jeg skal forvente af det. Jeg har altid haft en ide om at jeg kan klare mig selv. At jeg aldrig behøver andres hjælp. Lige nu ved jeg bare ikke hvordan jeg skal hjælpe mig selv. 

På forhånd tak for jeres svar. 

Med venlig hilsen Mathilde

Svar: 

Hej med dig...

Du skal simpelthen have en kæmpe buket ros til at starte med, for det kræver mod og styrke at træde det skridt fremad som du lige har gjort. At sætte ord på hvordan du har det og gøre det over for en anden person. Det er vigtigt, fordi ved du hvad...Der er ingen mennesker der kan klare sig selv hele livet og vi ramler alle sammen ind i perioder og situationer, hvor vi har brug for at der er nogle der lytter, støtter og hjælper èn. Så enkelt er det og jeg vil rigtig gerne både lytte og prøve at hjælpe dig fremad.

Men som du helt rigtig skriver, så er vi også rigtig mange mennesker der tror eller i hvert fald har svært ved at lukke op og tro på, at det rent faktisk vil hjælpe noget at lade andre menneske hjælpe. Og ja, det er altid lidt lettere at hjælpe andre, fordi så kommer fokus hurtigt væk fra èn selv.

Og det er lige nøjagtig det der er stærkt af dig, at du har gjort det modsatte denne gang. Her i brevkassen handler det om dig og kun dig...og det er vigtigt. Så for at svare hurtigt på dit første spørgsmål, så ja, du kan aboslut og helt sikkert tillade dig at skrive herind, fordi du er mindst lige så vigtig som alle andre.. så velkommen til :)

Jeg fik forskellige tanker da jeg læste dit brev, så jeg tror det nemmeste ville være at tage et punkt ad gangen og lad os starte med det du selv starter med, nemlig det her sabbatår og at de andre på en måde bevæger sig videre uden dig.

Jeg synes det lyder som en god ide, det her med at tage et sabbatår og lige at opleve nogle andre ting end bøger og afleveringer.. jeg håber du havde en dejlig rejse. Men nu oplever du, at de andre så starter op med andre uddannelser og det for dig til at føle at du bliver efterladt lidt tilbage. Og jeg tror på mange områder det er en meget forståelig og naturlig reaktion. På grund af to ting... for det første kan det faktisk være både hårdt og frustrerende at komme hjem efter en lang rejse. Man har oplevet så meget, følt så mange nye ting og tænkt så mange nye tanker, og så kommer man hjem til det lidt triste hverdagsliv. Jeg aner ikke om du oplever det på lidt den måde, men du skal i hvert fald bare vide, at det er der mange der gør og det kan faktisk tage lidt tid at finde værdien og glæden i det herhjemme igen. mange kan for eksempel ikke vente med at komme afsted igen og andre synes måske bare det hele er lidt trist herhjemme og har svært ved at finde energien til det.

Det andet er det her med at du oplever, at de andre er i gang med nye uddannelser og specielt hvis du ikke føler, at du helt ved hvad du har lyst til. Oven i det, så oplever du at det også er svært at fiunde arbejde og ja, det er jo devsærre virkeligheden for rigtig mange i øjeblikket. Og det er bare med til at gøre det hele mere negativt tror jeg.. så lige gyldig hvad du ellers oplever der er svært, så kan de her to ting i hvert fald sagtens betyde at det kan være svært.. og det synes jeg er lidt vigtigt at du ved.

2. Det andet handler om det her med, at altid har klaret dine egne problemer selv og bliver kaldt "Psykologen".

Jeg kom til at tænke på et svar jeg skrev til en pige for ca. 14 dage siden, og som jeg synes du skal prøve at læse her. Fordi her skriver jeg lidt om en bilmotor og hvordan det minder lidt om os mennesker..Ja, det lyder komplet latterligt, men kort fortalt så handler det om at vi mennesker har brug for at blive støttet og passet af andre, fordi ellers går vi i stykker ligesom en motor.

Svaret og spørgsmålet har ikke noget at gøre med din situation ellers, men det er lige det billede med motoren jeg gerne vil give dig også.

Ud fra det du skriver, så lyder det til, at du ikke får dig selv på banen over for dine forældre, veninder eller nogen anden og faktisk lyder det til at brevkassen her er første gang for dig. Og derfor synes jeg bilmotoren er et godt billede som du kan bruge, for jeg tror faktisk det er det vigtigste for dig lige nu, at få lavet om.

Som jeg skrev lidt om i starten, så er der ikke nogen der kan klare livet selv.. Vi mennesker er sociale dyr og vi fungerer kun, hvis vi oplever støtte, tryghed og kærlighged fra andre. Det kan man opoleve på mange måder, men det vigtigste er de personlige ting inden i. At de også bliver set og hørt. Så hvis du har gået i mange år og  prøvet at klare det hele selv, så tror jeg det har hobet sig op inden i og at det nu er ved at fylde for meget inden i.

Du og andre mennesker kan heldigvis klare mange ting selv og det er godt nok. Derfor kan der også gå lang tid, før det har hobet sig op og bliver for meget. Og problemet er jo så, at det er ekstra svært at få bedt om hjælp og få sat ord på det hele, fordi man ikke har været vant til det eller har lært det. Og det pudsige er, at det er tit de mennesker som ikke er vant til at snakke om sig selv, som er rigtig gode til at hjælpe andre. Det er i hvert fald noget jeg har set og oplevet tit.

Og det har sådan en dobbelthed, fordi det er jo fedt at være hende der kan hjælpe og være lidt psykolog agtig. For det første virker man som den der er ovenpå og har overskud, og man tænker nok, at en så klog "psykolog" nok har helt styr på sig selv.

Og for det andet, så er det så en hamrende smart måde, at undgå at snakke om sig selv, fordi hvem spørger en psykolog: "Hvordan går det så med dig?. Og som du selv skriver, så hvis det endelig starter med at handle om en selv, så drejer den lynhurtig over på den anden og fokus er væk fra en selv. Det tror jeg dels er ens egen skyld, fordi man er ekspert i at få netop det til at ske, men måske også fordi den anden er vant til at det er sådan jeres forhold er.

3. Du føler ikke, at du kan fortælle hvordan du virkelig har det...

Og det kan jeg da godt forstå, hvis du ikke er vant til det eller har en status som den der hjælper andre og er den stærke.. så er det jo svært lige pludselig at bryde sammen, græde og bede folk om hjælp. Det er noget man skal lære og prøve nogle gange, før det føles rigtig.

 

Så hvis vi skal prøve at samle det hele, så virker det til at der er to ting som er afgørende for at du oplever det som svært lige nu. At du på den ene side står i et lille tomrum efter rejsen og hvad skal der ske med uddannelse/arbejde, og på den anden side nogle ting som har hobet sig op inden i og at du nu for alvor har brug for at få delt det med nogle mennesker, få støtte og hjælp af andre.

Og jeg synes du skal tage fat i begge ting på en gang..og jeg har faktisk en række muligheder for dig og jeg synes du skal vælge dem som virker mest rigtige for dig.. men du skal vælge nogl af dem, fordi du skal handle på det du mærker, så du kan komme fremad med dit liv :)

- Uddannelse, job og fremtid.. uha det er slet ikke nemt sommetider. Og der er tusindvis af unge der oplever at være et stort spørgsmål omkring det, måske fordi man ikke helt kan mærke hvad retning man skal i eller fordi der bare er så mange muligheder og at det er en stor jungle at finde rundt i det hele.

Hvis det er sådan, at du egentlig gerne vil i gang med en uddannelse på et tidspunkt, men ikke helt ved hvordan og hvad, så få fat i E-vejledningen. Det er en råadgivning på nettet, som er eksperter i alt det her og hvis de ikke selv kan svare eller hjælpe dig, så ved de præcist hvor du skal henvende dig der hvor du bor. De er super gode synes jeg.

Omkring job, hvis det er du gerne vil i en periode, så er der to muligheder.. det du gør nu og bare kæmpe videre med at prøve.. Det lyder til at du gør det rigtige. Den anden mulighed er at få ringe til jobcenteret i din by og få en aftale med en rådgiver. Så er der også hjælp at hente der.

Men alt det her med fremtiden, job og uddannelse kan jo virke ret uoverskueligt, hvis det føles svært inden i og du har svært ved at komme ud af sengen og derfor skal du have ekstra fokus på at få det bedre inden i også.. og her har jeg et par ideer. Og grundlæggend handler det om at du skal i gang med at få sat ord på det hele..

1. Du skriver til brevkassen her og det synes jeg er en super godt start og jeg håber du har fået noget ud af mit svar. Men næste skridt kunne være en anonym chat med en voksen rådgiver. En chat er et super godt sted at øve sig i at snakke om samtale med en anden. Og jeg synes du skal prøve det af.. her i cyberhus eller måske hos Børns Vilkår og deres forskellige muligheder. De har for eksempel en gratis og anonym telefonrådgivning, som kunne være rigtig god for dig, fordi det endnu mere minder om en rigtig samtale ansigt til ansigt.

2. Det andet er, at få meldt ud til dine forældre eller en voksen i din familie og her skal du bruge dit brev her. I dit brev forklarer du helt præcist, hvorfor det er svært og jeg tror den person der læser dit brev, vil forstå hvordan de skal lytte og hjælpe dig med at snakke om de her ting.

Jeg tror i stedet for at starte ud med at snakke om de ting du har det svært med, så start med at gøre det klart at det her med overhovedet at tro på at andre vil forstå og at du ikke er vant til det, er det vigtigste at få sagt. Fordi det vil gøre, at den person du snakker med er ekstra opmærksom på dig og at give dig ro og tid, så det bliver en god oplevelse.

Aflever brevet til dine forældre eller en anden i din familie som du stoler på og fortæl dem at du har brug for at snakke med den person, men at du gerne vil have de læser det her først, for det vil gøre det nemmere for dig.

3. Den sidste ide jeg har til dig er, at tage fat i en anden du er tryg ved. Det kunne være en veninde, en gammel lærer eller en helt tredie som du er tryg ved. Aflever brevet eller fortæl dem hvad det handler om og så kom i gang med at øve dig i at snakke om dig selv.

For det er det, det handler om.. du skal i gang med at opleve og lære at snakke om dig selv og om hvordan du har det.. og så håber jeg og tror på, at du vil opleve at det hele løser sig lidt op inden i og at du vil få mere energi til livet igen.

Det var mine tanker og råd, og jeg håber du kan bruge mine ord.. og så vil jeg ønske dig alt det bedste fremover..

Venlig hilsen

Erroll

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program