Hjælp..

brevkassespørgsmål

Hjælp..

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Kære Cyberhus.

Jeg står i en forfærdelig situation. Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 6 måneder.

Vi begyndte at have sex for 4 måneder siden. Og jeg har ikke været i stand til at få hende til at opnå orgasme. Hverken skede- eller klitorisorgasme. Først kommer jeg lige med en baggrundshistorie.

Jeg har altid været meget anderledes i forhold til de andre jeg kendte. Jeg har aldrig haft behov for at feste eller drikke, aldrig haft noget særligt behov for sexuel tilfredsstillelse modsat de fleste andre liderlige drenge på min alder og jeg har aldrig rigtig haft behov for at være særligt social. Jeg har dog altid haft et behov for at være elsket som desværre aldrig er blevet opfyldt. Jeg har haft et ret hårdt liv på mange måder. Jeg har altid stået i skyggen af min storebror, som altid har haft succes i alt hvad han foretager sig. Så mine forældre har aldrig holdt af mig på samme måde, og de har ofte ignoreret mig. Derfor har jeg altid følt mig overflødig, uønsket og haft lyst til bare at forsvinde. Jeg har dog altid været for kujonagtig til at gøre noget ved det og ende alt sammen. Så det er aldrig til mere end selvskade (næsten kun psykisk). At jeg har døjet med acne siden jeg var 12 har heller ikke ligefrem hjulpet mit selvværd. Derfor tilbringer jeg det meste af min tid i min egen personlige drømmeverden, som jeg udløser enten ved at spille eller lytte til musik specielt Radiohead, siden det får mig til at føle, jeg ikke er den eneste, som har det sådan med sig selv.. Lyt til sange som: ”Creep”, ”How To Dissapear Completely” og ”Motion Picture Soundtrack” og i vil forstå hvad jeg mener.

Men for et halvt år siden ændrede alting sig! Der gik den her pige i min klasse, som jeg altid har følt var ligesom mig på en måde. Hun havde en del venner og var mere social, men jeg følte alligevel, at der var et eller andet ved hende. Så jeg har altid haft lyst til at lære hende at kende i håb om en kæreste.. Til at elske mig og jeg elske hende.. En dag mødtes vi i samme bus, og vi begyndte at snakke. Vi fandt ud af at vi havde utroligt meget tilfælles! Og efter et stykke tid blev vi kærester. Siden det har mit liv ændret sig mere end jeg troede muligt. Min livsglæde er blevet 100 gange større! For første gang i alt for lang tid føler jeg mig elsket rigtigt! Hun elsker mig for, at jeg er anderledes, og efter jeg introducerede hende til Radiohead, er hun blevet helt forelsket i deres musik! Jeg elsker den her pige mere end noget andet, og jeg føler at hver eneste vejrtrækning hun tager er en gave til mig! Jeg elsker at gøre ting for hende, og jeg hende køber gaver, fortæller hende ofte hvor smuk hun er og hvor fantastisk meget jeg elsker hver enkel del ved hende! Hendes familie kan rigtig godt lide mig, så de føles næsten mere som rigtige forældre end svigerforældre.

Men alligevel på trods af mine bedste forsøg, kan jeg ikke få hende til at opnå orgasme.. Eftersom hun betyder så meget for mig, har jeg lige siden, vi havde sex første gang læst utallige bøger omkring ting som: Den kvindelige anatomi i underlivet, forskellige punkter jeg kan stimulere (G-Punkt, A- Punk, Klitoris osv.), hvordan sex påvirker hjernen og meget mere. Og bare rolig.. Jeg ved godt, at der skal meget mere til for at få hende til at opnå orgasme.. At jeg både tilfredsstiller hende fysisk, men også mentalt.. Jeg sørger for at hun er helt afslappet inden sex, og vi har massere af forspil (som sagt tidligere, har jeg ikke det store behov for sexuel tilfredsstillelse, så jeg sætter altid hendes behov før mine egne. Jeg kan dog rigtig godt lide at have sex, eftersom det bringer os meget tættere, og det føles som om vores personligheder smelter sammen i en stor masse). Hun har også nogle rimelig vilde sexuelle fantasier med ”dirty talk” og andet, så dem sørger jeg også for at initiere. Men uanset hvad jeg gør, virker det ikke. Det betyder virkelig meget for mig, at kunne give hende en orgasme! Jeg elsker hende så højt, og jeg vil så gerne kunne tilfredsstille hende ved, at kunne give hende samtlige former for orgasmer. Det går hende ikke på, siger hun. Hun siger: Det bare er sex og at hun elsker mig, ,en jeg ved godt inderst inde, at det selvfølgelig går hende på.. Jeg har indtil videre holdt humøret højt og troet på, at med træning, skulle det nok lykkes, men nu begynder jeg at tvivle. Hun siger, at de ting jeg gør føles rigtig dejligt, men det er som om at hendes orgasme ikke ”bygger op”, som når hun selv onanerer. Selv når jeg gør, ligesom hun gør, når hun onanerer, kan jeg ikke få hende til at komme. Jeg har ikke fortalt hende, hvor ked af det, jeg er, over at jeg ikke kan få hende til at komme. Det har jeg ikke eftersom, jeg ved, at hvis jeg presser hende på den måde, kommer hun ikke til at tænke på andet under sex, og så opnår hun selvfølgelig aldrig orgasme. Jeg har spurgt hende, dog ikke med direkte henblik på orgasme, om hun føler sig helt afslappet og tryg, når jeg vi har sex, og om hun føler, at hun skammer sig over sin krop. Hun svarer det ønskede til alle spørgsmål. Jeg ved godt, at det kun er 30% af alle kvinder, som har oplevet orgasme under sex, men jeg ved også at alle kvinder er i stand til det. Og jeg VIL være i stand til det!

Kære Cyberhus.. Vil i ikke give mig et råd!? Jeg har aldrig følt så meget afmagt, og haft det så usselt med mig selv, som jeg har det lige nu.. Vil i ikke nok gerne hjælpe mig..? Hvad kan jeg gøre for at give hende en orgasme? Jeg elsker hende så forfærdeligt meget..

Tak..

Svar: 

Hej med dig..

Hvor er det dejligt at høre dig beskrive jeres kærlighed og hvor er det dejligt for dig, at opleve hvordan jeres kærlighed har haft så stor og positiv effekt på dit liv. Ja, det at blive elsket og føle sig elsket, og kunne give kærlighed til et andet menneske er vigtigt i livet og det gør en forskel. Det oplever du og det er virkelig dejligt at læse.

Jeg bliver også nød til lige at tage hatten af for dig, for hvor skriver du helt fantastisk.. du har en gave og en evne der... vidste du godt det?

Men nu til dit spørgsmål, fordi jeg kan sagtens forstå dit brændende ønske og behov for at give din kæreste en dejlig orgasme. Jeg tror alle har det ønske, når de elsker et andet menneske. Man vil give den person det bedste af alting. Og her er sex jo en vigtig ting. Jeg kom i tanke om flere ting, da jeg tænkte over hvilket svar jeg skulle give dig, så vi tager dem lige en ad gangen.

1. Hvem er ansvarlig for at man kan få orgasme?

Du skriver flere gange, at "du vil give hende", "du vil være i stand til" og "Jeg kan ikke få hende til at opnå orgasme".. og du har læst om kvindens anatomi og forskellige former for orgasmer. Og du skriver at du har prøvet alt og sikrer dig, at hun er afslappet og alle de gode og dejlige ting du beskriver. Jeg tror du er en rigtig følsom og nærværende elsker for din kæreste. Og det er jo godt nok, men.....

Det er ikke DIT ansvar, at din kæreste får orgasme. Det er et FÆLLES ansvar. Det er altså lige så meget hendes ansvar, som det er dit, og det tror jeg er rigtig vigtigt du husker på og ved.

Orgasme er slet ikke så nemt at få og der er flere ting der spiller ind. Du nævner selv nogle vigtige nogle, men der er ikke nogen drejebog eller en tjekliste man kan følge, og så sker det. Fordi det handler om følelser og her er vi forskellige. Udover det, så er i begge stadig unge og det tager tid at finde ud af hvad der virker og hvad der ikke virker.

2. Din orgasme

Du skriver, at du ikke har noget særligt behov for selv at blive tilfredsstillet, men at du godt kan lide sex.. Det lyder til at du bruger al din opmærksomhed og dine kræfter på at tilfredsstille hende. Og her kan der faktisk godt ligge et svar til dig. Når fokus er på hende og du ikke lader dig selv komme til fadet, så kan det godt betyde at hun heller ikke helt kan slappe af. At det faktisk stresser hende, fordi hun kan sikkert godt mærke at du øsnker det rigtig meget, og det er faktisk et lidt stressende ansvar du lægger over på hende. Og lige pludselig vil hun sikkert også gerne have en orgasme for din skyld og bliver måske ked af at det ikke sker...for din skyld. Og det er lidt stressende, hvis vi skal have orgasmer for hinandens skyld, i stedet for vores egen. Det er som om man skal præstere og det kan faktisk have den modsatte effekt, nemlig at det bliver endnu sværere at få orgasme.

Et helt konkret forslag er, at når I næste gang har sex, så prøv at lade være med at tænke på hende, men kun på dig selv. Prøv at nyde det og gå efter at du selv kommer i en dejlig orgasme. Jeg tror måske det kunne tage nogle af spændingerne væk og faktisk være en befrielse for både dig og din kæreste, at du ikke kun har fokus på hendes orgasme. Der er også mange piger der synes det er frækt og dejligt, når en fyr tager hende og bare nyder det og er i det. Så gør det ikke så meget at det kun tager 5 minutter, men pigen mærker så, at du virkelig vil hende og bliver så liderlig af at være sammen med hende, at du slet ikke kan lade være med at komme.

3. Noget andet er, at jeg synes du skal vise hende det du har skrevet (Det er en af de mest rørende og smukke kærlighedserklæring jeg nogensinde har læst og jeg er ret sikker på at hun vil blive meget meget gald for den), men også mit svar. Fordi jeg tror det kunne være en ide at I får snakket om det her. At I får snakket om, at I skal slappe mere af omkring det med at få orgasme.

Jo mere man fokuserer på orgasmen og om man får tilfredsstillet hinanden hver gang, jo sværere kan det blive. Du/I har brug for at slippe orgasmetanken lidt.

Jeg tror du skal lære at nyde din orgasme, før du kan hjælpe din kæreste med at få orgasme. Og jeg tror din kæreste har brug for at mærke din orgasme, før hun kan få sin egen.

4. Tips og tricks

Jeg ville jo gerne give dig lidt tricks, men det kan jeg faktisk ikke, fordi vi er så forskellige alle sammen og det er noget I skal finde ud af SAMMEN. Det handler om, at I leger med det, aftaler at det ikke behøver at føre til en orgasme hver gang og tænker over, at sex og det at bliver liderlig (som er en forudsætning for en orgasme) sagtens kan være noget der sker ved en speciel berøring et sted på kroppen, at brysterne, nakken eller lidt dirty snak får en masse plads, før man går til makronerne.:)

I har haft sex i 4 måneder og det er slet ikke særlig lang tid.. Det tager tid at kende hinanden seksuelt, men jeg synes I er rigtig godt på vej og det er dejligt du er nysgerrig på det og gerne vil give hende den orgasme. Men det er noget I skal gøre sammen og ikke noget DU skal sørge for alene.

Derfor er det lige så vigtigt at din kæreste finder ud af, hvad hun tænder rigtig meget på. Og så skal hun enten gøre noget selv, vise dig det eller bare lege jer frem til det.

Så på med smilet, nyd jeres kærlighed, ingen panik og nyd DIN orgasme, det tror jeg faktisk er vejen frem, så skal det nok komme stille og roligt.

Alt det bedste her fra og håber du kunne bruge mit svar.

Venlig hilsen

Erroll

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program