Hej cyberhus!

Jeg har skrevet ind før, men jeg tror vidst der gik noget galt, siden jeg ikke har fået svar. Og hvis I har fået dette før så undskylder jeg for ekstra arbejde!Tja. Jeg har i flere år gåetrundt og tænkt på om jeg har en fobi.

Det er sådan at jeg tit og ofte slæber min kæreste, venner eller veninder med til alt hvor det er offentligt. Foreksempel Servering, fællesaktiviteter, morgen, middag og - aftensmad.
Jeg er på efterskole, og det er jo klart - der går vi op og ned ad hinanden hele tiden. Men jeg kan ikke, ikke, ikke være offentligt alene!
Når det er skrevet skulle man jo tro det er fordi jeg aldrig vil være alene, men dt er ikke sandt. Det er fordi jeg ikke vil dumme mig.

For at uddybe det så kan jeg slet slet slet sleeeet ikke tage at dumme mig foran andre/i offentligheden! Det er uanset om jeg falder, kommer til at smadre et glas, får en bold i hovedet eller andet. Jeg kan overhovedet ikke ta det! Jeg har intet imod at blive gjort lidt nar ad for sjov - Det gør mig og min bedsteveninde tit! Men hvis de er et uheld så kan jeg næsten finde på at grænde bare over at tænke på det.
For få uger siden ville jeg sparke ud efter en god ven for at give ham et lille puf i siden for sjov, men jeg får så overbalance og falder bagover, i det sekund han begynder at grine af mig er jeg ved at græde. Han stoppede dog med at grine og lovede ikke at sige det til nogen da han så mit ansigtsudtryk.

At blive grint ad, gjort nar ad (For sjov, selvfølgelig) eller når folk mangler respekt: At blive nedgjort. Det kan jeg sagtens tage, og at gå med til at lave noget dumt og lidt ydmygende ka jeg også sagtens. Men jeg kan ikke tage at der bliver grint ad mig når jeg som sådan er årsagen til det.

Hvis jeg bliver bedt om noget jeg ikke ved om jeg an finde ud af eller ej, bliver jeg varm i ansigtet og begynder at ryste, jeg prøver så vidt muligt at undgå det jeg ikke kan finde ud af.

Jeg har ofte tænkt på om det er perfektionisme, men det er det ikke rigtig, for der er mange ting der for mig overhovedet ikke behøver at være perfekt, jeg kan sagtens finde mig i en masse. Men for at så hvidt muligt undgå at jeg gør noget flovt i offentligheden tager jeg altid en med mig, på den måde føler jeg mig mere tryg omkring det jeg skal på det tidspunkt dt nu er.

Jeg håber egentlig bare lidt på at få et vink til om jeg bør opsøge en læge som kan hjælpe mig, eller om I måske kunne hjælpe mig med vad det kunne være?

Fortsat god ugefra mig!