Utro

brevkassespørgsmål

Utro

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Hej jeg er en pige på 12 år der er bange for mine kæreste er mig utro?:-/

Min kæreste ligger tit armen om andrea piger og spørger om de skal følges i klub:-(

En dag spurgte jeg om hvorfor han aldrig gjorde det ved mig mere? Ha sagde det var fordi han synes jeg hele tiden var sammen med en anden dreng. Men det er jeg overhovedet ikke! Prøver han at gøre mig jaloux og hvis han gør hvorfor så?

Svar: 

Hej med dig.

Det er fint, du skriver herind, når du går og er bange for, at din kæreste er dig utro. Det kan nemlig være rigtig ubehageligt at gå rundt med sådan nogle tanker.

For det første synes jeg, det er rigtig godt, at du har spurgt din kæreste, hvorfor han ikke holder armen om dig og spørger, om du vil med i klub, ligesom han gør ved de andre piger. Det kan nemlig være rigtig rart at få spurgt direkte om de ting, man går og tænker på.

Jeg kan godt forstå, du tænker, han måske prøver at gøre dig jaloux. Det er svært for mig at svare på, om det er derfor, eller om der er en anden grund til det.
Han svarer selv, at det er fordi, du også er sammen med andre drenge. Hvis det er derfor, kan det være, at han gør det for at du skal mærke, hvor ubehageligt det kan være, at ens kæreste holder om andre end en selv. Det kan være, han gerne vil vise dig, hvordan han har det, når du er sammen med andre drenge.
Du skriver, at du ikke selv føler, at du bruger tid med andre drenge. Selvom du har det sådan, kan det godt være, at han oplever det anderledes. Han holder sikkert rigtig meget af dig og er måske bange for at miste dig. Når man har det sådan, kan selv det mindste lille "hej" til en anden dreng virke som noget stort og gøre rigtig ondt.

Der kan være flere grunde til, at man bliver jaloux. Det meste jalousi kommer af, at man holder meget af den anden og helst ikke vil dele ham eller hende med andre. Det lyder som om, det er det, du oplever, og måske er det også det, han oplever.

Mit bedste råd til dig vil være at snakke med ham om det igen. Det kan være, I kan få snakket om, at det gør dig ked af det, når han holder om andre. Måske har han ikke selv tænkt over, at du bliver ked af det over det. Derfor er det vigtigt at få det fortalt. Når I snakker sammen, kan det også være, I skal snakke lidt om, hvordan I gerne vil være over for hinanden: er det fx ok, at man tager med andre piger eller drenge i klub, eller er det kun noget, I gør sammen? Ved at blive enige om sådan nogle ting, kan I lettere finde ud af, om den anden gør noget rigtigt eller forkert.

Hvis det er svært for dig at få snakket med ham om, kan du også prøve at snakke med en af dine veninder og fortælle hende, hvordan du har det. Hvis hun også kender din kæreste, kan hun måske også sige noget om, hvad hun tror om ham. Det er næsten altid rart at snakke med sine veninder om sådan noget, så det vil jeg råde dig til at gøre.

Jeg håber, I finder ud af det sammen, og at du kan bruge mit svar.

Vh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program