Min bedste veninde

brevkassespørgsmål

Min bedste veninde

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 16 år 8 måneder siden

halløjsa.
skriver fordi jeg gerne vil vide hvad jeg kan gøre for min veninde, når jeg føler jeg har prøvet alt for at hun skal få det godt, føler virkelig ikke mere energi til at hjælpe hende.
hver gang jeg prøver at hjælpe, og vi næsten har løst et problem, kommer der et andet et i vejen, så hele tiden er der noget at tænke over, virkelig forvirrende, for mig...
håber i kan hjælpe - håber ikke det var for meget på en gang.
Hilsen den ulykkelige pige :'(

Svar: 

Hej Ulykkelige pige

Det lyder som et meget stort ansvar du har påtaget dig, med at hjælpe din veninde. Følelsesmæssigt kan det være meget udmattende, når en man holder af har det skidt. Det må specielt være hårdt, når du ikke føler, at du kan hjælpe hende.

Det er sådan, at det ikke er alle problemer som veninder kan hjælpe hinanden med. Nogle gange er der brug for en voksens hjælp. Måske er det sådan med din veninde.

Har I snakket med en voksen om, hvordan hun har det? Her tænker jeg på hendes forældre, en lærer på skolen, eller måske dine forældre. Det er vigtigt, at din veninde får snakket med en voksen, som kan hjælpe hende. En voksen som hun stoler på og føler sig tryg ved. Du skal ikke stå alene med ansvaret for at hjælpe hende.

Jeg synes, at du skal foreslå din veninde at snakke med en voksen om sine problemer. Hvis hun ikke har lyst til det, kan du fortælle hende om Chatrådgivningen i Cyberhus. I Chatrådgivningen kan hun anonymt chatte med en rådgiver, og sammen kan de to prøve at finde ud af, hvordan hun bedst får hjælp.

Du er en rigtig god veninde, fordi du forsøger at finde hjælp. Du skal vide, at det er helt rigtigt af dig, at du nu siger stop, fordi du ikke har energi til at hjælpe din veninde mere, og at du i stedet søger råd i Cyberhus. Det er vigtigt, at du finder en som du kan dele dine tanker og bekymring med, da det er for hårdt for dig, at gå alene med. Det kan være utrolig svært, når en man holder af, har det skidt. Du er altid velkommen i chatrådgivningen, hvis du har brug for at snakke om det.

Mange tanker
Denise
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program