Tænker på hvad andre tænker?

brevkassespørgsmål

Tænker på hvad andre tænker?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 16 år 2 måneder siden

Hej.

Jeg er en af de personer der går ekstremt meget op i hvad andre tænker om mig, selvom jeg egentlig helst ikke vil.
Kan man gøre et eller andet for at tænke lidt mindre over det, og ikke at være så kritisk over for sig selv, i form af at man tror andre tænker det værste om en? Eller er det bare noget der er en del af alderen, som går over en skønne dag? Ved det er nogle meget konkrete spørgsmål, og at det sikkert er svært at svare på, men lidt kan hjælpe mig meget.

-Pigen

Svar: 

Kære Pigen

Det er til en vis grad godt, at vi går op i, hvad andre tænker om os, da det hjælper os, når vi skal omgås andre mennesker. Men det kan helt klart blive for meget.

Du fortæller, at du går ekstremt meget op i det, at du er meget selvkritisk, og dermed tror, at andre altid tænker det værste om dig. Det kan være enormt anstrengende, hvis man altid føler, at man bliver vurderet af andre – og specielt, hvis man bilder sig selv ind, at det er en negativ vurdering. Det kan gøre det svært, bare være sig selv. Og det er hårdt, hvis man altid føler, at man skal lægge en facade i andres nærvær.

Du stiller spørgsmålet, om du kan gøre noget ved det, eller om det blot er noget som går over med alderen. Det er forskelligt, hvor meget folk går op i hvad andre tænker, da det bunder meget i det selvværd man har. Du fortæller, at du er meget selvkritisk, og det kan betyde, at du ikke er så god til at se de positive sider ved dig selv. Det er vigtigt, du husker at rose sig selv, så du anerkender, når der er noget, som du er god til. Det kan være godt, hvis du engang imellem sætter sig ned og tænker over de gode egenskaber, som du faktisk har. Hvis du er opmærksom på dine gode kvaliteter, kan det måske give dig lidt mere selvtillid og dermed gøre dig en smule mere selvsikker i samværet med andre.

Når det er sagt, så tror jeg også, at en del af det, at du tænker meget over, hvad andre tænker, har noget at gøre med din alder. Det kan være rigtig hårdt at være 16 år. Det er et tidspunkt i livet, hvor du skal til at finde ud af, hvem du selv er. Det er et stort spørgsmål, som du pludselig skal til at forholde dig til, og du har brug for at afprøve forskellige ting, inden du helt finder ud af, hvem du selv er. Og netop derfor kan du bliver meget følsom over for, hvad andre tænker om dig. Med tiden vil du blive mere sikker på, hvem du selv er, og hvad du selv står for. Det kan måske gøre dig mindre opmærksom på, hvad andre tænker.

Hvad kan du helt konkret gøre nu? Jeg tror, at det er vigtigt for dig, at du lærer at sætte pris på de gode kvaliteter, som du helt sikkert har. Skriv 8 -10 punkter ned på et stykke papir, og uddyb dem. Det kan fx være, at du er en god veninde – så skrive det som et punkt. Og beskriv derefter, hvad der gør dig til en god veninde. Det kan også være, at du er god til håndbold, er en dygtig elev, nem at snakke med osv. Når du har lavet listen, skal du jævnligt sætte dig ned og læse det. På den måde, kan du blive mere opmærksom på dine gode kvaliteter, og dermed måske mindre selvkritisk. Det kan være, at det også kan hjælpe dig, når du er sammen med andre, når du inderst inde godt ved, at du er god nok.
Du skal altså træne dig selv i, at se de gode sider ved dig selv.

Jeg ved godt, at det kan være svært, at skulle beksrive de gode sider ved dig selv. Listen skal du derfor heller ikke lave på én dag. Give dig selv en uges tid, hvor du tænker over det, og skriv så efterhånden punkterne på.

Er det for svært en opgave, kan du istedet måske finde en at snakke med om, hvordan du har det. En god veninde, dine forældre, eller en anden voksen. Du er også velkommen i Cyberhus Chatrådgivning, hvor du anonymt kan chatte med en rådgiver.

Jeg ønsker dig held og lykke.

Kærlig hilsen
Marianne
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program