Hej Loa.

Skønt jeg har adskillige problemer og tit ikke har lyst til at leve, drejer det største problem sig lige for tiden om kærlighed.
Jeg undskylder på forhånd hvis dette brev bliver alt for langt og uoverskueligt, men jeg bliver bare nødt til at få noget hjælp.

Det hele handler om ham her fyren på 20 år, som jeg lærte at kende igennem en veninde for et år siden.
Vi havde skrevet et stykke tid sammen hvorefter vi aftalte endelig at mødes. Jeg sov hos ham, og vi havde fantastisk sex, trods det var første gang vi mødtes. Fra min side var det kærlighed ved første blik.
Jeg var totalt skudt i ham, og sikker på at han var blevet min kæreste. Men jeg fandt så senere ud af, at han altså stadig betragtede sig selv som single, hvilket gjorde mig rigtig ked af det.

Jeg var hjemme ved ham næsten hver dag, og vi nussede, kyssede og havde sex. Ja faktisk opførte vi os som kærester.
Vi gik hånd i hånd nede i byen, han købte roser og andre gaver til mig, og alt var fryd og gammen. Det eneste der var galt, var sådan set at vi stadig ikke kaldte os for kærester.

Jeg gik hver dag og håbede på, at han snart ville blive min kæreste. Mine venner sagde gang på gang at jeg skulle få spurgt ham hvad det egentlig var vi havde gang i, siden vi kunne være intime sammen uden at være kærester. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Jeg ved ikke hvad jeg var bange for.
Måske at han ville tro jeg lagde meget mere i det, end han nogensinde havde gjort. For sådan følte jeg det virkelig.

Når folk spurgte mig om jeg havde en kæreste, ville jeg allerhelst svare ja, for han var jo som en kæreste for mig. Men jeg kunne jo ikke kalde ham min kæreste, når tingene i virkeligheden ikke hang sådan sammen.

Tiden gik og ingenting ændrede sig. Vi sås, havde sex, men var stadig ikke kærester. Jeg blev mere og mere ked af det, og kunne mærke hvor meget jeg blev ødelagt indeni af det hele.

Jeg så rundt omkring på nettet, hvor meget han flirtede med andre piger. En dag fortalte han mig faktisk også, at han altså var ved at score en pige som han var rigtig vild med. Alligevel inviterede han mig hjem, og vi havde som vanligt sex. Jeg følte mig seksuelt og mentalt misbrugt og udnyttet, og vidste ikke hvordan jeg kunne sige fra.

Jeg var ikke i stand til at se andre fyre, selvom han tydeligvis ikke havde noget problem ved at se andre piger. Jeg følte mig bundet til ham og havde aldrig nogensinde prøvet at have så mange følelser for en fyr før.
Faktisk er han den første jeg har forelsket mig i. Mine tidligere kærester har bare været en smule teenageflirt, jeg ikke har lagt noget videre i. Men som sagt lå alle mine følelser hos ham, og jeg var ikke i stand til at give noget af mig selv til nogen andre.

Jeg græd hver dag, oftest om aftenen. Somme tider blev jeg oppe en hel nat, fordi jeg var for ked af det og frustreret til at kunne sove.
Jeg skar i mig selv, men det har jeg nu gjort i mange år og er et helt andet problem. Hver gang hans navn blev nævnt bukkede jeg sammen i gråd, uanset hvor jeg befandt mig.
Af og til blev jeg hjemme fra skole, fordi jeg havde det for skidt på grund af ham. Alt i alt havde jeg det altså helt ubeskriveligt dårligt og kunne ingenting magte.

Et par gange da vi skrev sammen over Internettet fik jeg sagt til ham at jeg ikke havde lyst til at ses mere, når det hele alligevel bare drejede sig om sex.
Det var mere eller mindre min måde at give ham et ultimatum der lød på, at hvis han ikke havde i sinde at blive min kæreste, var jeg ikke interesseret i at være intim med ham mere.
Jeg tror i princippet godt han forstod pointen ved det jeg skrev selvom jeg pakkede det godt ind, men alligevel snakkede han udenom og gav mig aldrig et klart svar jeg kunne bruge til noget. Han fortalte mig at han godt kunne lide mig og ikke kun tænkte på sex. Alligevel gjorde han aldrig en dyt ved situationen, og det fortsatte i samme retning som før.

For knap to måneder siden tog jeg mig sammen og skrev en lang og detaljeret mail til ham, hvori der stod beskrevet mine inderste følelser, hvordan jeg gik og havde det og hvad jeg tænkte om hele situationen.
Jeg fik ham fortalt for første gang, hvor forelsket jeg var i ham, hvor meget han betød for mig, og hvor meget jeg ønskede at være hans kæreste. Hvor tit han fik mig til at føle mig mindreværdig, hvor meget han rent faktisk sårede mig, og så meget andet jeg havde på hjerte.
Jeg sluttede mailen med at skrive, at vi ikke kunne ses mere, fordi jeg ikke kunne blive ved med at lade ham ødelægge mig. Jeg fortalte at jeg havde brug for at komme over ham, og den bedste måde ville være, ikke at snakke eller ses med ham længere. Når jeg engang forhåbentlig ville være kommet over ham, kunne vi naturligvis begynde at kontakte hinanden igen – hvis han ellers var interesseret i det.

Jeg sendte ham mailen, og håbede inderst inde at han ville tage det til sig, forstå hvor meget jeg elskede ham og endelig blive min kæreste. Men jeg regnede dog med at han ville gøre som jeg bad ham om i mailen – ikke at kontakte mig mere.
En times tid efter, fik jeg en lang mail tilbage fra ham, hvor jeg virkelig fik hele turen. ”Jeg går i seng med dig, fordi jeg er tiltrukket af dig.” ”Jeg ønsker at pigen viser at hun vil have mig, og at hun tager det første skridt og fortæller hvad det er hun vil have.” ”Jeg venter bare på at en pige viser mig at hun elsker mig, det er det eneste, og når hun gør det, tager jeg højst sandsynligt hende!”

- Nøjagtigt som han har svaret alle de andre gange jeg har bragt emnet på bane. Men jeg har jo netop fortalt ham at jeg elsker ham. Jeg har fortalt ham at jeg er forelsket i ham. Jeg har fortalt ham at jeg mere end noget andet ville ønske at blive hans kæreste.
Det er præcis de ting han beder om, og alligevel gør han ikke noget ved det. Hvad mere kan jeg give ham? Hvad mere forlanger han, for at blive min kæreste?

Siden jeg sendte ham mailen, har vi ikke set hinanden. Der er altså gået ca. to måneder uden den store kontakt. Endelig kunne jeg begynde at glemme ham igen, selvom jeg godt nok har prøvet det igennem det sidste års tid – uden held.

Så her nytårsaften var jeg til en fest. Det banker på døren og jeg går ud for at åbne. Og det viser sig så, at han er blevet inviteret til den samme fest. Jeg giver han et hurtigt knus hvorefter jeg løb ud på badeværelset for at gemme mig. Heldigvis får mine venner mig overtalt til at blive. Jeg hælder mere og mere alkohol i mig for at komme væk fra situationen. Som aftenen skrider frem, begynder han dog at snakke til mig, og det ender faktisk med at vi nusser, kysser og holder om hinanden. Han fortæller at han har savnet mig og siger jeg skal overnatte hos ham. Dum som jeg er, siger jeg ja.. Og nu er det hele tilbage hvor vi startede.

Hvad skal jeg gøre? Jeg ved vitterligt ikke hvordan jeg kan få mig selv ud af dette her. Det føles som et ondt eventyr der aldrig vil stoppe. Jeg har prøvet adskillige ting, for at komme over ham.
Jeg har haft sex med andre, haft andre kærester, bildt mig selv ind at jeg ikke er forelsket i ham, ladet være med at skrive og ses med ham. Jeg har prøvet alt, og lige lidt hjælper det.

Hvordan får jeg følelserne for ham slået ihjel?
Nu er der gået et år, og de er blot blevet mere intense og virkelige.
Hvordan kommer jeg over ham og får ham glemt?
Hvordan får jeg slået fast én gang for alle, at jeg ikke blot er et sexobjekt, men også har følelser der skal tages hensyn til?
Hvordan får jeg ham forklaret at hvis vi skal ses mere, ønsker jeg at blive hans kæreste?

Jeg står på bar bund, og ved overhovedet ikke hvad det optimale er at gøre. Jeg har ventet i et helt år på at han enten ville blive min kæreste, eller at mine følelser for ham ville forsvinde. Intet er gået i opfyldelse, og jeg har virkelig inderligt brug for nogle råd. Hvad kan jeg gøre for at få mit liv tilbage?

Hilsen den ulykkelige forelskede