Kære Brevkasse.
Jeg er gået fra min kæreste gennem næsten to år i januar måned.

Vi havde store problemer med jalousi og rigtig mange skænderier på den konto. De sidste halve år vi var sammen tænkte jeg for det meste på hvordan jeg "kunne slippe væk fra ham" og prøvede da også flere gange at gå fra ham, hver gang lovede han bod og bedring, men blev alligevel ved med at blive sur over de mest ligegyldige små ting og anklage mig for utroskab (jeg har aldrig været utro). På trods af alt dette kunne vi have det rigtig godt ind i mellem.

Til sidst blev det dog for meget, jeg måtte ikke rigtig noget (eller det vil sige jeg var nødt til at lade være med en masse ting hvis jeg ville undgå endnu flere skænderier). Alligevel opdagede jeg han gjorde en masse ting som HAN ville flippe total ud hvis jeg GJORDE.

Den første månedstid efter jeg var gået fra ham havde jeg det bare SÅ godt. Jeg snakkede med alle mine venner og gik ud alt hvad jeg havde lyst til og den slags. Jeg var helt høj fordi jeg bare kunne bestemme over mig selv og være ude så længe jeg ville og sådan noget.

Jeg skiftede nummer så han ikke kunne kontakte mig via telefonen, men havde ham stadig på min msn. Hvergang vi skrev sammen i msn, kom vi op og skændes om ting der var sket i fortiden og selvom han "ville have mig tilbage" blev han alligevel ved med at skrive om alle de ting jeg havde gjort forkert "gjort ham jaloux med vilje og alt sådan noget".

En dag skrev han at han havde spist 70 sovepiller, han har flere gange truet mig med selvmord uden der er sket noget og jeg har før prøvet det med andre kærester uden der er sket noget. Så jeg tog det ikke videre alvorligt - de næste dage hørte jeg ikke noget fra - og jeg var helt vildt glad for at jeg havde fået "Fred" fra ham.

Desværre havde han så virkelig taget de piller og var blevet indlagt og alt sådan noget. Efter jeg fandt ud af det var det som alt ændrede sig, jeg begyndte at tænke rigtig meget på og havde lyst til at tage ham tilbage. Jeg begyndte virkelig at savne ham.

Efter han var udskrevet skrev vi sammen en enkelt gang på msn, han skrev at hans selvmordsforsøg var min skyld og at han havde gang i en eller anden pige nu. Efter den samtale (hvor han var ret så led) blokerede jeg ham fra msn, skype og email.

Han bor 300 km fra mig så det er ikke fordi vi lige render på hinanden. Derfor har vi ikke haft kontakt overhovedet de sidste par måneder. MEN jeg bliver ved med at tænke på ham, og det er hver dag en styrkeprøve at lade være med at kontakte ham.

Jeg må også gøre mig rigtig umage for at lade være med at udspørge fælles bekendte om hvad han laver og sådan noget.

Hvad er der galt med mig ? Hvorfor bliver jeg ved med at have det dårligt over ham ? Jeg vil jo ikke have ham tilbage ? (eller det vil sige jeg vil ikke have lyst til at ville have ham tilbage) Vores forhold var et stort mix af anklager, skænderier og psykisk terror, det er ikke en overdrivelse at vi fik hinandens dårligste sider frem.

Jeg har været sammen med en del andre fyre siden, og det er da rart nok, men de siger mig ingenting, jeg er ligeglad med dem, de er bare sex og fysisk nærhed ikke andet. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig siden jeg ikke kommer videre?

Tror I det er en god strategi slet ikke at have kontakt med ham ? Eller er det mon lettere at komme videre hvis jeg snakker med ham og bliver mindet om hvor led han kan være ?

Jeg ved at hvis jeg snakker med ham vil han fortælle mig hvor dum og egoisktisk jeg er og at jeg garanteret var utro dengang -. og at han ved jeg har gjort dit og dat ...

Det er skræmmende man kan være så tiltrukket af noget man udemærket godt ved er dårligt for en. Alle i min omgangskreds har uden undtagelse sagt at det er godt jeg er gået fra ham.

Håber I har et råd eller to ...

Tak for en god brevkasse