Hej.

Jeg bruger normalt ikke dette site, men da jeg kan få lov til at være anonym uden fare for at min omgangskreds/lign. kan falde over mit "brev" vælger jeg at bruge siden.

Jeg er netop fyldt 14 år i August, og jeg går i 7. klasse. Jeg har siden 11-12 års alderen ikke rigtigt kunne følge med i venindernes samtale når den gik på fyre osv. - Jeg fattede ikke rigtigt hvad der kunne være så fantastisk ved dem, kan man sige. Til gengæld kunne jeg se det fantastiske i piger, men jeg var jo "kun" 11-12 år dengang, og jeg nævnte det derfor ikke for nogen. For tænk hvis det ændrede sig, og tænk hvis jeg tog fejl.

Nu er jeg 14 år, og mht. til piger og fyre er der ikke noget der har rykket sig. Som 12-13 årig havde jeg for så vidt også et slags forhold til en pige, kan man sige. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke sagt noget til nogen, og hun havde aldrig nævnt noget mht. om hun var bi/homoseksuel, overfor mig.. Men.. Igennem en del måneder begyndte vi stille og roligt og være mere end tæt knyttede veninder. Det blev til kys, intime berøringer osv. - også en del "Jeg sover hos en veninde i weekenden" ture, hvor vi sov hos hinanden og lavede lidt af hvert. Og helt ærligt, så kan jeg ikke komme på noget mere fantastisk end en morgen og vågne op, og have et fantastisk pigebarn ved sig der rører én, så det sitrer og kildre mere end man troede var muligt.

Anyway, der blev aldrig sagt noget om, hvordan det hele hang sammen mellem os. Det fungerede bare sådan uden nogen af os sagde noget om det, og alle de intime ting vi havde blev aldrig nævnt imellem os, og vores venskab fortsatte med at være lige så stærkt og tæt.

Hun flyttede desværre væk, pludseligt, og jeg var meget forvirret.. Senere kom jeg i kontakt med hende igen, to år efter, hvor jeg forlængst havde erkendt overfor mig selv at jeg sandsynligvis er homoseksuel, og derfor fortalte jeg hende det også ligeud. Hun reagerede heldigvis positivt, og fortalte, at efter et mislykket forhold til en fyr, havde hun givet op, og havde sat sig selv i "Bås" som biseksuel. Langsomt begyndte vi og tale om hvad der skete, tilbage for to år siden, og hun fortalte - til min glæde - at der var følelser i det for hende, dengang, og at hun gerne ville forsøge igen.

I sommerferien fik jeg fortalt min storesøster, som jeg er meget tæt knyttet til, at jeg var lesbisk. For to måneder siden fortalte jeg min mor det, og min far har fundet ud af det nu. Alle har reageret meget positivt, og deres eneste betænkelighed var, de høvl og slag jeg kan/kunne risikere at få fra omverdenen af.
Enkelte venner og veninder ved det også, og det er fuldt ud accepteret. Det betyder enormt meget for mig.

Jeg går i skole i en lille landsbyskole som jeg skal forlade her til sommerferien, for at flytte til en større, da skolen kun går til 7. klasse, og somsagt er skolen jo meget lille.. Og indavlet og gammeldages. Derfor ved ingen klassekammerater at jeg er homoseksuel, og det piner mig sgu lidt. Alle kendte udmærket til den pige, jeg havde et "forhold" til, men ingen ved hvad vi har haft sammen udover et nært venskab, og kommer det frem, er jeg næsten sikker på, at det får fatale konsekvenser.
Jeg går i en utrolig god og sammentømret klasse på 17 elever, og lærerne er udmærkede. Derfor ærger det mig også så vildt, at jeg muligvis mister veninder og venner på, at de ved "hvem jeg er," !

Det er ikke fordi, der skal være noget specielt ved at jeg er homoseksuel, overhovedet ikke, men jeg er træt og ked af, at jeg skal gå og lade som om, jeg kan snakke med i deres evindelige samaler om fyre, for de siger mig intet.

Jeg vil gerne kunne sige "Det her er min kæreste." som alle andre af mine veninder kan, men det føler jeg ikke rigtigt jeg kan nu, desværre.

Jeg er klar over, at ting kan ændre sig, og mange ser stort på, at jeg "kun er 14 år", men det synes jeg ikke, gør mig uværdig til at få et relevant svar der siger mere end "det ændrerer sig sikkert." For har ikke ændret sig i de 3-4 år, og på stående fod har jeg brug for et svar, der kan hjælpe mig i min situation som den er nu.

Alle mulige mærkværdige tanker har allerede slået mig. Ting såsom hvis det aldrig ændrer sig, så kan jeg ikke være i stand til at give mine forældre et biologisk barnebarn, og jeg vil altid få høvl fra dumme idioter, og selvom jeg ved de er idioter, gør det sgu stadig ondt og blive kritiseret for at indrømme hvem man er.
Hele mit liv har jeg fået smidt "Hun er et kønt barn, hende du har. Hun får nogle smukke børn, så køn hun er." kommentarer henover hovedet på mig, henvendt til mine forældre der stolt har nikket. Jovist, jeg skulle nok få smukke børn.
Men hvad fanden hvis ikke?

Min mormor opfatter det som "synd for mig" at jeg er homoseksuel, og det gør mig rasende. For det siger inddirekte, at hun synes det ville være bedre, hvis jeg ikke var, og jeg vil sgu gerne accepteres og elskes for den jeg er, ikke for hvad dukkebarnet ser ud til at være.

I forgårs var hele familien samlet på en resteuarant, og midt i det hele falder samtalen på homoseksuelle. Min bror på otte år, ved naturligvis intet om det, og midt i det hele udbryder han "Homo´er er sgu da for klamme!" Og så blev der stille. For resten af bordet vidste godt, hvad jeg var. Det sårede mig, sgu. For han er kun otte år, og kan slet ikke udtale sig om det, men vi er så tæt knyttet, ham og jeg, at jeg er skide bange for, at han som ældre vil få forstærket sin mening. Og så er en "homo-søster" jo for fanden ikke lige det bedste og få.

Alt i alt synes jeg det hele lidt er noget rod.. For selvom jeg bliver accepteret for det af venner og familie, føles det som om, alle skjuler deres ærlige mening for mig indevendigt. Jeg kan ikke bare sige "fint, rend mig." for deres mening betyder sgu noget, for jeg elsker de mennesker. Min familie og venner er alt, og det ville gøre så forfærdeligt ondt, hvis deres kærlighed til mig ikke var betingelsesløs..

Jeg vil så gerne kunne indrømme, for alle, hvad jeg er. For folk er sjovt nok også begyndt og spørge mig, om jeg er homoseksuel, hvor jeg så siger nej og atter nej. Løgn og latin.

En enkelt veninde var ved og tabe ansigtet, da jeg sagde det, og hun udbrød "Jamen du er jo slet ikke drenget!" - som om lesbiske skal være drenget, og bøsser skal være feminine? Well. Åbenbart. Men det måtte jeg så skuffe hende med. For ja, jeg elsker og være feminin og se godt ud.

Det næste fra hende - og samtlige andre - var, at jeg "både er intelligent, sød og sjov. Og ser helvedes godt ud, så hvorfor?" -
Sådan noget kan gøre mig ærgelig... Virkelig ærgelig..

Men dukkebarnet skal jo også se godt ud, være sød og dejlig og ikke mindst intelligent, ikke? Folks forventninger til én er jo så helvedes høje, at falder man ned fra dem, er man på randen til afgrunden.

Det er hvertfald min videre konklusion, udfra mine erfaringer.

Med venlig hilsen
C

PS. Jeg vil virkelig sætte pris på et svar, selvom mit brev er enormt rodet og intetsigende. (: