Hej Brevkasse.

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har det virkelig elendigt.

Jeg flyttede fra min første skole, en privat skole i 4. klasse til en folkeskole, og jeg var åbenbart meget anderledes og det blev jeg så mobbet for. Uanset hvad jeg gjorde for at passe ind, var jeg bare hadet.

Jeg fik dog én "veninde" hende var jeg sammen med hver dag, men hun var ikke en særlig god veninde, hun droppede mig efter der kom en ny i klassen, og så var hun sammen med hende, og udnyttede mig bare når hun ikke var der. Derudover var hun også mega upopulær ligesom mig, jeg blev mere upopulær af at gå med hende, men jeg havde ikke andre, og den nye pige blev også upopulær. Det skal siges at alle der var i min klasse havde såkaldt popstil med dyrt modetøj osv. hvilket jeg ikke har råd til. Alle drengene var bare nogle players der bare skulle ud og kneppe nogle duller, og ja.. pigerne var mildest talt nogle duller, også var der jo os "outsiders"

Men pga. min "veninde" begyndte jeg på et fritidshjem, jeg havde lavt selvværd og en dag sad jeg og tænkte på om jeg, lille mig, nogensinde ville få en kærste.. eller blive rigtig forelsket..

I samme sekund kom den mest nuttede dreng ind, med det mener jeg ikke "lækker" synes det er lidt overfladisk at bruge, men på hans søde udseende dømte jeg en helt særligt sød personlighed til ham, og jeg blev straks forelsket da jeg så ham, modsat dem fra min klasse som smadrer alt og ikke snakker om andet end sex, var han vildt sød og flink. Jeg fik snakket med ham, men jeg gjorde mig vidst lidt til grin..

Jeg så ham ikke igen i flere måneder, selvom jeg hverdag bad til at jeg bare MÅTTE se ham igen, han var jo så sød...

Min veninde var ingen hjælp hun var totalt "ej hvis han var så sød, så har han nok en kæreste. Du skulle hellere tage at være sammen med mig" fordi hun ikke havde andre...

Men så kom december 2007 og jeg så ham endelig igen, jeg havde skiftet stil meget og han kunne heldigvis ikke kende mig. Han sad inde i et rum, og lavede noget med nogen ledninger der var gået i stykker, mens en lidt yngre pige, nok omkring 11 (på det tidspunkt var han 15) stod og svinede ham til, sagde han var pissegrim og han havde en kæmpestor næse. Hun sagde så til mig, at jeg skulle sige han var grim, mens han sad og hørte det, så jeg forsvarede ham selvfølgelig, også begyndte vi at snakke igen.

Vi kom tættere og tættere på hinanden, han var fuldstændig som jeg havde forestillet mig det. Sød, kærlig, ikke sexfikseret, men heller ikke "add sex" og han var sjov og barnlig, uden at være overdrevet han var bare perfekt på alle måder. Han så også så sød ud syntes jeg.

Men i løbet af 2008 blev vores venskab mere og mere useriøst og drilsk han havde ændret sig meget i udseendet, han havde fået ret langt hår osv. jeg havde også ændret mig meget, men mine følelser for ham havde slet ikke ændret sig. Jeg flyttede til en anden privatskole tilbage før sommerferien, og fik en masse nye venner, mere selvværd osv. og jeg går stadig på den skole den dag idag.

En dag i bussen sad vi igen og snakkede også fortalte han mig han havde en kæreste, og han var ikke jomfru. Selvfølgelig i sammenhæng, men jeg kan huske jeg var knust. Virkelig ked af det.

I næsten 2 år var jeg forelsket i ham indtil d. 19. nov. 2008 der skete der noget helt vildt... Jeg havde drømt om det så længe... Vi stod og krammede som venner, og jeg kunne mærke at han sank sine hænder, så jeg gjorde det samme, det blev mere og mere intimt, og tilsidst så følte jeg mig klar til at sige at jeg elskede ham, og hele tiden havde gjort det.

Han sagde han også elskede mig, og vi begyndte at kysse. Mit første kys. Også blev det til snav.. også mit første, også kælede vi og det blev til sex. Han kom ikke ind i mig, selvom han havde fået kondom på og vi prøvede, men det mislykkedes. Han fortalte mig desuden at han faktisk var jomfru, og han havde åbenbart ikke en kæreste.

Vi blev venner, kærester på facebook, det blev offentligt, han viste mig endda frem til 2 af sine venner "Det her er min kæreste" han virkede så glad for mig, og vi havde det rigtig godt sammen.

Jeg mistede så min møddom til ham en uge efter vi kom sammen. Jeg følte mig virkelig klar, jeg havde ventet i 2 år, og jeg tænkte den dreng ville aldrig såre mig. Overraskende totalt utroligt hvor meget jeg tog fejl.

Så d. 7 december 2008 et par uger efter vi gjorde det, slog han op på SMS. Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere forladt, ensom, ulykkelig hele mit liv. Ja stor lyst til selvmord, og jeg græd mig selv i søvne.

Vi lavede en aftale om at snakke den følgende onsdag det hele var planlagt, også da jeg skrev til ham "Jeg er hvor vi aftalte" så skrev han bare "Ja og jeg fik at vide jeg bare skal tage hjem nu" fuldstændig ligeglad med at han sårede mig og brændte mig af.

Som tiden gik blev jeg mere vred over at han slog op på SMS, jeg troede bare ikke han var sådan... Jeg elskede ham virkelig.

Jeg begyndte at tro det havde noget med hans lillesøster at gøre, hun er en af de der poptøser, og hndes bedsteveninde hadede mig hvertfald virkelig meget, jeg kendte hende fra en sport jeg gik til, og hun havde bare altid hadet mig. De gik tit og bagtalte mig, så jeg tænkte de måske havde sagt til ham, han vidste godt jeg ikke brød mig om dem, så ja...

Jeg spurgte ham hvorfor han sagde han elskede mig når han ikke mente, der svarede han "Fordi da jeg sagde det der elskede jeg dig"

Jeg blev rimelig ked af det, og jeg ville jo egentligt sige alt til ham face to face, men han ignorerede mine beskeder, og han undgik mig i bussen og gad ikke mødes.

Så jeg skrev alle mine følelser til ham, jeg var også meget vred så jeg skrev også ting som at han ikke er en skid værd, og ligner opfører og staver som en 3. klasser osv. på samme tid med at jeg skrev jeg virkelig var såret og ked af det, og ikke kunne forstå hans handlinger.

Han skrev bare ting som "Du er den eneste jeg ikke vil elske" og "Jeg er da ligeglad" "Hvad vil du have jeg skal gøre ved det"

Jeg havde allerede købt julegave til ham, gik på ret mange 100kr. næsten alle mine lommepenge, men jeg var ligeglad. Jeg elskede ham.

Tilsidst blev jeg virkelig vred og ked af det, fordi han var så ligeglad, så jeg besluttede mig for at tage en cola, hælde den udover ham og komme videre. Jeg tog så den bus han ikke plejede at tage, for at se om det er den vej han ville undgå mig, og ganske rigtigt. Han kom ind senere, så mig (desværre) og satte sig i den anden ende.

jeg var så klar til at hælde den udover ham og bare sige, "Og det får du for at lege med mine følelser" men da han så rejste sig op og var på vej ud, stod jeg selvfølgelig også af, men så satte han sig bare ned igen, og kiggede på mig, også væk igen. Det her skete forresten idag d. 4 feb. 2009

Jeg tænkte jeg ville lave en facade overfor ham, en rigtig glad en. Så jeg skrev bare "Jaja, jeg skal nok få ram på dig :)" også svarede han bare "Never" vi havde en længere diskussion, han skrev jeg ikke skulle gøre noget jeg ville fortryde og jeg svarede bare "Hvad vil du gøre? Slå mig? ingen fysisk vold kan hamle op med det du udsatte mig for psykisk" han skrev bare at jeg skulle sige det igen, når jeg lå på jorden og kæmpede efter vejret, jeg skrev at det er fint han vil sætte sin karriere på spil og et par dage i fængsel bare for at gøre det mod mig, så sagde han at han er ligeglad bare han kan slippe for mig.

Jeg skrev bare at han kan slippe for mig når jeg får ram på ham og sådan fortsatte det. Også begyndte jeg at stille ham spørgsmål.

Han skrev ting som at han aldrig havde haft følelser for mig, så spurgte jeg ham hvorfor han så påstod han elskede mig, han svarede at han var desperat, også spurgte jeg "Desperat efter hvad, en kæreste fordi ingen andre ville?" også svarede han "Nej for ingen andre var i nærheden og den chance kom så tog jeg den" så skrev jeg "Er du den samme person, som jeg mødte for 2 år siden" han svarede bare "Nope" også spurgte jeg ham

"Var du bare desperat efter sex?" også svarede han "Ja og du var billigst"

Jeg spurgte ham om han virkelig var fuldstændig ligeglad med den smerte han havde påført mig og det var han. Han sagde grunden til han  udnyttede mig, var bare fordi han aldrig har kunnet lide mig, og aldrig har haft følelser for mig, trods han engang skrev det var fordi han elskede mig, nu var det bare løgn åbenbart..

Jeg skrev også til ham "Hvorfor slog du så ikke bare op lige efter vi gjorde det? Og hvorfor skrev du at du ville passe på mig, og at dit hjerte hamrede hver gang du så mig?" Han svarede bare "Det ved jeg ikke"

Jeg blev virkelig aggresiv fordi han åbenbart bare så mig som en billig luder. Jeg kaldte ham en svans fordi han ikke turde smadre mig, trods han truede med det, havde han åbenbart aldrig tid. Og det blev til lidt mere.. noget med at han var grim og uintelligent, og pædofil (jeg er jo 14, han er 16)

Også brød jeg sammen til sidst. Jeg kunne ikke holde masken og sagde "Tillykke du vinder, du fik mig til at bryde sammen" osv. og en lang historie om at jeg slet ikke forstår hvorfor han ikke var som han var dengang. Han ændrede sig så meget, og jeg forstår ikke hvorfor...

Men jeg skrev alt om hvorfor handlede og skrev som jeg gjorde, at jeg troede jeg lettere kunne komme over ham ved at hade ham osv. og nu sidder jeg her. Han svarede selvfølgelig ikke, men det forventede jeg heller ikke..

Jeg føler mig virkelig udnyttet, og jeg forstår ikke hvad han tænkte på. Jeg elsker ham desværre stadig, jeg føler vejen igennem at det her har været mere end blot en teenage-forelskelse. Jeg ville virkelig gerne leve resten af mit liv med ham, og ligemeget hvilket lort jeg sagde så elskede jeg ham. Det fortalte jeg ham også. Og han er bare ligeglad... Det lignede ham virkelig virkelig ikke... Jeg spurgte ham også om det havde noget med hans venner at gøre, fordi de fleste af dem jo hader mig, han blev bare forvirret og sagde "Nej det tror jeg ikke" så jeg ved slet ikke hvad der foregik i hans hoved. Er jeg virkelig bare den billig luder?