skoleåret er kun lige begyndt og jeg har det allerede næsten på samme måde som for et halvt års tid siden... jeg var spændt og nervøs den morgen for et års tid siden da jeg satte fod på gymnasiet. Dette gjorde jeg med forhåbningen om at jeg kunne gøre den treårige STX uddannelse færdig, som jeg havde meldt mig til.

Men efter et stykke tid på skolen kom jeg til at indse at det nok ikke blev tilfældet. Klassen jeg kom ind i var kort sagt dårlig. Der var ingen jeg synes kunne snakke med, og hurtigt som min status i klassen faldt fra ukendt til "den dreng ingen snakker med", således var skæbnen for min arbejdsindsats med skolearbejdet. og det endte da også med at jeg efter et halvt år skiftede, ikke blot klasse men også studieretning.

Selvom denne var noget bedre, endte det da også med at jeg ikke rigtig fik snakket med nogen. Samt lektiearbejdet faldt til et minimum. Hvis ikke jeg var droppet ud var jeg blevet smidt ud en uge senere alligevel, men jeg nåede da at tilbringe syv måneder på stedet. Efter denne oplevelse kørte mit liv nedaf i en spiral uden ende. jeg var konstant gnaven og iriteret. motivationen var helt i bund på alle punkter, og ja selvfølgelig kom selvmordstanker krybende en gang imellem. sådan gik min hverdag indtil en uge før skolestart nu her i år 09, hvor jeg i følge råd prøvede lykkepiller...

Jeg kan sige at de i den grad har gjort jobbet godt. jeg mistede fuldstændig lysten til konstant at være gnaven og trist. lang historie kort: jeg valgte at starte på ny på et andet gymnasium, og har det rigtig godt her; gode lærere, elever/venner og klasse. problemet er bare at jeg nu simpelthen har så svært ved at komme i skole, og jeg er begyndt at ha det lidt på samme måde som da jeg gik på den anden skole,,,

jeg kan virkelig ikke forstå det, da jeg som sagt ellers har det rigtig godt nu på skolen.. anyway.. et hvert byd på hvad der kunne være galt ville være mest teknemmeliggjordt