Kære du. 

Jeg er ked af at høre, at der har været så meget, du har skullet slås med igennem dit liv. Det er hårdt, og det er frustrerende, når man får det så svært, som dit brev fortæller mig, at du har haft det, men jeg synes også, at det er vigtigt at nævne, at det er stærkt, at du er her, og at du rækker ud efter råd og hjælp. Det er ikke nemme skridt at tage, så det vil jeg gerne rose dig for, at du alligevel gør. Det er bare fantastisk og så godt gået!

I forhold til det med dine forældre så forstår jeg dit brev, som at du søger hjælp til, hvordan du kan komme tættere på dine forældre igen, da du føler, at der er sket en del ting, som har skabt noget afstand imellem jer. Det er en svær situation at stå i, også fordi du fortæller, at der er ting, som du fortryder. Jeg tænker umiddelbart, at selvom det nok vil være svært, så vil det nok også kunne gøre meget at åbne op for dine forældre. Dele de svære ting med dem, og hvis du kan, så fortælle dem, at du fortryder, og at du gerne vil være tættere på dem, end I er lige nu. Jeg tænker i hvert fald, at dine forældre elsker dig, uanset om I er lidt fjernt fra hinanden lige nu, og at det vil være en kæmpe kærlighedserklæring, hvis du viser dem, at du vil dem, og at du savner dem.

Nu kender jeg ikke dine forældre, men jeg tænker også, at nogle gange så trækker forældre sig, fordi de er bange for at sige eller gøre det forkerte. Det er altså ikke nødvendigvis fordi, at de ikke vil deres børn, men fordi de kan være bange for at gøre mere skade end gavn, at de trækker sig. Også selvom de egentlig allerhelst gerne vil være der for deres børn og støtte dem, når livet er svært. Lidt i forlængelse af det, så nævner du også det her med at være blevet 18 år, jeg tænker, at selvom det er noget, som ændrer dine rettigheder på papir ret meget, så behøver det ikke at betyde noget for dit forhold til dine forældre. For mange forældre tror jeg egentlig, at det er ligemeget, hvor gamle deres børn bliver, fordi de alligevel altid vil se på dem, som deres "små" børn, som de ønsker at beskytte og passe på. Specielt hvis man giver udtryk for, at det er det, man har brug for. 

Men selvom man ønsker at tage kontakt, så kan det være svært at finde ud af, hvordan man skal gøre det. Der er flere muligheder, men jeg tænker, at det vigtigste er, at det er på en måde, som du har det godt med, og som giver mening for jeres forhold til hinanden. For nogen er det at sætte sig ned at snakke, for andre er det at skrive et brev, for en tredje er det at gå eller køre en tur, hvor man kan kigge ud på vejen og ikke direkte på hinanden, og for en fjerde og femte er det noget helt andet. Nogle gange kan det hjælpe at tænke tilbage på sin opvækst. Hvornår følte man sig tættest på sine forældre, og hvordan har man tidligere snakket med hinanden om de lidt sværere ting? Er det en stille søndag morgen, en sen aften, over en kop varmt af noget eller lignende? Det, jeg er kommet med, er blot nogle forslag, som du kan overveje, for det kan også være, at det er en helt anden måde, du gerne vil gøre det på, og det er bare helt okay. 

Du nævner også i dit brev, at du ikke har så mange venner og veninder, og at du ikke snakker så meget med dem om personlige ting. Det tænker jeg er helt okay, hvis man ikke har lyst til at dele de svære og personlige ting. Du skylder ikke nogen dine inderste tanker og følelser, men hvis du ville ønske, at det var anderledes, så er det selvfølgelig en anden sag. Nogle gange synes jeg, at det hjælper at se det at åbne op overfor andre som en evne, der skal trænes ligesom alt andet. Det er de færreste, som vågner op en dag og er gode til basket eller fodbold eller noget tredje. Det skal trænes, og sådan er det også med at åbne sig op. Hvis det ikke er noget, man har gjort så meget i, så giver det fin mening, at man synes, at det er svært. Hvis man har lyst til at øve det, så kan man måske f.eks. starte med at snakke lidt med nogle af de tætteste, og fortælle dem ting, som er lidt svære at snakke om, men stadig overkommelige? På sigt kan det så være, at man føler sig klar til at prøve at udfordre sig selv lidt på, hvad man deler? Samtidig er det også vigtigt at huske på, at ting tager tid, og det er helt okay. Rom blev ikke bygget på én dag, og det er derfor både okay og rigtig godt at tage tingene i eget tempo. For at få ro til det, så er der også nogle, der vælger at fortælle deres venner og veninder, at de synes, at det er lidt svært at dele de svære ting, men at man gerne vil øve sig lidt på det. Det kan i hvert fald nogle gange gøre det lidt nemmere, fordi man så ved, at der er forståelse for det, og at det ikke forventes, at man krænger hele sin sjæl udover over den første kop kaffe. For som sagt så er det okay at tage tingene stille og roligt og at huske på at man skal åbne op, fordi man ønsker at åbne op, og ikke fordi man skylder nogen noget. 

Jeg tror personligt aldrig, at det er for sent at arbejde med ens forhold til familie og folk, man holder af. Det er ikke altid nemt, det kan kræve hårdt arbejde, men jeg tror absolut på, at det er muligt, og jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej i forhold til, hvordan du kan starte processen med dine forældre og måske også dine venner og veninder. Hvis du stadig føler dig lidt forvirret, eller hvis det ikke lige var det svar, du søgte, så er du velkommen til at skrive herinde igen, men jeg tænker også, om det måske kunne være en god idé at kigge forbi vores chat, hvor en af vores rådgivere vil sidde klar? Det er selvfølgelig helt op til dig, men du skal vide, at muligheden er der, hvis du kunne have lyst til det. Jeg sender tusind gode tanker din vej!

De bedste hilsner,

Amanda